Profession: Misvisende jobtitler svækker fagets omdømme

Det lyder måske harmløst, at socialrådgivere skal kalde sig sagsbehandlere eller konsulenter på lige fod med andre faggrupper på arbejdspladsen. Men det kan få konsekvenser, at de ikke må bruge den titel, de har uddannet sig til.

– For den enkelte socialrådgiver kan det gå ud over selvopfattelsen og den faglige identitet, at hun skal dele titel med kolleger med andre uddannelsesbaggrunde, som ikke nødvendigvis har den samme opfattelse af professionsetik som socialrådgivere. Det kan svække den enkelte socialrådgivers orientering mod vores faglige standarder og etiske normer, siger Helle Antzcak.

Hun er selv uddannet socialrådgiver og er docent på socialrådgiveruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Faglige standarder handler for eksempel om det vejledende tal for, hvor mange sager den enkelte kan håndtere for samtidig at kunne levere kvalitet i sagsbehandlingen, og professionsetisk skal socialrådgivere blandt andet arbejde for social forandring og udvikling af borgerens selvværd, og de skal respektere borgerens egne valg.

– Det er vigtigt, at vi som professionsbærere har det in mente. Enhver profession har sine standarder og normer. Beskæftigelseskonsulent med andre baggrunde skal leve op til forpligtelserne i lovgivningen, men en tømrer eller en filosof er ikke forpligtet af en professionsetik, som siger, at de skal respektere borgerens valg, fremme social forandring og modvirke diskrimination, hvor jeg som socialrådgiver ikke kan gå på kompromis med det, siger Helle Antzcak og tilføjer, at hun kender en filosof, som netop har fået job som beskæftigelseskonsulent.

I sidste ende kan svækkelsen af den faglige og etiske identitet hos den enkelte socialrådgiver gå ud over hele professionen.

– Som profession har vi et stærkt fagligt og teoretisk fundament, men vores omdømme er dybt afhængigt af vores udøvelse i praksis. Hvis vi for eksempel ikke inddrager borgeren som følge af, at vi har for mange sager, går det ud over vores status og omdømme. Så hvis den enkelte socialrådgiver mister orienteringen mod standarder og normer, får det betydning for professionens legitimitet i befolkningen, siger Helle Antzcak.

Selv om socialrådgiveres fagidentitet ikke er så synlig for befolkningen som læger, der aflægger lægeløfte, og sygeplejersker, der bærer et emblem som symbol på deres autorisation, så ved folk, at socialrådgivere står på mål for borgernes retssikkerhed, vurderer hun.

– Danskerne er godt klar over, at socialrådgivere skal behandle folk ordentligt i det sociale system, være gode i kontakten og give en ordentlig sagsbehandling.

Retssikkerheden kan være i spil

Helle Antzcak forstår godt, at ledelsen af for eksempel et jobcenter vil have, at medarbejderne bruger samme titel. Ellers kan det blive et virvar af titler.

– Borgerne skal gerne fornemme, at de får samme faglige standard, uanset om jobkonsulenten har en baggrund som tømrer, er nyuddannet filosof eller er socialrådgiver. Ellers kan det blive et problem: ’Skal jeg tale med en filosof? Hvad ved han om beskæftigelse?’ Samtidig vil ledelsen skabe et dynamisk fællesskab blandt medarbejderne, og en fælles titel signalerer, at de er lige gode, siger hun.

Det vil ikke nødvendigvis svække borgernes retssikkerhed, at socialrådgivere ikke må bruge deres titel. Men det kan det gøre.

– Socialrådgivere har et stærkt juridisk ben fra deres uddannelse, så min påstand er, at de er bedre til at sikre borgernes rettigheder end mange andre. Der kan godt sidde en beskæftigelseskonsulent med tømrerbaggrund, som virkelig har styr på lovgivningen, så jeg vil ikke tale andre profiler ned, men hvis borgeren kan se, at beskæftigelseskonsulenten er socialrådgiver, ved han, at der bliver taget højde for hans retssikkerhed. Så på den måde kan man sige, at borgeren har krav på at vide det, siger Helle Antzcak.

I forhold til selve retssikkerheden er det dog ikke et spørgsmål om titlen.

– Det handler om, hvorvidt der er ansat socialrådgivere nok. For uanset om de har lov til at kalde sig socialrådgivere eller ej, er de socialrådgivere.

