Socialminister: Netflix og havregryn truer socialfagligheden

Hun lader sig ikke mærke med det, men selv for en politiker med næsten 12 års erfaring i bagagen har den forgangne uge været usædvanlig travl med tre store politiske aftaler: Tirsdag den 3. september landede aftalen om et midlertidigt børnetilskud til fattige familier, dagen efter faldt aftalen om regionernes økonomi i 2020 på plads, og natten til fredag kom aftalen om kommunernes økonomi så i hus. Som social- og indenrigsminister har Astrid Krag været med i forhandlingerne om dem alle tre.

– Jeg er glad for, at jeg har været minister før. Ellers var jeg nok blevet fuldstændigt rundtosset, siger hun og fortæller, at hun måtte aflyse en debat på landsdækkende tv for at gøre kommuneaftalen færdig.

De tre aftaler er imidlertid kun begyndelsen på det, der meget vel kan blive en intens ministerperiode for den 36-årige socialdemokrat. I hvert fald hvis hun sætter handling bag sine socialpolitiske visioner: Mindre ulighed, færre mennesker på kanten af samfundet, mere plads til socialfaglighed, færre udsatte børn og flere investeringer i velfærd. Intet mindre.

– Vi har nogle meget grundlæggende problemer, som vi ikke har løst, selv om det var en del af drømmen om vores velfærdssamfund. Det er en falliterklæring, at der fortsat er et stort set uændret antal mennesker på kanten af vores samfund. Jeg er ikke så naiv at tro, at vi bare lige løser det på en valgperiode, men vi kan tage nogle vigtige skridt.

Farfar som forbillede

Da hun som sundhedsminister og SF’er i 2012 af Information blev spurgt om sit politiske forbillede, trak Astrid Krag den tidligere formand for Sosialistisk Venstreparti i Norge, Kristin Halvorsen, frem. I dag er den socialistiske, norske kvinde skiftet ud med socialdemokratiske, danske mænd: Danmarks første egentlige socialminister, Frederik Borgbjerg, hans efterfølger den sociale reformator K. K. Steincke samt landsfader og statsminister Thorvald Stauning, der ’hænger der og kigger ned på mig, når jeg kommer op ad trappen’, som hun fortæller.

Stauning og Steincke var drivkræfterne bag Kanslergadeforliget, der af mange – også Astrid Krag – betragtes som begyndelsen på det moderne velfærdssamfund, men det var en knap så kendt socialdemokrat, der blev begyndelsen på hendes egen politiske karriere.

– Min farfar var rødglødende socialdemokrat og fagforeningsformand (for Metal i Skanderborg, red.), men for mig var han bare farfar. Da han så døde, dagen før min 15-års fødselsdag, sad jeg der i slotskirken i Skanderborg en meget, meget kold novemberdag til hans begravelse og så fanebærerne fra alle LO-forbundene følge hans kiste ud. Og der faldt noget i hak inde i mig: ’Gud, det er også min familie, der har været med til at bygge det her samfund op’. Kirken var fyldt med mennesker, der kom for at vise min farfar deres respekt, for han havde betydet noget i deres familie i sin kamp for ordentlige lønforhold og understøttelse, når man kom til skade. Mange af dem arbejdede med landbrugs maskiner, der var store arbejdsulykker, og det var ikke givet, at familien kunne klare sig, fortæller hun og husker tilbage på, hvordan det satte gang i hendes politiske engagement.

– Det gik op for mig, at jeg også er en del af den kamp. Enten kunne jeg vælge ikke at gøre noget, eller også kunne jeg stille mig op i rækken af mennesker, der kæmpede for vores velfærdssamfund med tryghed for alle, og så bestilte jeg materiale fra ungdomspartierne.

Og resten er historie. Astrid Krag meldte sig ind i SFU, kom i Folketinget for SF, tabte et formandsopgør og skiftede til Socialdemokratiet. Her har hun fundet sit politiske hjem og sikre ståsted, hvorfra hun forsvarer den socialdemokratiske grundtanke bag velfærdssamfundet og retter en klar kritik mod de seneste mange års politiske fokus på individets eget ansvar for sociale problemer.

Nye toner

De seneste 20 år har vi fået et utal af aftaler og reformer med beskæftigelse som absolut hovedfokus – for blot at nævne nogle: ’Flere i arbejde’ indførte matchkategorier, ’Ny chance til alle’ ændrede refusionen for kontanthjælpen, Strukturreformen gav os jobcentrene og reformerne af dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtidspension og fleksjob har på hver deres måde strammet grebet om mennesker uden for arbejdsmarkedet.

