PRAKSISKLUMMEN: Faglighed og etik i det virtuelle møde

Indrømmet: Virtuelle møder er supereffektive! Fra at være noget, som kun de ganske få (og meget teknologibevidste kolleger) har haft styr på, så er video-møder her under corona-nedlukningen blevet hverdag, allemandseje og en integreret del af daglig praksis.

I min forvaltning har vi i den grad taget mødeformen til os – og dét i et omfang, så vi er topscorer i kommunens samlede brug af virtuelle møder og samtaler. Jeg tænker, at det fortæller en del om, hvor stort et interaktions- og samtalefag, vi som socialrådgivergruppe er.

Processen har langt hen ad vejen været ’learning by doing’, men vi er helt sikkert mange, der på flere måder har erfaret, at virtuelle møder kan være et rigtig godt redskab til at etablere eller opretholde kontakt – både med borgere og med hinanden som fagfæller.

Så jeg er begejstret. Både i forhold til mødeformen, som muliggør kontakt på trods af distance og på grund af flere gode erfaringer, som er kommet frem undervejs. For eksempel som døråbner for forskellige typer af borgere, der af forskellige årsager har det rigtigt svært med fysisk kontakt eller fremmøde; blandt andet i Jobcentret.

Og jeg hører, at entusiasmen er bredt delt. Men! For jeg tænker, at der er et stor men: Den virtuelle samtaleform kalder på overvejelser og helt nye kompetencer hos os fagpersoner i forhold til traditionelle, fysiske møder. Og der er bestemt også grænser for, hvilke møder der uden videre kan flyttes over på den virtuelle platform.

Så lad os nu som faggruppe hurtigst muligt få taget en kvalificeret, faglig debat og ikke mindst en etisk refleksion om, hvordan virtuel møde- og samtalefacilitering kan kvalificeres som faglig disciplin for os. Og ikke mindst hvilke typer opgaver, møder og samtaler, den virtuelle form egner sig til – og hvornår den ikke gør.