Mit hadeord: Luk jobcentrene
Af Anne Thule Banke, socialrådgiver og virksomhedskonsulent, Virksomhedsservice Jobcenteret, Horsens Kommune
I 2022 lød den skarpe retorik fra statsministeren: ”Luk jobcentrene”. Min påstand er, at politikerne ikke er bevidste om, hvilke ringe i vandet det skaber at udskamme en hel beskæftigelsesindsats og true med at ”lukke jobcentrene”, der fungerer godt de fleste steder trods de udfordringer, som lovgivningen giver os. Derfor hader jeg den ytring.
Vi får færre, der ønsker at uddanne sig til socialrådgiver, færre der ønsker praktik indenfor beskæftigelsesområdet. Vi bliver stemplet og bliver et lavstatus-område.
Men jobcentrene er her endnu. Så rank ryggen socialrådgiver, jobkonsulent, beskæftigelsesrådgiver og fortæl verden om det vigtige arbejde, I udfører på jobcentrene.