REGIONSLEDER: Når kommunerne sparer sig fattige

Budgetloven, som blev indført for at sikre ansvarlighed og styr på de offentlige udgifter, giver store problemer i mange af de kommuner, hvor jeg har min gang. Budgetloven har nemlig den konsekvens, at kommunerne bliver tvunget til at holde igen – også dér, hvor behovene vokser, og hvor investeringer i tidlige indsatser ellers kunne betale sig på længere sigt.

I Aarhus gennemføres der for eksempel i øjeblikket omfattende besparelser på socialområdet, samtidig med at kompleksiteten i sagerne stiger. Flere borgere har brug for hjælp, men indsatserne bliver færre eller forsvinder helt. Det rammer både borgere og medarbejdere hårdt. Og samtidig er det paradoksalt, at der er penge nok i kommunekassen, men de må ikke bruges på velfærd, da budgetloftet er nået.

Når budgetloftet reelt forhindrer kommunerne i at investere i forebyggelse, relationer og kontinuitet, risikerer vi at gøre problemerne større og dyrere på sigt. Det er ikke et spørgsmål om vilje lokalt – det er et strukturelt vilkår.

Derfor er det vigtigt at diskutere, om budgetloven i sin nuværende form giver kommunerne mulighed for at løfte deres sociale ansvar? Socialpolitik er ikke et område, hvor man ustraffet kan udskyde eller nedskalere indsatser. Konsekvenserne kommer senere – og ofte med større menneskelige og økonomiske omkostninger.

Hvis vi vil lykkes med at skabe en velfærd, der både er ansvarlig og bæredygtig, kræver det, at kommunerne har frihed til at handle, når behovene er der. Lige nu sparer Aarhus og andre kommuner sig fattige, fordi besparelserne får store konsekvenser og samtidig ikke gør op med det egentlige problem: At flere mennesker har brug for hjælp, men budgetterne følger ikke med udviklingen. Tværtimod.

Hvis vi vil have et samfund, der hænger sammen, skal kommunerne kunne investere i gode sociale indsatser – og dermed i mennesker. Lad os få et opgør med den budgetlov.