PRAKSISKLUMMEN: Værdighed kan også være en rodet lejlighed
af Louise Marie Friis, der er sundhedssocialrådgiver ved Odense Universitetshospital
Der er behov for en grundig rengøring og oprydning i Knuds lejlighed. Chokket i stemmen i telefonen er ikke til at overhøre. Jeg taler med Knuds bror, som for første gang i flere år er i Knuds lejlighed. Knud er indlagt med en hjerneblødning. Han er førtidspensionist, drikker i perioder og er tidligere kendt i psykiatrien med social angst.
Herefter sidder jeg på hospitalsstuen med Knud og familien. Familien vil have, at der gøres noget ved lejligheden nu. Knud er irriteret. At befinde sig på hospitalet og være nødt til at udlevere sin nøgle til sin bror er i sig selv grænseoverskridende for Knud. Men at der sættes spørgsmålstegn ved hans måde at leve på og hans hjem er med til at gøre stemningen anspændt mellem Knud og hans familie på stuen.
Jeg siger: ”Hvis der er så rodet og trænger så meget til rengøring, at hjemmeplejen ikke vil komme i din lejlighed og hjælpe, før der er styr på det, hvad vælger du så, Knud?”
Knud svarer: ”Hvis det er tilfældet, så må der blive ordnet det, der er nødvendigt, for at jeg kan få hjælp. Men ellers skal der ikke røres ved noget.”
Jeg ringer til kommunen. De kender Knud i forvejen, er vant til at komme i hans lejlighed. De har ikke problemer med at komme i Knuds lejlighed, selv om han lever, som han gør. For det meste lukker han dem ind, andre gange afviser han deres hjælp – men det er hans valg.
Der ikke er yderligere at gøre i forhold til Knuds lejlighed. Familien er frustreret. Jeg forstår deres frustration, men samtidig ser jeg også, at Knud er i stand til selv at træffe beslutninger. Og problemstillingen er ikke affødt af Knuds akutte helbredsmæssige situation. Det handler om værdighed. Værdigheden ligger i at lytte til Knud, selv om han sidder i hospitalstøj og har en hjerneblødning.
Knud er et opdigtet navn, red.