Socialdemokraterne har stemt for en del af aftalerne, og statsminister Mette Frederiksen stod som beskæftigelsesminister endda bag nogle af de meste udskældte reformer, ikke mindst reformen af førtidspension og fleksjob. Politikerne har haft svært ved at tale om mennesker på dagpenge eller kontanthjælp uden samtidig at understrege, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’, og det sociale arbejde er ofte druknet i diskussioner om arbejdsudbud og økonomiske incitamenter.

Nu lyder der nye toner fra regeringen. Både beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og finansminister Nicolai Wammen har varslet et opgør med Finansministeriets regnemodeller – som i højere grad skal belyse de positive effekter af offentligt forbrug – og Astrid Krag vil ændre udgangspunktet for arbejdet med udsatte ledige.

– Vi har været for dårlige til at hjælpe mennesker med sociale problemer. Det skyldes i høj grad en borgerlig ideologisk tilgang, hvor beskæftigelse altid er midlet. Hvis man bare gør folk fattige nok og sender dem rundt i et system, der kun handler om beskæftigelse, så skal de nok komme i arbejde. Jeg tror meget på, at beskæftigelse skal være målet. Undersøgelser viser også, at selv blandt de allermest udsatte, også de hjemløse på gaden, er den største drøm at komme i ordinær beskæftigelse, hvis det er muligt, siger hun.

Den sidste tilføjelse er afgørende. For Astrid Krag anerkender utvetydigt, at målet ikke altid skal være et job.

– For nogen vil målet være at få en stabil hverdag fri af misbrug, hvor de ikke ryger ind og ud af psykiatriske indlæggelser, og hvor de kan være noget for andre. Det kan være på et værested, på en café eller andre gode steder rundt omkring. For dem er succeskriteriet ikke beskæftigelse.

Det er noget, man ikke hører så tit fra en minister – det med at ikke alle nødvendigvis skal have som endemål at komme i arbejde?

– Jeg tror stadig på det for de fleste, og de fleste vil det, men så må man også anerkende, at det er målet og ikke midlet. Midlet er en ordentlig socialpolitik, hvor folk får hjælp med misbrug, sociale problemer, uddannelse osv. Jeg tror faktisk, at tilgangen, som de borgerlige i høj grad har været eksponenter for, har påført nogle af de her mennesker nederlag og dermed bragt dem længere væk fra arbejdsmarkedet. Her er socialpolitikken fuldstændig afgørende, for det skulle gerne være den bulldozer, der rydder nogle af stenene af vejen, så man kan nå ind på arbejdsmarkedet og forsørge sig selv og sine. Som de fleste allerhelst vil.

For Astrid Krag handler det også om at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked og prioritere uddannelse og opkvalificering.

– Vi bliver også nødt til at kigge på vores arbejdsmarked. Hvis du har et trekantet hul og en rund klods, så kommer den jo ikke igennem, lige meget hvor meget du presser. Og det er den virkelighed, jeg møder, når jeg snakker med mange af de udsatte familier. De er ufaglærte og har måske ikke engang færdiggjort folkeskolen. De har ikke de kompetencer, der mangler på arbejdsmarkedet.

Socialministrene tabte kampen

En ting er dog, hvad en socialminister kunne ønske, noget andet er, hvad Astrid Krag kan få resten af regeringen med på. Flere tidligere ministre, blandt andre Astrid Krags forgænger Mai Mercado (K), har kritiseret Finansministeriet for at stå i vejen for gennemførelsen af politiske tiltag, og spørgsmålet er, om det sociale område nu får en stærkere stemme i toppen af denne regering.

Formelt set er der allerede sket noget. Astrid Krag har fået plads i regeringens økonomiudvalg, som blandt andet behandler forslag til finanslove, kommunernes og regionernes økonomi. En central post som socialministre ikke traditionelt har haft.

– Vi er jo en regering med et fælles politisk projekt. I forståelsespapiret (mellem regeringen og dens støttepartier, red.) står den økonomiske ansvarlighed, den grønne omstilling, de sociale hensyn og ligheden i det samme afsnit og vægter lige meget. Vi tror på, at det både giver bedre liv for de udsatte, hvis vi bliver bedre til at løfte dem ind i fællesskabet, men også et bedre samfund for alle, at toppen ikke stikker af, at vi ikke har en stor underklasse, der lever under kummerlige vilkår. Det er dårligt for dem, men også for os samfundet som helhed. Alle lever tryggere liv i lige samfund, det er jo dokumenteret, siger hun og påpeger, at hun kommer til at arbejde tæt sammen med de øvrige ministre.

