REFLEKSION: ”Jeg kan blive lidt skræmt over, hvor sårbare vi mennesker er”

Af Steen Højer, der er socialrådgiver på Steno Diabetes Center på Aarhus Universitets­hospital

Jeg kan godt blive lidt skræmt over, hvor sårbare vi mennesker er. Det ene øjeblik har vi fuld fart på livet, og alting kører godt, og pludselig kan man befinde sig i sit livs krise. Det er coronakrisen et godt billede på – her er det tale om et helt samfund, ja en hel verden i krise.

Som socialrådgivere på et hospital oplever vi dagligt, at mennesker kommer i krise. Det er klart, at hvis ens barn får kræft, og man ikke ved, om barnet vil dø eller få alvorlige mén af sin sygdom, havner de fleste forældre i deres livs største krise.

Selv ved knap så farlige sygdomme er det ikke ualmindeligt, at forældre er i krise, når deres børn bliver alvorligt syge. Det kommer bag på de fleste forældre til et barn med en kronisk sygdom, hvor meget det påvirker ens dagligdag at have et sygt barn og den store omvæltning, som det får for hele familien.

I mit arbejde med diabetespatienter møder jeg unge, som ikke passer deres behandling med insulin. Det kan i værste fald være livsfarligt.
Selv om vi fra hospitalet i et tværfagligt samarbejde gør det bedste vi kan for at hjælpe og har mange samtaler med den unge og forældrene, kan vi ikke overbevise den unge om, hvor vigtigt det er, at passe sin behandling. Heller ikke selv om den unge har symptomer fra sin sygdom, har samtaler med psykolog, der holdes netværksmøder, skolen støtter op, og der laves underretninger, og kommunens familieafdeling er på banen. Alligevel får det ikke den unge til at ændre adfærd.

Nogle familier går næsten i opløsning på grund af situationen, og der kan være voldsomme konflikter i hele familien – og den unge vil bare ikke hjælpes.