REFLEKSION: ”Jeg kan arbejde på en måde, som vi ofte kun drømmer om”

Jeg har en borger, som har nogle psykiske barrierer. Hun har levet i et voldeligt forhold og er lige blevet skilt. I en længere periode har hun boet på krisecenter men har nu fået sin egen bolig, hvor hun netop er flyttet ind. Det har været en stor omvæltning for hende, og hun har haft brug for min støtte. Hun har diagnosen manio-depressiv, og det svinger rigtig meget, hvordan hun har det.

Under normale omstændigheder ville jeg ikke kunne bruge så meget tid på hende. Det lyder hårdt, men det er desværre sandheden i en travl hverdag. Det har jeg heldigvis kunnet nu, hvor jeg arbejder hjemmefra, og hvor kravene i beskæftigelsesindsatsen er suspenderede på grund af coronakrisen.

Jeg har ikke haft så travlt, som jeg plejer. Det har betydet, at vi har ringet sammen hver dag, og at jeg med god samvittighed har kunnet give hende den tid, støtte og omsorg, som hun har haft brug for.

Hun har eksempelvis haft brug for hjælp til at betale regninger, men det handler ikke nødvendigvis om at finde løsninger, men også om at lytte. Den daglige kontakt har givet hende ro, og det har givet mig en følelse af at være der for min borger, når hun har brug for mig.

Når alle krav er suspenderede, har jeg frihed til at fordybe mig og bruge et par dage på at gøre en sag klar til rehabiliteringsteamet. Det har jeg også gjort for den pågældende kvinde. Jeg oplever, at det faglige skøn folder sig ud, og at jeg kan lave socialt arbejde på en måde, som vi ofte kun drømmer om.

Desværre er det nok kun en lille parentes i mit og mine kollegers arbejdsliv. Med åbningen af jobcentrene , venter der et kæmpe arbejdspres. I Rødovre har vi fået 400 ekstra ledige.