– Mange organisationer er forundrede over, at jeg og boligministeren har tænkt os at gå ind i diskussionen om hjemløshed sammen, og at jeg og beskæftigelsesministeren allerede er i gang med arbejdet om de mest udsatte og så videre. Vi sidder jo ved bordet sammen og taler om, hvordan vi bedre kan løse problemerne, hvor det under borgerlige regeringer hurtigt bliver en ulige kamp, som socialministeren altid vil tabe. Og

det er rigtig godt, at Peter (Hummelgaard, red.) bor lige derovre, hans tagterrasse støder næsten op til min, siger hun og peger hen imod Overformynderiets gamle bygning, hvor Beskæftigelsesministeriet for nylig flyttede ind – ironisk nok med en ny regering, der angiveligt vil gøre op med en formynderisk holdning om, at mennesker uden job ikke kan træffe gode beslutninger uden en økonomisk trussel hængende over hovedet.

Truslen mod velfærdssamfundet

Formynderiet fylder også for meget i den offentlige debat om de arbejdsløse, mener Astrid Krag. Vi bruger ganske enkelt for meget tid på at diskutere hvert enkelt menneskes økonomiske prioriteringer frem for grundlæggende problemer i samfundet, og det går også ud over fagligheden.

– Når man reducerer det til at være den enkelte, der må tage sig sammen og træffe nogle klogere valg – som Søren Pape sagde – opsige sit Netflix-abonnement og lade være med at have en kat (kommentar i Berlingske 6. september, red.) – så er det jo himmelråbende arrogant og nedladende, men det blokerer jo også for en forståelse af, at socialfagligheden kan gøre en forskel. Når der er et så individualiseret fokus i debatten, så mangler der også en anerkendelse af, at der er nogle fagfolk og en faglighed, der kan gøre en forskel for de her mennesker, siger Astrid Krag og påpeger, at fagligheden generelt er presset i den offentlige sektor.

– Vi har et kæmpe problem med at få tid til de borgere, som skal have hjælp. Vi hører om rapporter fra Arbejdstilsynet om sygeplejersker, der prøver at undgå øjenkontakt med patienterne, fordi de ved, de ikke har tid til at hjælpe dem. Vi kan høre på pædagogerne, hvor svært det faktisk er at få tid til at se det enkelte barn, hvilket i øvrigt har social slagside. Vi ser det på ældreområdet, og vi ser det også på jeres område. Det er et problem, der gennemsyrer hele vores velfærdssamfund. Der er alt for lidt plads til fagligheden hos de medarbejdere, der har med borgerne at gøre, om det så er i børnehaven, hjemmeplejen, på sygehusene eller socialkontorerne i forvaltningerne, hvor man sidder med de udsatte borgere. Det er et kæmpestort problem og en fundamental trussel mod vores velfærdssamfund, siger hun og understreger, at Mette Frederiksen af samme årsag har taget arbejdet med en selvstyrereform med ind i Statsministeriet.

Plads til faglighed

Reformen skal ifølge Socialdemokratiet skabe tillid, plads til faglighed og større arbejdsglæde i den offentlige sektor. Det skal blandt andet ske ved at fjerne overflødigt bureaukrati, og hvis nogen synes, det lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt. I flere årtier har skiftende regeringer haft ambitioner om at forbedre arbejdsgange, fjerne regler og sikre bedre ledelse i den offentlige sektor, og alligevel har mange offentligt ansatte oplevet det modsatte. Om det bliver anderledes denne gang, er et åbent spørgsmål.

Anderledes er til gengæld regeringens syn på investeringer i offentlig velfærd. I 2017 viste en undersøgelse, som AE-Rådet lavede for Dansk Socialrådgiverforening, at hver tredje modtager af kontanthjælp har haft en sag i kommunen, da de var børn, mens hver femte har været anbragt. Og netop forståelsen af udsatte mennesker og deres sociale problemer skal integreres i den økonomiske politik, mener Astrid Krag.

