Refleksion: ”Hvordan skal vi botræne borgere til at lave mad, hvis der ikke er køkken i boligen?”

Louise Skoubo Hansen er socialrådgiver og arbejder som myndighedssags­behandler og visitator i Socialafdelingen, Køge Kommune.

Refleksion: ”Hvordan skal vi  botræne borgere til at lave mad, hvis der ikke  er køkken i boligen?”

Foto: Lisbeth Holten

Arbejdet med mennesker med psykisk sygdom og handicap kræver faglig viden, men også velegnede fysiske arbejdsvilkår og arbejdsredskaber, der kan fungere somredigRedigeret af Susan Paulsen en ”genoptræningsbane”, hvor borgeren skal øve sig i at klare sig selv uden pædagogisk støtte.

Hvordan kan fysioterapeuten hjælpe med at genoptræne borgerens fysiske skade, hvis der ingen hjælpemidler og træningsredskaber er? På samme måde kunne man spørge, hvordan ansatte på et botilbud for mennesker med psykisk sygdom skal botræne borgeren til at kunne købe ind og lave sin egen mad, hvis der ikke er et køkken i boligen? Det er en udfordring på botilbud med store fælles- og industrikøkkener – eller på institutioner, som får maden bragt udefra. Desværre bliver bostedernes fysiske rammer ofte nedprioriteret, når kommunerne lægger budgetter.

Som visitator arbejder jeg med socialt udsatte og borgere med handicap eller psykisk sygdom – skizofreni, angst, depression eller selvskadende adfærd – hvor jeg oplever, at de fysiske rammer på nogle bosteder er en hæmsko for, at de kan blive mere selvhjulpne og eksempelvis lære om gode kostvaner.

Tænk, hvordan vi kunne hjælpe borgere til hurtigere at kunne blive uafhængige af hjælp og støtte, eller blot kunne nedsætte omfanget af støtte, hvis vores arbejdsredskaber var nutidige og ”simulerede” den virkelighed, vi forsøger at træne dem op til.

Når de fysiske rammer ikke fungerer optimalt, står det i stærk kontrast til ambitionerne om, at vi skal arbejde udviklende med borgere med psykisk sygdom og handicap.

Medvirker vi til en form for institutionalisering, når vi placerer borgere i tilbud, hvor man ikke har faciliteterne til at botræne og i stedet ”vænner” borgeren til at bo på en måde, der ikke med tiden kan overføres til en selvstændig tilværelse?