PRAKSISKLUMMEN: Mit julehåb er, at vi bliver ved med at prøve

Nogle gange lykkes vi – på trods. Vi finder veje gennem systemerne, finder plads og tid i en ellers fyldt kalender, får gjort det ekstra – og lykkes. Lykkes med de små fine møder, lykkes med at slå følgeskab med et menneske med problemer, der finder håb, finder en udvej, eller finder mening med det, der er.

Andre gange er det anderledes. Andre gange prøver vi. Bruger al vores sociale fantasi, vores netværk, vores skæve ideer – og den tid, der egentligt ikke var. Og står alligevel der, med borgere, som ikke får den hjælp, de synes, de har brug for. Borgere, der ser, mærker og oplever et system, som ikke ser dem. Og hvor vi er det system, eller i hvert fald en del af det.

Det at tale med en mor, der ser sit lille barn ganske få timer om måneden, og fornemme sorgen, afmagten og fortvivlelsen over, hvordan livet blev et andet end det, hun havde håbet. Eller at følge en mor til samvær og høre om alle de håb, ideer og drømme, hun har – mens virkeligheden nu og her er et møde, der føles alt for kort i et hus, der føles alt for kommunalt.

Ofte kan vi godt se bag afmagten. Vi kan forstå, hvor vreden, sorgen og utilfredsheden kommer fra. Men ofte kan vi se på det, uden at kunne gøre ret meget fra den position, som vi nu engang er i. Der, hvor jeg oplever, at det river og bider allermest, er der, hvor mennesker kommer i klemme og ikke oplever, at det, de udsættes for, giver mening.

Jeg ser så mange socialrådgivere gøre alt, hvad de kan for at gøre det, vi gør, logisk, forståeligt og menneskeligt. Mit julehåb er, at vi bliver ved med at prøve, bliver ved med at gå ind med de allerbedste intentioner, også overfor dem, der larmer eller bider lidt af os. Mit julehåb er, at vi som system bliver bedre til at lytte og forstå og formidle meningen med det, vi gør – også når det, vi gør, ikke umiddelbart giver mening for den eller dem, vi gør det ved.

af Karina Rohr Sørensen der er Leder, Den Sociale Døgnvagt, Københavns Kommune