– Det viser jo meget godt, at der er et kæmpe potentiale i at kunne tænke langsigtet og investere. Jeg og regeringen vil også tage et opgør med forståelsen af, hvad ansvarlig politik er. For det er da dybt uansvarligt, at vi nu har haft et opsving i så mange år, og så ser vi stadig lige mange uden for arbejdsmarkedet. Og med den måde, vores samfund fungerer på, så bliver man marginaliseret, når man ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, siger hun.

Aftalen om kommunernes økonomi i 2020 forgylder ikke ligefrem den offentlige sektor. Alligevel udtrykte mange fagforbund forsigtig optimisme, da den faldt på plads, og Dansk Socialrådgiverforening roste aftalen for at dens fokus på investeringer i en tidlig indsats og faglighed:

”Vi vil investere i tidlige indsatser, vi skal handle på baggrund af viden, og vi skal give socialrådgivere og andre fagpersoner de bedste muligheder for at sætte barnet og familien i centrum uden unødigt bureaukrati”, som der står i aftalen.

Astrid Krag anerkender, at mange år med besparelser har givet kommunerne et økonomisk efterslæb, som økonomiaftalen ikke alene retter op på. Men hun fastholder, at der er tale om en markant ændring fra den tidligere regerings økonomiske politik.

– Det kommer jo ikke til at løse det hele. Men det er et godt løft, og det viser også, at vi er forpligtet på en ny retning. Der er ingen tvivl om, at den økonomiske smalhals og et udgangspunkt i nulvækst betyder, at den offentlige sektor har haft karakter af brandslukning. Og det er som at tisse i bukserne for at holde sig varm – det kan virke på den helt korte bane, men er temmelig ubehageligt på den lange bane, siger hun.

De seneste år har kommuner som Aabenraa, Silkeborg og Hjørring investeret i indsatsen for udsatte ledige. Det har givet mere plads til det sociale arbejde og gavnet både medarbejdere, borgere og kommunernes økonomi, fordi flere mennesker hurtigere får den rette indsats og kommer i uddannelse eller beskæftigelse. På samme måde skal investeringer i både udsatte børn og det specialiserede socialområde løftes, mener socialministeren, der ser kommuneaftalen som et vigtigt første skridt.

– Det fælles arbejde, vi er blevet enige om at lave, handler også om, hvordan vi sørger for at få råd til de langsigtede investeringer i mennesker, i den tidlige indsats, også mere end vi har set indtil nu. Vi har også forpligtet os til at få flere data ind i SØM-modellen (Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, red.).

Det bliver alt andet lige lettere at løfte en investering i en social indsats – som jeres medlemmer til hver en tid vil sige giver socialfaglig mening – ind i en kommunes budgetforhandling, når man også kan se, at den giver mening i en regnemodel, siger hun.

Opgør med profitmaskinerne

Astrid Krag forventer ikke, at regeringen kan indfri alle de socialpolitiske mål på en enkelt valgperiode, for det handler om det lange, seje træk. Og arbejdet for at mindske uligheden begynder med børnene, mener hun.

– Vi vil måles på, om vi lykkes med at gøre noget ved den ulighed, vi ser i vores rige samfund. Især der hvor vi ved, den trækker lange spor. Vi ved, at der er markant større risiko for, at et udsat barn også bliver en udsat voksen. Derfor er det så vigtigt at sætte ind i forhold til børnene. Vi ved, at hvis du vokser op i en familie med en stram økonomi, og mor og far ikke er på arbejdsmarkedet, så er der markant højere risiko for, at du selv ender uden en uddannelse på kanten af arbejdsmarkedet. Der er højere sygelighed og ulighed i livslængde. Så vi skal have rykket nogle hegnspæle, så vi bliver bedre til at sikre, at udsatte børn ikke også bliver udsatte voksne. Og jeg tror, vi kan nå et stykke ad vejen de næste fire år – det skal vi – men jeg tror ikke, vi kan blive færdige med opgaven.

Anbringelsesområdet udgør en særlig udfordring for den nye socialminister. De seneste år har pressen bragt flere historier om ejere, der trækker profit ud af private opholdssteder og botilbud. Det skal der gøres op med, mener Astrid Krag.

– Det skal vi have gjort noget ved. Det er simpelthen helt skævt, at man kan trække profit ud af at drage omsorg for de mest udsatte børn i det her land. Det arbejde skal være hegnet ordentligt ind, så det ikke er profitmaskiner, og det er en af de bundne, grundlæggende opgaver, jeg har, siger hun og påpeger, at det hænger sammen med en ordentlig kvalitetssikring af området.

