Peter Hummelgaard bryder tabu om barndom med voldelig far: ”Jeg skammede mig over at være fra sådan en familie”

Justitsministeriet ligger lige bag Børsen, som er under genopbygning efter branden for snart et år siden. Knap 18 kilometer herfra ligger Kastruplundgade på Amager, hvor den socialdemokratiske justitsminister Peter Hummelgaard voksede op. På en råkold, grå vinterdag stiller han op til endnu et interview om sin debatbog ”Der er noget vi skal tale om”. Her beskriver han sin opvækst med en voldelig far og bryder sin ’selvpålagte’ tavshed om emnet.

– Det er som justitsminister, at jeg begynder at reflektere dybere over, hvad det er, jeg kommer fra, og hvad det er, jeg er vokset op i. Ellers har jeg brugt utrolig mange år på at gemme det så langt væk som overhovedet muligt. At foregive at – ikke at jeg kom fra et harmonisk hjem – men i hvert fald et mere almindeligt hjem. Det gjorde jeg på grund af skam, men også på grund af manglende lyst til overhovedet at konfrontere det, jeg selv kommer fra, siger han fra ministerkontoret, hvor han har sat sig for enden af det lange bord.

Barndom med vold

Ved at indvie offentligheden i sin barndom med en voldelig far nuancerer Peter Hummelgaard mildt sagt sin selvfortælling om en arbejderopvækst med en far, der sled hårdt som bagageportør for SAS. I bogens prolog får vi glimt af den barske virkelighed i Hummelgaards barndomshjem:

”I lejlighedens fordelingsentré kan jeg se min far stå foroverbøjet over min mor. Han trækker hende i håret hen over gulvet, mens hun skriger i smerte. Jeg skriger også af mine lungers fulde kraft.”

Og en anden episode med vold:

”Jeg husker ikke, hvad jeg har sagt eller gjort. Om jeg bliver skubbet eller kastet. Men jeg husker, at der den dag ikke er nogen, der låser sig ind i lejligheden og tager mig med. Måske er det fra slaget, et spark eller faldet alene, men jeg får et blåt mærke i siden, som jeg i dagene efter i skjul betragter, indtil det langsomt forsvinder.”

Peter Hummelgaard understreger, at han ikke ønsker, at nogen skal have ondt af ham. Trods volden følte han sig privilegeret, fordi han havde omsorgsfulde personer i sin nærhed, især sin mormor og morfar. Under voldsepisoderne blev han ofte hentet af sin morfar, der boede i opgangen ved siden af:

”Han samler mig op og bærer mig over i den anden opgang, op i deres lejlighed, hvor min mormor står klar med kærlighed og tryghed. Det bliver igen til et par dage på deres brune Børge Mogensen-lædersofa.”

Held og tilfældigheder

Ministerens refleksioner over sin opvækst har fået ham til at tænke på, hvor meget tilfældigheder og held betyder for et barns liv.

– Det, der har animeret mig til at skrive bogen, er for det første erkendelsen af, hvor stor en rolle tilfældigheder og held desværre spiller ind i forhold til, hvilken side af hegnet, du ender på, siger han med henvisning til, at mange af dem, der begår vold og havner i fængslet, selv har været udsat for vold.

– Har du nogle omsorgspersoner tæt på dig, som griber ind og giver dig en sikker havn – for mit vedkommende en sofa hos min mormor og morfar, hvor jeg kunne sove trygt – eller har man ikke? Er der den helt rigtige opmærksomhed på det helt rigtige tidspunkt fra fagpersoner – hvad enten det er pædagoger, skolelærere eller socialrådgivere. Meget af det er jo selv i 2025 et spørgsmål om tilfældigheder, siger Peter Hummelgaard, der i bogen takker to navngivne lærere for at være der for ham og kammeraterne.

– Og så har jeg også skrevet bogen i erkendelse af, at hvis vi for alvor vil forebygge vold og hjælpe børn, som er ofre for vold i hjemmet, så kræver det, at vi tager livtag med det problem, som i Danmark stadig er alt for stort: Hvert femte barn bliver slået derhjemme, og hver fjerde oplever psykisk vold fra deres familier. Hvorfor taler vi ikke om det, spørger ministeren retorisk.

