DEBAT: Ressourceforløb var et nødvendigt tilbud til sårbare unge

Af Maja Albrechtsen, Unge, Job og Uddannelse, Aarhus Kommune

Fra 1. februar kunne mine kollegaer og jeg ikke længere tilkende ressourceforløb. Det er et kæmpe tab, især for de unge. Jeg vil ikke underkende de borgere, som fortæller om, hvordan deres berettigede førtidspension blev udsat igen og igen med ressourceforløb – sådan skal det ikke være. Men for os, der arbejder med de allermest sårbare unge, har det været en ramme, som har givet os rum til at passe ekstra godt på en målgruppe, der i den grad har brug for det.

Langt de fleste unge med særlige behov vil gerne ud på arbejdsmarkedet og være en del af det fællesskab, som følger med. Der er gode ordninger derude, hvor man kan arbejde i få timer, også i forbindelse med en førtidspension.

Men hvis man pensionerer ved det fyldte 18. år, er der ingen håndholdt indsats som hjælp til at finde et godt skåne- eller frivilligjob. Der er ingen, som tjekker op på, om den unge har brug for en mestringsvejleder, botilbud eller misbrugsbehandling.

Ressourceforløb gjorde det muligt at skræddersy forløb efter den enkeltes udfordringer og sikre støtte og indhold i hverdagen ud over førtidspension eller fleksjob. Nu skal vi løse den opgave med de unge på kontanthjælp. Etisk set er det ikke stedet for unge med særlige behov – man er ikke bare mellem jobs, men i gang med en krævende proces. Ydelsen er lavere, og lovkravene til støtte og indsats er mindre, ligesom der ikke er en plan med konkrete punkter, der skal følges – som der var i et ressourceforløb.

Den nye situation kræver, at kommunerne ser, anerkender og hjælper sårbare unge på en anden måde. Sagstallet skal holdes nede, og der skal være plads til at tilrettelægge en indsats efter borgernes behov.

Mine kollegaer og jeg har mange ideer. Jeg vil opfordre mine venner i politik til at tage fat i ledelsen i de lokale jobcentre eller Dansk Socialrådgiverforening, hvis I vil vide mere om målgruppen. Jeg peger jer også gerne i den rigtige retning. Det er så vigtigt, at vi passer godt på vores unge.