Refleksion: ”Vi er kommet tættere på de unge og deres drømme”

Anne-Mette Ougaard, socialrådgiver og ­uddannelseskonsulent, Unge, Job & Uddannelse, Aarhus Kommune

Refleksion: ”Vi er kommet tættere  på de unge og deres drømme”

Foto: Mathilde Bech

”Der faldt en sten fra hjertet, for penge er bare en kæmpe stressfaktor”. ”Det gør en mere spændt på at komme i gang med en uddannelse. Det giver ligesom lidt luft under vingerne”. Sådan lyder nogle af reaktionerne fra vores uddannelsesparate unge, som deltager i forsøget ’Ungebudgetter’, hvor de kan realisere drømme og ønsker for 25.000 kroner.

Målgruppen er 20 tilfældigt udvalgte unge på uddannelseshjælp.

De skal selv komme med forslag til, hvad pengene skal bruges til – dog skal det være rettet mod job eller uddannelse, og de er fortsat omfattet af gældende regler om samtaler og aktivering.

Her i Ungecenteret er vi fem socialrådgivere, som er med i projektet. Vi er kommet tættere på de unge og deres drømme. Vi har haft flere samtaler med dem, og det har styrket relationen og tilliden. Det er en helt ny måde at arbejde på, som har givet os stof til eftertanke.

Giver det mening at give penge til en flybillet til Grønland? Laura havde brug for at få talt med sin far og for at møde sit hjemland. Det ville give hende ro i sindet, så hun kunne komme videre i sit liv og i gang med en uddannelse. Og hvad med en andel i en pølsevogn? Marco drømmer om at blive selvstændig og er i gang med en uddannelse til cater. Pølsevognen skal bruges som starten på karrieren.

Peter har brug for at bevare et socialt netværk, som han har opbygget via sin passion for e-sport. Derfor vil han gerne bruge nogle af pengene på PC-spil.

Og en computer har stået højt på de unges ønskeliste. Flere er gået i gang med uddannelse, og det at have en god computer giver dem ro og dermed en betydelig bedre studiestart. Fælles for de unge er, at de virkelig har tænkt meget og længe over, hvordan de bedst kan bruge pengene.

’Ungebudgetter’ er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Center for Social Nytænkning og Lind Invest.


Borgerstyrede budgetter. Folketinget har netop vedtaget ’Lov om forsøg med personlige borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere’, som træder i kraft 1. juli.