REGIONSLEDER: Overenskomzzzzz… vågn op, det er vigtigt!

"Det er os i fællesskab, der sikrer socialrådgiverne bedre løn og arbejdsvilkår."

Der er noget, vi er nødt til at tale om. Noget, der er helt afgørende for os alle sammen: Vores overenskomster med arbejdsgiverne.

Hvis du allerede nu kæmper med at holde øjnene åbne, forstår jeg det godt – ’overenskomst’ lyder lidt af gamle dage og støvede ringbind. Men i virkeligheden er overenskomsterne spillevende og helt afgørende for vores arbejdsliv.

Overenskomsterne er nemlig bindende aftaler, der fastsætter minimumsniveauet for vores løn, arbejdstid, frihed og meget andet. Samtidig er de en topaktuel afspejling af vores arbejdsmarked og styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

For nylig mødte jeg en kommunal arbejdsgiver, der mente, at socialrådgivernes grundløn bør være lavere. Havde det ikke været for overenskomsten, kunne det meget vel blive til virkelighed. Men på grund af overenskomsten kan den enkelte arbejdsgiver ikke bare sænke vores løn, snuppe en feriedag eller uden varsel pålægge os overarbejde.

Lige nu står vi midt i forhandlingerne om nye overenskomster (OK24) for 850.000 offentligt ansatte, heraf 17.000 socialrådgivere. Vi har et hovedbudskab med til arbejdsgiverne, der er lige så enkelt, som det er sandt: Socialrådgiverne fortjener mere i løn!

Ved forhandlingsbordet kæmper vi alt, hvad vi kan, for at sikre socialrådgiverne det bedst mulige resultat. Men det er vigtigt at huske, at kampen fortsætter, også efter OK24. Uanset resultatet af OK24 skal vi tale med hinanden om, hvor vigtige overenskomsterne er, og hvad der er på spil for os alle sammen. Synlighed og bevidsthed, som baner vejen for, at vi fortsat kæmper sammen for vores goder. Og for eksempel tror jeg på, at vi indenfor de næste 10 år får det næste store gennembrud, når det gælder kortere og mere fleksibel arbejdstid – hvis vi står sammen og viser, at vi mener det!

Gør derfor dig selv og fællesskabet en tjeneste og mød op, når vi i DS taler om vores overenskomster, for eksempel når vi lige om lidt holder webinarer og andre møder om OK24. Ved samme lejlighed kan vi takke hinanden, alle os medlemmer af en fagforening, der indgår overenskomster. For det er os i fællesskab, der sikrer socialrådgiverne bedre løn og arbejdsvilkår.