Loyalitet og bortforklaringer

Indtil bogen blev udgivet, var det kun de allernærmeste, som vidste, at Peter Hummelgaard var vokset op i et hjem med vold.

– Jeg har kun delt det med folk, som har været allertættest på mig, og uden at folde det ud. Jeg har givet dem et par stikord sammen med den faktuelle viden om, at jeg ikke har et rigtigt forhold til min far og kun har set ham sporadisk, siden jeg var i starten af tyverne. Jeg har haft en forventning om, at folk godt kunne lægge to og to sammen, og har samtidig signaleret, at jeg ikke har haft det store ønske at tale mere om det. Jeg har mest talt med min hustru om det, og det har først været inden for de seneste år.

Som barn betroede han sig ikke til nogen – heller ikke til psykologen i Tårnby Kommunes familieafdeling, som han blev henvist til efter en hospitalsindlæggelse. Han blev indlagt med mavesmerter, men lægerne kunne ikke finde nogen fysisk årsag. I sin bog forklarer Peter Hummelgaard, at det primært var skam, som afholdt ham fra at fortælle psykologen om sin fars vold, men det var også tanken om, at det måske ville gøre alting værre:

”Jeg skammer mig over at komme fra ’sådan en familie’, hvor den slags foregår. Jeg har intet som helst behov for at dele det med nogen, hvordan jeg egentlig har det. Jeg kan ikke se, at der skulle komme noget godt ud af at fortælle det til en fra kommunen. I bedste fald vil der ikke komme noget ud af at tale om det, tænker jeg. I værste fald vil alt det derhjemme blive værre.”

Selv om Peter Hummelgaard fik omsorg fra sin mormor, som han har dedikeret bogen til, erindrer han ikke, at faderens vold blev italesat.

– Min mormor og morfar var af en anden generation. Vi havde ikke nogen form for ’debriefing’, når episoderne med vold fandt sted. Det handlede mere om kram og kærlighed og at få læst bøger, til jeg faldt i søvn på min mormors brune sofa. Det har været meget sent i mit voksne liv, at jeg har genbesøgt og snakket med både min mor, mormor og moster om volden.

Peter Hummelgaard har ofte reflekteret over årsagen til den vold, der fandt sted i hans barndomshjem.

– Jeg har både som barn og langt op i mit voksne liv forsøgt at finde forklaringer – og også nogle gange bortforklaringer. Jeg kunne godt se, at mine forældre på mange måder havde et dysfunktionelt forhold, som kom til udtryk i vold. Men man vil jo af loyalitet gå langt for at finde undskyldninger for sine forældre samtidig med, at jeg nok heller ikke var bevidst om, hvor forkert det egentlig var – det har man jo ikke et billede af, når det det er ’normalt’, at man kan blive slået derhjemme.

Kriminalisering af tavshed

Hummelgaards bog rummer 21 forslag til bekæmpelse af vold mod børn, herunder et kontroversielt forslag om at kriminalisere manglende underretning i socialt udsatte boligområder. Ministeren lægger op til, at det ikke kun er strafbart at slå sine børn, men også for lokalmiljøet at se passivt til eller bakke op om volden. Forslaget har mødt heftig kritik blandt andet for at kunne stigmatisere udsatte boligområder yderligere samt for risikoen for, at det kan føre til en række grundløse underretninger.

Peter Hummelgaard understreger, at han ikke har lagt sig fast på det endelige værktøj, og at det vigtigste for ham er, at der gøres en ekstra indsats for at bryde den tavshedskultur, som præger udsatte boligområder.

– Vi er nødt til at se det bæst i øjnene, at udfordringerne og omfanget af vold mod børn er større i ikke-vestlige minoritetsmiljøer end gennemsnitligt i etnisk danske miljøer. Det står dog ikke i modsætning til den grundlæggende kendsgerning, at vold finder sted i alle typer familier, på tværs af samfundslag og socialklasser. Det sker overalt, og der skal gøres en indsats alle steder, siger ministeren med eftertryk og fortsætter:

– Mit forslag går ud på, at vi skal gøre en ekstra indsats for at bryde den endnu mere gennemgribende tavshedskultur, som præger nogle af disse boligområder. Jeg er ikke håndfast på, at en skærpet underretningspligt er det rigtige værktøj, men jeg vil insistere på, at når vi gør noget, skal vi også gøre det med et særligt fokus på de udfordringer, som ikke-vestlige minoritetsbørn står overfor.

