REFLEKSION: ”Når en sag går ind under huden, får jeg kampgejsten tilbage.”

Indrømmet. Jeg tvivler sommetider på, om socialrådgiver nu også var det, jeg skulle være. Et til tider utaknemmeligt arbejde fra både systemets og borgernes side. Følelsen af at være skraldespand for menneskers frustrationer og daglige beskyldninger om ikke at gide at hjælpe med en skid, beskyldninger som ”du er lige så uduelig som alle de andre, jeg har mødt, og I er allesammen pisse ligeglade med sådan nogen som os”.

Lyder det bekendt? Jeg bliver træt. Og når tvivlen så rigtig banker på døren, og jeg begynder at sidde og tælle SU-klip til en ny uddannelse, måske reklamebranchen? Måske bartender på Mallorca? Bare noget ANDET.

Så sker der det magiske. En ny sag banker på døren. En sag kryber ind under huden. Én har brug for min hjælp. Og det er en kompleks, fagligt udfordrende og lige-efter-bogen socialrådgiver-sag. Så bliver alle mine socialrådgiver-kompetencer støvet af og lagt tilbage i rygsækken. Og det hele giver pludselig mening igen.

Sådan en sag har jeg lige haft. Vi fik aldrig fulgt sagen til dørs. Hun besluttede sig for at absentere fra sin behandling og gå tilbage til gamle mønstre og farlige mænd. Telefonen slukket – det er den stadigvæk… Og med en bevilling af førtidspension og en indstilling til botilbud på trapperne forsvandt hun.

Jeg har med tung hånd afsluttet sagen og krydser fingre for, at hun er i live og passer på sig selv. Og lige dér mærker jeg ilden brænde. Det hele giver mening. Selv de utaknemmelige sager, systemet, der spænder ben, og urimelige afgørelser. Sommetider kommer den der ene sag, som går ind under huden, og giver dig kampgejsten tilbage.