– Som tidligere sundhedsminister er det noget af det, der springer mest i øjnene, at man har så lidt viden om kvalitet på socialområdet. Jeg tænker tit, at hvis det ikke var de mest udsatte borgere, der må leve med det, så havde man nok ikke accepteret det. Derfor vil en væsentlig del af mit arbejde her være at få bedre greb om, hvilken kvalitet, der er, og hvad der bør være. Det kommer til at kræve et større arbejde, for området har været styret på en anderledes måde end andre områder i vores samfund.

Bland jer i samfundsdebatten

Det seneste år har flere undersøgelser vist, at socialrådgivere er en af de mest pressede faggrupper på arbejdsmarkedet. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) placerede i februar socialrådgiverne på en kedelig førsteplads i disciplinen samlet stressbelastning i både arbejds- og privatliv. Og en undersøgelse, som COWI sidste år lavede for Dansk Socialrådgiverforening, viste, at hver tredje socialrådgiver er stresset. På børne- og familieområdet oplever hele 44 procent af socialrådgiverne hele tiden eller ofte stress.

Dansk Socialrådgiverforenings formand, Mads Bilstrup, kaldte situationen uacceptabel og sagde blandt andet:

”Tallene er alarmerende høje, og det skal vi tage meget alvorligt på arbejdspladserne , men i høj grad også politisk. Det kan ikke være rigtigt, at de mennesker, vi har ansat til at tage hånd om nogle af samfundets mest udsatte borgere, bliver syge af at gå på arbejde. Det er helt uacceptabelt, at det står så slemt til. Det kan hverken socialrådgiverne, borgerne eller samfundet være tjent med.”

En stor del af løsningen skal findes i bedre arbejdsvilkår, herunder færre sager og investeringer i det sociale arbejde, som Dansk Socialrådgiverforening har fået sat på dagsordenen. Men Astrid Krag mener også, at den manglende forståelse for sociale problemer generelt og det ’ekstremt individualiserede fokus på den enkelte socialt udsatte’, som hun kalder det, har flyttet fokus fra socialrådgivernes arbejdsmiljø.

– Når det slet ikke er en del af samfundsdebatten, så er det klart, at så rykker diskussionen om jeres arbejdsvilkår ned ad rangstigen. Så ender man med at sidde at diskutere med kommunerne, om det arbejder, I laver, er administrativt eller borgerrettet – om man kan tale om varme administrative hænder eller ej. Og der skal man holde tungen lige i munden, for skal vi sikre bedre indsatser for udsatte mennesker, skal vi kunne sætte tidligere ind, så skal fagpersonerne i vores velfærdsinstitutioner som sundhedsplejersker og pædagoger i vuggestuen have et meget tæt samspil med jer. For det er hos jer, at man kan finde alle de forskellige værktøjer, der kan hjælpe familierne. Det er helt centralt for mig, siger hun og opfordrer socialrådgiverne til at blande sig i debatten.

– Vi har brug for jer, både i det konkrete arbejde, men også i samfundsdebatten, for nu har vi haft to årtier med en borgerlig ideologisk tilgang til vores samfund og til udsatte borgere, som i høj grad har handlet om individerne. Og med jeres faglighed ved I jo ekstremt meget om, at der er mere og andet på spil, end at det enkelte menneske må tage sig sammen og huske at købe havregryn.

---

Blå bog Astrid Krag

Parlamentarisk karriere:

• Social- og indenrigsminister fra 27. juni 2019
• Minister for sundhed og forebyggelse 3. oktober 2011 – 3. februar 2014
• Ældreordfører og indfødsretsordfører fra 2015
• Tidligere skatteordfører, udlændingeordfører, integrationsordfører og velfærdsordfører

Uddannelse:

• Bachelorstuderende i statskundskab, Københavns Universitet, 2003-2007
• Sproglig studentereksamen, Tørring Amtsgymnasium, 1998-2001

Arbejde og tillidshverv:

• Ansat i hjemmeplejen, Sundparken, Amager, 2007
• Studentermedhjælp, Social- og Sundhedsskolen i København, 2003-2005
• Pædagogmedhjælper, Frederiksberg Hospitalsvuggestue, 2001-2002
• Service- og kasseassistent, Netto, Tørring 1999-2001
• Formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom 2005-2007
• Elevrådsformand ved Tørring Amtsgymnasium 1999-2001

Privat:

• Født 17. november 1982 på Sct. Maria Hospital, Vejle, datter af pensioneret tekstforfatter Ole Jakob Krag Kristensen og pensioneret gymnasielærer Åse Fogh Pedersen
• Gift med Andreas Seebach. Parret har tre børn.