Autorisation styrker fagets status

– Nej, svarer Helle Antzcak prompte på spørgsmålet om, hvorvidt man kan forestille sig, at læger og psykologer får forbud mod at bruge deres professionstitler.

– Det samme kan ikke ske for læger, psykologer og jurister. De akademiske professioner har en højere status end velfærdsprofessionerne, fordi de har deres eget selvstændige, teoretiske og forskningsbaserede fundament. Det gør en stor forskel, siger hun.

Mens medicin og jura har rod i middelalderens universiteter, udspringer velfærdsuddannelserne af velfærdsstaten med udvikling af en stor offentlig sektor.

– Velfærdsuddannelserne er skabt til at løse opgaver inden for sundhed, uddannelse og socialt arbejde og låner viden af de akademiske fag. Sygeplejerskerne låner fra lægeprofilen, og vi låner fra sociologi, psykologi, psykiatri, jura og politologi. Det giver os en stærk, helhedsorienteret profil, som gør os velegnede til at løse forskelligartede, komplekse problemer. Men det giver ikke samme status og anerkendelse som de klassiske universitetsuddannelser, der hele tiden vedligeholder og udvikler deres vidensgrundlag via forskning, uddyber Helle Antzcak.

Det er forholdsvis nyt, at der bliver forsket i socialt arbejde, og det forudsætter, at der bevilges penge til det. Men langt de fleste forskningsmidler går til de klassiske statusfag.

– Så længe det er på den måde, vil vi halte bagefter. Det gør det svært for os at håndhæve vores professionstitel.

Selv om sygeplejerskerne heller ikke hviler på deres eget vidensgrundlag, finder Helle Antzcak det utænkeligt, at en hospitalsledelse pludselig siger, at de ikke længere må kalde sig sygeplejersker. Det skyldes, at de har autorisation.

– En autorisationsordning for socialrådgivere vil styrke fagets status og dermed enhver socialrådgivers faglige selvbevidsthed. Samtidig vil autorisation øge sandsynligheden for, at socialrådgivere lokalt kan gøre krav på deres professionstitel, vurderer Helle Antzcak.

Fem kernekompetencer

Det er vigtigere end nogensinde at holde den faglige fane højt, mener Helle Antzcak. Det skyldes blandt andet, at der er sket en øget specialisering i lovgivningen.

– Da jeg blev uddannet, var bistandsloven hovedloven, og som sagsbehandler i en kommune skulle jeg både rådgive ledige, trængte familier og folk, som var på vej på pension. I dag er der større behov for, at socialrådgivere specialiserer sig. Der er mange flere jobfunktioner end for 30 år siden, og vi er blevet mere forskellige, siger hun.

Samtidig presser metodestyring den faglige autonomi og dermed muligheden for at foretage selvstændige faglige vurderinger. Det giver større risiko for, at socialrådgivere følger rutiner og tænker mindre selv.

– Både metodestyring og specialisering øger behovet for, at socialrådgivere er bevidste om fagets faglige standarder og etiske værdier. Men ikke kun det. I et stort og komplekst felt har vi også brug for at kende til vores faglige kernekompetencer.

Som docent på Københavns Professionshøjskole har Helle Antzcak været med til at formulere fem bud på, hvad socialrådgivere skal kunne:

• Danne relationer til borgeren
• Føre en professionel samtale uanset formål og jobfunktion.
• Træffe socialfaglige myndighedsafgørelser baseret på systematisk sagsbehandling.
• Forholde sig helhedsorienteret til borgerens behov og arbejde tværfagligt, hvis borgeren har behov for hjælp til andet end det, henvendelsen drejer sig om.
• Mestre en række indsatser, metoder og redskaber for at skabe den bedste indsats for borgeren.

– De fem kernekompetencer hjælper os til at holde fast i, at vi er en samlet profession, og det har vi brug for at være, hvis vi skal opnå ret til at bruge vores titel. Samtidig knytter de sig til det at kende og skabe et nyt vidensgrundlag for faget gennem forskning, siger Helle Antzcak.

---

Læs Dansk Socialrådgiverforenings professionsetik, som sætter fokus på de centrale værdier i det sociale arbejde og lægger op til faglig refleksion og dialog på arbejdspladsen om det arbejde, man udfører. Find pjecen på socialraadgiverne.dk/professionsetik