REGIONSLEDER: Vi skal kæmpe for socialråd­giverne i sundhedsvæsenet

”Socialrådgiveren er vores yndlingskollega!” Sådan har jeg – i forskellige varianter – hørt fra både læger, sygeplejersker og SOSUer i regionerne. Socialrådgiveren er nemlig den, der løser mange af de nødvendige opgaver, som det sundhedsfaglige personale hverken kan eller vil – for eksempel brobygning og koordinering mellem det regionale sundhedsvæsen og den kommunale social- og beskæftigelsesindsats.

Med både en 10-årsplan for psykiatrien, et nyt tilbud for mennesker med stofmisbrug og psykiske lidelser og en forestående sundhedsreform, hvor der lægges op til at organisere psykiatrien og somatikken under ét, er der nok at forholde sig til for vores fagfæller i det regionale sundhedsvæsen. Vi skal arbejde hårdt for at sikre socialrådgiverne i sundhedsvæsenet den position, de har fortjent.

Østpå lægges der tilmed op til, at Region Sjælland og Hovedstaden fusioneres. Det er en fornøjelse at overvære, hvordan vores tillidsvalgte på tværs af regioner og faggrupper allerede er i sving med at klæde politikerne på med praksisfaglige indspark og bekymringer ved reformudspillet.

I Region Hovedstaden havde vi over sommeren svære betingelser for at forhandle lokallønsmidler fra sidste års ’Trepartsaftale om løn og arbejdsvilkår’. Uden fællesskabet i fagbevægelsen, hvor vi løbende delte viden og erfaringer fra vores respektive forhandlinger, havde det været endnu sværere. Men først og fremmest kan flere medlemmer i Region Hovedstadens Psykiatri (og heldigvis mange andre steder i landet) nu se frem til pæne funktionstillæg, fordi vi selv stod op for vores faglighed.

Regionen afviste os i første omgang ved forhandlingsbordet med begrundelsen, at socialrådgiverne ikke arbejder ”tæt på patienterne”. Men vi bed os fast og insisterede på, at socialrådgiverne er lige så vigtige og lige så tæt på patienterne som for eksempel sygeplejerskerne og socialpædagogerne.

Summa summarum har vi socialrådgivere en stor og stående opgave med at holde os til i sundhedsvæsenet – både når det gælder vores faglige eksistensberettigelse, vores løn og vores arbejdsvilkår.