– I dag svigter vi dem på flere måder. Vi er dårlige til at opdage vold og svigt mod dem, og selv når det opdages, er vi markant dårligere til at sætte de nødvendige foranstaltninger i gang, siger ministeren.

Han henviser til tal, som viser, at der i gennemsnit skal otte underretninger til, før vi handler på vold mod et etnisk dansk barn, mens der i gennemsnit skal 34 underretninger til, før vi gør det med et ikke-vestligt minoritetsbarn. Tallene fremgår af ’Velfærdspolitisk Analyse’, 2021, udgivet af det daværende Social- og Ældreministerie.

Screeninger skal afsløre vold

Justitsminister Hummelgaard foreslår obligatoriske retsmedicinske screeninger ved mistanke om vold mod børn på baggrund af projektet ’Systematisk retsmedicinsk screening af børn ved mistanke om vold’, som er udført i Børnehus Hovedstaden i samarbejde med Retsmedicinsk Institut og Københavns Politi.

Evalueringen af projektet viser, at kun 3,8 procent af børn i et børnehusforløb blev undersøgt af en børnelæge, og kun 2,3 procent af en retsmediciner. Men ved systematisk screening, som i projektet, viste det sig, at 28 procent af børnene faktisk havde været udsat for vold.

– Jeg har haft en god dialog med Dansk Socialrådgiverforening og flere andre organisationer, som arbejder med vold mod børn. Jeg er enig i ønsket om at indføre obligatoriske screeninger, og jeg vil tage det med videre i regeringens drøftelser om, hvilke konkrete initiativer, der skal iværksættes.

Ministeren præsenterer også et forslag om at styrke de fem regionale børnehuse, hvor det præciseres, at kommuner skal sende sager om mistanke om vold mod børn til børnehusene og at der skal tilføres ekstra ressourcer. På spørgsmålet om, hvornår det kan realiseres, svarer ministeren:

– Jeg kan ikke svare på vegne af hele regeringen, men jeg ved, at der bliver arbejdet på det konkret – ligesom der bliver arbejdet på mine øvrige forslag i bogen (se boks). I forhold til børnehusene, så foreslår jeg at styrke børnehusene markant, så det ikke bliver et ressourcespørgsmål, der afgør, hvor mange af børnene, der får den fornødne hjælp.

Voldens arv

Peter Hummelgaard, som har været justitsminister siden 2022, pointerer, at man ikke kan tale om kriminalitetsforebyggelse uden at interessere sig for vold mod børn. Han har selv haft en frygt for at videreføre volden.

– Når jeg kommer rundt i fængsler, arrester og sikrede ungdomsinstitutioner, møder jeg også gerningspersonerne. Det er tankevækkende at se mennesker i øjnene, som har begået nogle af de allermest alvorlige og forfærdelige forbrydelser, men som ikke desto mindre har noget til fælles med mig selv – nemlig at være vokset op i et hjem med vold og svigt.

– Både i min barndom og især i mit voksne liv har jeg haft en frygt for – særligt inden jeg selv fik børn – hvad jeg bærer rundt på. Bør jeg være bange for selv at videreføre et mønster, som man ved kan gå i arv? I en del år havde jeg svært ved at binde mig og forpligte mig i kærlighedsrelationer, fortæller ministeren, der nu er gift og far til to børn.

– Og lige så meget energi jeg har brugt på at pakke det væk og gemme det så langt væk som muligt, lige så meget energi har jeg også skullet bruge på at pakke det ud igen. Da jeg gik på juleferie, var jeg fuldstændig fysisk og mentalt træt på en måde, som jeg ikke har været før, fortæller Peter Hummelgaard.

Mere hjælp end straf

På spørgsmålet om hvilke tanker Peter Hummelgaard gør sig om, hvad der kunne have hjulpet faderen, som selv var udsat for vold som barn, til at ændre adfærd, lyder svaret.