Astrid Krags 4 forbilleder

Sigvald Kristensen – Astrid Krags farfar

Astrid Krags farfar Sigvald Kristensen blev født 21. november 1918 i Vinkel ved Viborg.

Han blev uddannet grovsmed i sin fars smedje. Senere arbejdede han blandt andet som skibssmed i Ballen på Samsø nogle år. I midten af halvtredserne kom han til Skanderborg, hvor han arbejdede som landbrugsmaskinmontør hos firmaet A. Blom, indtil han gik på efterløn.

I Skanderborg var han aktiv i den lokale afdeling af Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund (senere: Dansk Metal). Først var han i bestyrelsesarbejde i fritiden, senere blev han fuldtidsformand.

Sigvald Kristensen døde 16. november 1997.

Frederik Borgbjerg – socialminister 1924-1926

Frederik Borgbjerg blev født 10. april 1866 i Boeslunde ved Skælskør.

Han var socialdemokratisk socialminister 1924-1926 og undervisningsminister 1929-1935. Medlem af Folketinget 1898-1936 og af Københavns Borgerrepræsentation fra 1898-1904 og 1905-1913.

Borgbjerg var en af Socialdemokratiets mest fremtrædende politikere fra slutningen af det 19. århundrede til sin død i 1936. Han var ordfører i mange vigtige politiske spørgsmål gennem hele sit folketingsliv. Han spillede blandt andet en hovedrolle i at mobilisere folk til modstand under det politiske opgør med Kong Christian den 10. under påskekrisen i 1920.

Frederik Borgbjerg døde 15. januar 1936.

K.K. Steincke – socialminister 1929-1935

Karl Kristian Steincke blev født 25. august 1880 i Viskinge i Nordvestsjælland.

K.K. Steincke var socialdemokratisk politiker og minister og kendt for sit store arbejde med dansk sociallovgivning. Det gælder ikke mindst socialreformen fra 1933, hvilken han som socialminister var hovedarkitekten bag.

I forbindelse med kriseforhandlingerne op til Kanslergadeforliget pressede Steincke på for at få socialreformen med i forhandlingerne. På den måde blev socialreformen en del af Kanslergadeforliget. Steinckes socialreform var en samling og omorganisering af den store mængde smålove på området, der var kommet til de seneste 30-40 år. Derudover indførte reformen princippet om ret til hjælp for borgerne.

K.K. Steincke døde 8. august 1963.

Thorvald Stauning, statsminister 1924-26 og 1929-42

Thorvald Stauning blev født i 26. oktober 1873 i København.

Han voksende op i et fattigt arbejderhjem. Han står som et af fyrtårnene i dansk politisk historie. Som formand for Socialdemokratiet (1910- 1939) og som den længst siddende statsminister (1924-26 og 1929-42) fik han afgørende betydning for den politiske og sociale udvikling.

Mest kendt er Kanslergadeforliget fra 1933, der står som en milepæl i udviklingen af den danske velfærdsstat. Folketingsvalget i 1935 blev en hidtil uset og aldrig siden overgået sejr for Socialdemokratiet. Under parolen “Stauning eller Kaos” opnåede partiet over 46 procent af de afgivne stemmer.

Thorvald Stauning døde 3. maj 1942.

Kronologi: 8 socialministre på 10 år

Karen Ellemann, Venstre, 7. april 2009 – 23. februar 2010

Benedikte Kiær, Det Konservative Folkeparti, 23. februar 2010 – 3. oktober 2011

Karen Hækkerup, Socialdemokratiet, 3. oktober 2011 – 9. august 2013

Annette Vilhelmsen, Socialistisk Folkeparti, 9. august 2013 – 3. februar 2014

Manu Sareen, Det Radikale Venstre, 3. februar 2014 – 28. juni 2015

Karen Ellemann, Venstre, 28. juni 2015 – 28.november 2016

Mai Mercado, Konservative Folkeparti, 28.november 2016 – 27. juni 2019

Astrid Krag, Socialdemokratiet, 27. juni 2019 –

Kilde: wikipidia.org