Relationel velfærd: Familierne stoler på at vi lytter til deres behov

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Den holdning fornemmede projektmedarbejderne hos beboerne, da de bankede på deres døre for at spørge, om de havde lyst til at være med i projektet ’Opgang til Opgang’, hvor de kunne få hjælp til lige netop det, de syntes var vigtigt for at komme videre i livet.

– Medarbejderne var i starten på flere forgæves besøg i forsøget på at rekruttere de cirka 60 udsatte familier, som der var plads til i projektet, fortæller Pernille Randrup-Thomsen. Hun er uddannet socialrådgiver og leder af Aarhus Kommunes store satsning, som skal teste en helhedsorienteret og relationel beskæftigelsesindsats over for udsatte familier i Gellerupparken.

– Derfor holdt vi møder med blandt andre Bydelsmødrene og enkelte af de familier, der havde sagt ja tak til at deltage, om, hvad vi skulle sige, når vi bankede på døren. De mente, at det virkede utroværdigt, at vi gik rundt og tilbød hjælp, for ”Kommunen kommer ikke og banker på ens dør og siger: Goddag – hvad kunne vi hjælpe med? Så tror de, at det er hjemmerøvere eller Jehovas Vidner”. De foreslog, at vi skulle få en sagsbehandler fra jobcenteret, som beboerne kendte i forvejen, til at sende et brev til dem, hvor sagsbehandleren anbefalede dem at tage en snak med os. Og på den måde lykkedes det os at få kontakt med familierne, forklarer Pernille Randrup-Thomsen og tilføjer:

– I et relationelt projekt kunne man måske synes, at vi fra start skulle have overvejet, om der allerede var nogle relationer, vi kunne bygge på, men det er vi jo så blevet bedre til.

Pernille Randrup-Thomsen har haft en række aha-oplevelser i projektet og deler dem gerne – oftest efterfulgt af en høj smittende latter. For eksempel at det giver mening at bevilge bostøtte til bedstemor eller at bruge ressourcer på at renovere en lejlighed. Det vender vi tilbage til.

Sammenhæng i livet

Der deltager i alt 62 familier i projektet ’Opgang til Opgang’, og de har det til fælles, at en eller begge forældre slås med ledighed. I gennemsnit har de været ledige i knap ni år. I den fireårige projektperiode skal Pernille Randrup-Thomsen og hendes team på 10 medarbejdere forsøge at skabe varige forandringer i familierne, som ud over ledighed har forskellige sociale problemer.

Og ambitionerne er høje. Målet er blandt andet at mindst 80 procent af forældrene opnår en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, og at 50 procent af børnene har mindre fravær i skolen. De foreløbige resultater viser, at det i forhold til projektets succeskriterier går i den rigtige retning både med beskæftigelsesmål og trivselsmål.

Det langsigtede mål er, at det lykkes at få forældrene i beskæftigelse, at det lykkes at styrke trivslen og sundheden i familierne, og at familierne bliver forbundet til andre mennesker og til deres lokalsamfund på en måde, der gør dem mere uafhængige af systemet.

– Den sammenhæng, som vi gerne vil have dem til at se i deres liv, skal kommunen jo i virkeligheden også gerne repræsentere. Men kommunen repræsenterer normalt ikke en særlig stærk sammenhæng. Vi er jo supertrænede i at blive målt inden for vores egen lille silo, og med alt det, der ikke har med vores forvaltning at gøre, der fortæller vi jo folk, at de må gå et andet sted hen. Det er ikke sikkert, at jeg ved, hvor det er de skal gå hen, men jeg ved, at det i hvert fald ikke er her. Så normalt er familierne i kontakt med mange forvaltninger, men her i projektet får de én kontakt til kommunen, uanset hvad de ønsker at samarbejde om.

Pernille Randrup-Thomsen fremhæver, at det er en central målsætning i projektet at sikre en større koordination på tværs af afdelinger og magistrater – på alle organisatoriske niveauer, samt en bedre involvering af relevante lokale samarbejdspartnere, civilsamfundsorganisationer og frivillige fællesskaber.

Familiens plan – ikke systemets

Fælles for de familier, der deltager i projektet, er, at mindst en forælder slås med ledighed. Så selv om afsættet som nævnt er, at det er familierne selv, som definerer, havde de har brug for at samarbejde om for, at deres trivsel øges – så arbejdes der også ud fra en Job First-tilgang, hvor målet er at få forældrene rykket tættere på job eller uddannelse, og projektet er da også forankret i beskæftigelsesforvaltningen. At der er fokus på job har ifølge Pernille Randrup-Thomsen ikke været et problem. Tværtimod, for det er det, de fleste familier selv skubber forrest i rækken af udfordringer.