– I forhold til min far tror jeg, at noget af det, der kunne have hjulpet, var tidligere konfrontation fra hans omgivelser. At han havde vidst, at hans adfærd blev bemærket. Efter at jeg har udgivet min bog, har mange af min fars tidligere kollegaer, venner i familien og andre tæt på os sagt: ”Hold da op, vi vidste ikke, at det her foregik hjemme hos jer. Hvorfor sagde I ikke noget?”

– Jeg tror som sagt, at tavsheden var en kombination af skam over at være ”en sådan familie” og en forestilling om, at det måske var normalt – at det sikkert også foregik i mange andre hjem, fortæller han og uddyber sine holdning til balancen mellem straf og rehabilitering i arbejdet med at reducere vold mod børn.

– Jeg tror, at straf i nogle tilfælde kan have en effekt, men i de fleste tilfælde handler det mere om hjælp. Hjælpen kan komme fra myndighederne, men jeg tror i lige så høj grad, at det kræver en bredere indsats. Derfor mener jeg også, at hvis vi virkelig skal komme problemet med vold til livs, kan det ikke alene være op til de offentlige myndigheder. Det kan ikke kun være socialrådgiverens ansvar for de enkelte sager – det er et ansvar, vi alle sammen har som samfund. Grundlæggende har vi alle både pligt og ret til at handle, hvis vi ser, at mennesker bliver gjort fortræd, siger han og fortsætter:

– Hvis vi tager udgangspunkt i, at hvert femte barn i Danmark udsættes for vold i en eller anden form, står det klart, at vi ikke kan løse problemet alene ved hjælp af anbringelser. Det kommer ikke til at ske, og det har, med den statistik vi har til rådighed, heller ikke en lykkelig udgang.

Socialrådgivernes vigtige rolle

Peter Hummelgaard pointerer, at en væsentlig del af løsningen på vold mod børn skal findes i forebyggelse og støtte.

– Her ser jeg for mig, at socialrådgivere i stigende grad vil spille en central rolle. Det handler om at hjælpe familier gennem støtte og dialog. Der er mange forældre, som ønsker at bryde de negative mønstre, de er vokset op med, hvis de får de rette betingelser og støtte.

– Socialrådgivere spiller også en vigtig rolle i at hjælpe børn med at åbne op om volden. Det er afgørende, at børnene forstår, at det at betro sig til en fagperson ikke nødvendigvis betyder, at de vil blive fjernet fra hjemmet, eller at deres forældre ender i fængsel. Vi skal skabe et trygt rum, hvor børn tør fortælle om deres oplevelser. Vi kan ikke forvente, at børnene selv siger noget om volden.

Brug for viden

Hvordan vil Peter Hummelgaard så måle succesen i kampen mod vold? Er det gennem flere underretninger, flere anmeldelser, mere forebyggelse eller noget helt fjerde?

– Jeg vil sige det hele. Grundlæggende – og det er noget af det, jeg har erfaret i arbejdet med denne bog – er vi prisgivet af, at vi ikke har ordentlige, tilbagevendende undersøgelser, som kan benchmarkes mod hinanden for at forstå udviklingen over tid, hvad angår vold mod børn. Generelt er der mange ufuldstændige data, så en del af dette handler også om, at vi skal bruge og skaffe bedre viden – og det er vi allerede gået i gang med sammen med Børns Vilkår – men der er behov for mere end det. Vi bliver nødt til at finde en måde at måle det over tid, og der er brug for en samlet indsats.

– En anden vigtig faktor er at sikre, at flere instanser – både private og fagprofessionelle – bliver bedre til at anvende underretningssystemet, siger Peter Hummelgaard, og understreger, at det særligt gælder for faggrupper, hvor det ikke er en central del af deres kernekompetence, i modsætning til socialrådgivere, hvor det er en naturlig del af deres arbejde.

Derudover fremhæver ministeren, at det er afgørende at sikre, at der skabes en bredere offentlig forståelse og accept af, at vold mod børn aldrig kan retfærdiggøres med kulturelle hensyn eller andre undskyldninger.

Samtalen ved køkkenbordet

Peter Hummelgaard understreger, at hans vigtigste budskab er, at der skal tales langt mere og mere åbent om vold mod børn og om, hvordan vold skader både det enkelte barn og hele samfundet.

