PRAKSISKLUMMEN: Tre hotdogs med det hele
”Er der noget, du godt kunne ønske dig?” Jeg nåede slet ikke at tænke over mine ord, før de fløj ud af munden. Jeg fornemmede, at spørgsmålet kunne bringe os mange steder hen.
Der var intet hus at vende hjem til, intet af hans tøj tilbage, ingen kat. Hans bror havde lige været på besøg på Hospice Sydfyn med besked til ham om, at hans hus var ubeboeligt, at hans tøj var smidt ud, og at hans kat var blevet aflivet. Han var vant til at passe sig selv. Hans hus og tøj var mere rodet og urent end gennemsnittet, men det var hans. Hans kat var aflivet – uden at han vidste det. Tilbage sad han i hospitalsskjorten – selv det talte sprog kunne han ikke bruge frit længere på grund af kræften i halsen.
Han havde kaldt mig ind på stuen, og der var plads til de følelser af vrede, sorg og afmagt, som væltede op i ham. Jeg italesatte de følelser, som jeg så hos ham, og fangede hans ellers undvigende blik.
”Er der noget, du godt kunne ønske dig?” Jeg nåede slet ikke at tænke over mine ord, før de fløj ud af munden. Jeg fornemmede, at spørgsmålet kunne bringe os mange steder hen. Han kiggede på mig som om, at han lige skulle se, om jeg virkelig mente det. Jeg fastholdt hans blik, jeg vidste, at jeg ikke kunne trække mit spørgsmål tilbage, selv om det bragte os ud i ukendt land.
Han trak opgivende på skuldrene og sagde stille: ”En pølsevogn”.
”Hvad skal du med en pølsevogn?”, spurgte jeg.
”Have en ristet hotdog med det hele”, hviskede han.
”Det kan jeg godt skaffe til dig,” lovede jeg.
”Kan du? ” sagde han helt forbavset.
”Ja, skal du kun have en?” spurgte jeg.
”Nej, tre hotdogs” svarede hen med et smil. For første gang så jeg lidt spil i hans øjne, og han lavede spontant fingerkys til mig.
Hans smil varmede enestuen op, og jeg rakte spontant ud efter hans senede skulder og gav den et klem.
Han nåede at få sine tre hotdogs, inden han døde. Det krævede tværfagligt samarbejde: Hospicekokken lavede tre små hotdogs specielt til ham. De blev skåret i små bidder, og gaflen blev ført til hans mund af plejepersonalet, mens han nød hver en bid, selv om det krævede tid og anstrengelse af ham.
af Louise Marie Friis, der er sundhedssocialrådgiver ved Odense Universitetshospital og formand for DS’ Fagligt Selskab for Sundhedssocialrådgivere