– Og selv om vi forklarede, at vi skal samarbejde om det, du synes er vigtigt for at forandre dit liv, så sagde 95 procent af de voksne, at de bare gerne ville have et arbejde – og det var deres eneste udfordring. Da vi kom tættere på familierne, og de åbnede lidt mere op, kunne vi nysgerrigt spørge ind til, at hvis du bare gerne vil have et arbejde, hvordan kan det så være, at du har gået ledig i 14 år? Så selv om de fleste forældre i første omgang siger, at deres problem er ledighed – så er det vores erfaring, at langtidsledighed skyldes bagvedliggende mere komplekse problemer, som bliver en barriere for at komme i job.

Bostøtte til bedstemor

Familiernes forskellige udfordringer afspejler sig i de indsatser og aktiviteter, der bliver sat i værk. Bostøtte til bedstemor, renovering af lejlighed og sofacykel – for nu blot at nævne nogle. Pernille Randrup-Thomsen lægger ikke skjul på, at det er udfordrende at arbejde på den måde.

– Der er en del enlige mødre med i projektet, og nogle af dem har op til syv børn. Så moderen har allerede en slags fuldtidsarbejde der. Og hvordan er det så, at man alligevel får plads til et voksenliv og et job, når man er enlig forsørger til så mange børn? I en af familierne har vi bevilget bostøtte til bedstemor, for ellers skulle moderen også tage sig af hende, og i den situation ville det være urealistisk at få mor tættere på job.

– Og hvad skulle vi stille op med en mor, der var parat til at skride fra sin lejlighed, hvor hun havde udsigt til at skulle betale 120.000 kroner, fordi boligforeningen krævede, at lejligheden skulle bringes tilbage i oprindelig stand? Medarbejderne spurgte mig, om det lå i projektets rammer at hjælpe med istandsættelsen… Og ja, det gjorde det vel. Vi fik købt noget maling, og sammen med kvindens netværk blev lejligheden sat i stand. Vi forebyggede, at familien blev både boligløs og forgældet. Hun har stadig ikke fået job, men vi er godt i vej med at få set på hendes arbejdsevne – og alle hendes børn er startet til fodbold og har fået bevilget fritidspas til det.

Beboernes behov definerer samarbejdet

Projektet er inspireret af den engelske socialforsker Hilary Cottam (Læs interview med hende på side 25), der er ophavskvinde til begrebet ’relationel velfærd’, som handler om at bruge tillidsfulde relationer som den primære forandringskraft i arbejdet med familierne. Det kræver både tid og tålmodighed fra teamets side.

– Vi oplevede, at forældrene ville teste, om vi virkelig mente, at vi kunne hjælpe med alt i deres familie. For så ville et forældrepar eksempelvis gerne have et fritidsjob til deres datter. Og efterfølgende er datteren kommet løbende med et par veninder for at spørge, om vi også kunne skaffe et fritidsjob til dem? Jo, selvfølgelig. Familierne erfarede, at de godt kunne stole på, at det er deres behov, som definerer samarbejdet med os.

– Vi har også en søn i en af familierne, som er dygtig til it. Ham har vi tænkt at hyre til et fritidsjob, hvor han underviser nogle af forældrene, som eksempelvis ikke kan finde ud af deres NemID eller ikke ved, hvad en joblog er. Det kunne være i familieklubber, men foreløbig har corona desværre spændt ben for at etablere forskellige netværk, forklarer Pernille Randrup-Thomsen.

Dog er det trods corona muligt at lave udendørs­aktiviteter, og nogle af beboerne deltager på hold, hvor de går ture sammen – så de kan komme i form, inden de kommer i job.

– Når vi er på arbejde, går de fleste af os mellem 5000 og 7000 skridt om dagen uden at tænke over det. Men når man har været ledig i 10 til 15 år, hvor man ikke har rørt sig ret meget, så risikerer man at blive sygemeldt på dag tre, fordi man får ondt i ryggen og benene. Det bliver tydeligt, hvor stor en betydning beskæftigelse kan have for det at være sund – og omvendt, at det at være sund og være i trivsel er en forudsætning for, at det kan lykkes at blive fastholdt i et job. Ud over at blive ’tvunget’ til at bevæge sig, så får man også rammesat sin dag og får en døgnrytme.

Gode kernefagligheder

Ud over at være tålmodige, så skal medarbejderne i teamet også kunne arbejde på tværs af alle forvaltningsområder. Og de 10 medarbejdere er nøje udvalgt, så de bringer erfaringer og kompetencer i spil fra fem forskellige forvaltninger. Fem af medarbejderne er socialrådgivere – heraf er to familierådgivere, en er fra Socialpsykiatri- og udsatteområdet og to er fra Jobcentret. Derudover tæller teamet en cand. pæd. psyk. og en pædagog fra Børn & Unge, en foreningskonsulent fra Kultur & Borgerservice, en sundhedskonsulent fra Sundhed & Omsorg og en virksomhedskonsulent fra Jobcentret.

– Det er en blandet landhandel med mange gode kernefagligheder. Alle familier har et makkerpar tilknyttet, hvilket betyder, at relationen består, hvis en af medarbejderne bliver syg eller holder fri.