– I forbindelse med udgivelsen af min bog synes jeg i al beskedenhed, at det er lykkedes at få samtalen om vold mod børn ud til køkkenbordene. Vi nærmer os grænsen for, hvor meget stærkere lovgivningen kan blive, når det handler om at give gode værktøjer til at beskytte børn. Der er meget, vi kan gøre – ressourcer spiller selvfølgelig en rolle – men det, vi virkelig har brug for, og grunden til, at jeg skriver en debatbog om emnet, er, at vi skal flytte samfundets normer derhen, hvor vi for længst har besluttet, at lovgivningens grænser skal være.

---

Bag om historien
På trods af at revselsesretten blev afskaffet i 1997, og at psykisk vold blev kriminaliseret i 2019, viser undersøgelser, at cirka hvert femte barn har været udsat for vold. Oftest er der tale om en engangsepisode, mens knap seks procent angiver, at de har været udsat for langvarig og/eller grov fysisk vold i hjemmet.

Overgreb er tabuiseret og præget af berøringsangst, uanset hvilken form for overgreb der er tale om: Fysisk vold, psykisk vold eller seksuelle overgreb. Undersøgelser dokumenterer, at det er svært for børn og unge at fortælle om de overgreb, de har været udsat for.

---

Fakta om underretninger

• I 2023 modtog kommunerne 11.227 underretninger om overgreb – voldeligt eller seksuelt – mod et barn begået af forældrene – og 6.442 underretninger om overgreb begået af andre end barnets forældre.
• I alt har 296 af underretningerne om overgreb ført til en anbringelse.

Samlet modtog kommunerne 170.100 underretninger i 2023.

Kilde: Danmarks Statistik

---

Ministerens forslag
Justitsminister Peter Hummelgaards bog ’Der er noget, vi skal tale om – omkostninger ved vold mod børn og vores fælles ansvar’ indeholder 21 forslag til nye indsatser for at komme vold mod børn til livs. Her er et udpluk af dem.

• Alle borgere skal undervises i underretninger og voldstegn.
• Krav om retsmedicinske undersøgelser ved mistanke om vold.
• Personale i institutioner med mange børn med ikkevestlig baggrund skal efteruddannes.
• Sundhedsplejersker skal kunne screene for vold.
• Børnehusene skal styrkes.
• Anmeldelse om partnervold skal automatisk føre til børnefaglig undersøgelse.
• Børn med ikkevestlig baggrund skal i højere grad formelt anbringes.
• Kriminalisering af den almene underretningspligt i parallelsamfundsområder.
• Kommunale børnesagkyndige på religiøse fri- og weekendskoler.
• Udvidelse af børneattester til at omfatte social kontrol.
• Æresrelateret kriminalitet skal udtrykkeligt være en strafskærpende omstændighed.
• Akuthjælp til voldsudøveren.
• Strengere straffe for partnervold og vold mod børn.

---

Ny kommission på vej
Regeringen nedsætter inden for kort tid en kriminalitetsforebyggelseskommisson. Det sker i forlængelse af bandepakke IV, som Folketinget vedtog i sommers.

Kommissionen skal se på, hvordan det forebyggende arbejde på tværs af myndigheder kan styrkes – samt se på tiltag, som kan sikre, at der gribes ind over for vold og overgreb i hjemmet, og at der sker anmeldelse til politiet.

Derudover har justitsministeren fremsat et lovforslag (L120) om en forsøgsordning med omvendt fodlænke, som skal give politiet besked, hvis en person med tilhold overtræder kontaktforbuddet – og dermed styrke beskyttelsen mod blandt andet partnervold.

Kilde: Justitsministeriet

---

Om Peter Hummelgaard
Født 1983

• Justitsminister siden 2022. Tidligere beskæftigelsesminister.
• Har siddet i Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015.
• Uddannet cand.jur. i 2012.
• Forbundsformand for DSU, 2008-2012.
• Forfatter til »Den syge kapitalisme«, 2018 og »DeltagerDanmark«, 2013.
• Er aktuel med bogen ”Der er noget vi skal tale om – omkostninger ved vold mod børn og vores fælles ansvar”.
• Hans far var bagagemedarbejder i Københavns Lufthavn, og hans mor var rengøringsassistent.
• Er gift og har to børn.