Hver medarbejder har sammen med sin makker primært ansvar for at samarbejde med alle familiemedlemmer i cirka 12 familier. Derudover har de et fælles ansvar for at løse delopgaver på tværs i alle 62 familier.

Der er fokus på at udvikle en helt ny fælles faglighed, samtidig med at alle medarbejdere bevarer deres kernefaglighed og kan hjælpe kollegaerne, når der er behov. Teamet arbejder også med såkaldte koblingskompetencer, som skal sikre, at de undgår at misforstå hinanden og at lade sig begrænse af de forskellige sprog og opgaveforståelser, som hersker på tværs af forvaltningerne.

– Jeg er blevet opmærksom på – i hvert fald i forhold til beskæftigelsesforvaltningen, hvor jeg selv kommer fra – at vores sprog er præget af, at vi er underlagt en enormt detaljeret lovgivning, en målingskultur og dermed også en fejlfinderkultur.

Sprogforbistringer

Pernille Randrup-Thomsen nævner et eksempel på en form for sprogforbistringer mellem forvaltningerne:

– Jeg har en medarbejder, som er udlånt fra sundhedsområdet. Hun fortæller mig, at hun har en borger, som er kommet i virksomhedspraktik, og familien ikke har råd til at købe et buskort. Til det svarer jeg på bedste beskæftigelsesforvaltningsmanér: ”Jamen, i beskæftigelseslovgivningen er det udlagt til kommunen at beslutte, hvilket serviceniveau man vil have om bevilling af buskort, og i Aarhus Kommune har man besluttet, at borgeren selv skal afholde udgiften til de første to zoner.” Så synes jeg jo, at jeg har svaret – men hun står og kigger på mig og siger: ”Du har svaret, men du har ikke hjulpet mig.” Og det havde hun egentlig ret i. Så det kalder på nogle andre samtaler, når vi med et tværfagligt afsæt skal finde nye veje, som reelt hjælper borgerne.

’De rigtige venner’

’Relationel velfærd’ er ikke kun et spørgsmål om at udvikle en tillidsfuld relation mellem medarbejder og borger. Det er ifølge Pernille Randrup-Thomsen også vigtigt at have velfungerende relationer mellem medarbejdere, afdelingsledere og chefer i de forskellige forvaltninger i kommunen.

– Det kræver respekt for hinandens fagligheder og kompetencer. Og det er vigtigt at sørge for at få skaffet sig de ’rigtige venner’ og kontakter i de forskellige forvaltninger, så jeg ved, hvor jeg skal søge hen, når vi har brug for sparring eller skal iværksætte en større foranstaltning som eksempelvis en anbringelse. Jeg kunne aldrig finde på at medvirke til at anbringe et barn uden at have en afdelingsleder med fra socialforvaltningen, siger Pernille Randrup-Thomsen.

Hvis der skal laves indsatser med udgangspunkt i de eksisterende lovgivninger, så skal den relevante forvaltning betale, forklarer Pernille Randrup-Thomsen.

– Når vi laver en foranstaltning, så roder vi i de andre forvaltningers økonomi, og det kræver, at forvaltningscheferne har tillid til, at vi ikke stikker helt af i vores bevillinger – og den tillid har de.

---

Bag om historien
Selv om flere og flere kommuner har fokus på at arbejde med mere sammenhængende indsatser, er det forsat ikke normen at kigge på udsatte familiers samlede situation, når en borger skal i arbejde.

Projektet ’Opgang til Opgang – relationelt beskæftigelsesarbejde med familiefokus’ i Gellerupparken i Aarhus Kommune er et forsøg på at nytænke beskæftigelsesindsatsen. Der tages hånd om komplekse sociale og familiemæssige problemer, som ofte er en barriere for at komme i job. Og familien definerer selv, hvad de har brug for hjælp til.

---

Om Opgang til Opgang
’Opgang til Opgang – relationelt beskæftigelsesarbejde med familiefokus’ er et fire-årigt udviklingsprojekt i Gellerupparken i Aarhus Kommune, hvor familierne selv definerer, hvad de har brug for hjælp til.

10 fuldtidsmedarbejdere og teamlederen er hentet på tværs af fem forskellige forvaltninger, som er er samlet i én enhed. Det betyder, at familierne, som normalt er i kontakt med mange forvaltninger, har én kontakt og én indgang til kommunen, uanset hvad de ønsker at samarbejde om.

Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening, Aarhus Universitet og Socialt Udviklingscenter SUS.

Der er afsat cirka 41,5 mio. kroner til projektet hvoraf 23,3 mio. kroner kommer fra Den A.P. Møllerske Støttefond.

Der kommer en delevaluering af projektet til sommer.

Kilde: Socialt Udviklingscenter, SUS og ’Opgang til Opgang’ projektansøgning, Den A.P. Møllerske Støttefond