Nyt redskab: Tjek om din praksis kan forventes at virke
En ny rapport fra SFI indfører begrebet ”lovende praksis” og har udviklet et redskab, som skal gøre det lettere at måle, om en social indsats kan forventes at virke. Forskningschef fra SFI pointerer, at det også handler om at anderkende den praksis, der ikke har været effektevalueret – men understreger samtidig, at det ikke er et udtryk for, at vi er på vej væk fra evidenstankegangen.
Der har i de seneste år været talt om evidens og effekt. At socialt arbejde helst skal være evidensbaseret, at der skal investeres i metoder, der virker, så vi ikke bruger ”milliarder i blinde”. En lille flig af diskussionen dukkede for nylig op i medierne: Sikrer skibsrejser til Caribien, at unge kommer ud af deres hashmisbrug og fuldfører folkeskolens 9. klasses eksamen? Nogle politikere ville stoppe, at kommuner bruger skatteborgernes penge på ”luksusrejser” til utilpassede unge. Flere kommuner meldte ud, at de ville fortsætte med skibsrejserne, fordi de havde gode erfaringer med dem. På den baggrund stillede Dansk Folkeparti i oktober spørgsmål til social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), om ministerens holdning til, at flere kommuner benytter skibsrejser til Caribien som en form for terapi eller afvænning. Og ministeren svarede:
”Jeg forsøger selv at være meget fokuseret på, hvad den reelle effekt af forskellige indsatser er. Virker det, man gør? Hvor meget koster det, man gør? Hjælper det virkelig, hvis folk eksempelvis har et massivt hashmisbrug? Det siger sig selv, at det er vigtigt at komme væk fra det miljø. Om væk er til Caribien eller til et andet sted i landet har jeg tillid til, at kommuner og sagsbehandlere fagligt er rustede til at kunne afgøre.”
Nyt begreb: Lovende praksis
Og nu sætter en ny SFI-rapport – helt uafhængigt af diskussionen om skibsrejserne til Caribien – fokus på den gode og velfungerende indsats, som ikke er effektmålt, men tilsyneladende gør en forskel. I rapporten defineres ” lovende praksis” som et begreb for de sociale indsatser, som ikke har en dokumenteret effekt, men som alligevel har en særlig god sandsynlighed for at skabe udvikling og velfærd for borgerne.
Om baggrunden for rapporten, som er gennemført i et samarbejde mellem Socialstyrelsen og SFI med midler fra Satspuljen 2015, forklarer forskningschef på SFI, Kræn Blume Jensen:
– Både politikere og forskere har i mange år talt om, hvad der virker på det sociale område og har haft fokus på effektmålinger. Med denne rapport udvider vi fokus og kaster et blik på de sociale indsatser, som vi endnu ikke har effektmålt, men som besidder nogle egenskaber, som gør, at de har en god sandsynlighed for at hjælpe borgeren.
Han understreger samtidig, at det nye begreb ”lovende praksis” ikke er et skridt væk fra evidenstankegangen.
– Som udgangspunkt skal vi både i dag og i morgen gøre det, der virker. Problemet er bare, at hvis der i dag er rigtig meget socialt arbejde, som vi endnu ikke ved om virker, så betyder det ikke, at vi skal lade være med det hele. På den måde mener jeg, at det er vigtigt at indkredse lovende praksis, fordi den lidt mere langsigtede målsætning kan være, at vi om 20 år vil have endnu flere evidensbaserede metoder, men som vel og mærke er evidensbaserede i en dansk kontekst.
Kræn Blume Jensen henviser til, at det er en relativ lille del af det sociale arbejde, som er effektmålt, og det er ofte i en udenlandsk kontekst, der ikke altid kan oversættes til danske forhold.
Rapporten, der bærer titlen ”Indkredsning af lovende praksis på det specialiserede område” præsenterer et måleredskab med en række spørgsmål fordelt på 11 områder – eller elementer, som de kaldes i rapporten. Blandt elementerne er for eksempel, om praksis i en indsats bygger på et teoretisk fundament, om der som en del af praksis skabes rammer for faglig refleksion, om der sættes mål for borgeren, og hvordan man løbende vurderer, om målene nås (se nederst)
– Måleredskabet kan bruges til at vurdere en praksis, men det kan også i høj gad bruges som afsæt for faglig refleksion, der hvor fagpersoner arbejder med tilbud til borgerne. Hensigten med redskabet er at give en fælles terminologi og et fælles sprog at reflektere ud fra.
SFI har fundet frem til de 11 elementer ved hjælp af en omfattende gennemgang af eksisterende forskning samt en række interview med blandt andre eksperter og kommunale chefer.
Forsker: Begynd i det små
Sammen med rapporten udgives en pixiversion, der gennemgår måleredskabet, så praktikere selv kan reflektere over, om deres indsats kan defineres som ”lovende praksis”
– Hvordan forventer I som forskere, at socialrådgivere får taget et nyt måleredskab i brug i en i forvejen travl arbejdsdag?
– Jeg oplever, at det er efterspurgt både på ledelsesniveau og praktikerniveau. Og man kan starte ude i de enkelte afdelinger eller teams, hvor man måske ikke kan imødekomme alle 11 elementer, men begynde i det små og tage fat i nogle af dem og på den måde stille og roligt blive endnu mere reflekteret i forhold til den praksis man udøver, anbefaler Kræn Blume Jensen.
DS: Anerkendelse af praksisviden
Dansk Socialrådgiverforening har været med i projektets følgegruppe, og næstformand Niels Christian Barkholt siger:
– Jeg ser det nye begreb ”lovende praksis” som en stor anerkendelse af den vigtige praksisnære viden og at kilderne til gode resultater for borgere er flere, end forskningen allerede har og kan indfange. Jeg håber, at socialrådgiverne får mulighed for at gå ind i arbejdet med at identificere lovende praksis for dermed at være med til at kvalificere deres praksis yderligere – og styrke vidensdelingen på tværs af afdelinger, forvaltninger samt kommuner og regioner.
Læs SFI-rapporten, ”Indkredsning af lovende praksis på det specialiserede socialområde” og pixiversionen ”Kort og klart. Lovende praksis på det specialiserede socialområde”
Sådan måles lovende praksis
På baggrund af aktuel viden og erfaring har SFI i rapporten ”Indkredsning af lovende praksis på det specialiserede socialområde” identificeret 11 kendetegn (elementer) ved sociale indsatser, som kan forventes at virke. Og en praksis kan godt være ”lovende”, selv om den ikke er kendetegnet ved alle 11 elementer.
- Teori og viden. Er praksis forankret i veldefineret teori og aktuelt bedste viden?
- Virkning. Findes der undersøgelser, som tyder på, at praksis har en positiv virkning for borgerne på et eller flere af de områder, der er sat som mål?
- Beskrivelse. Er praksis systematisk beskrevet, for eksempel målgruppe, aktiviteter og mål?
- Mål. Indeholder praksis klare og relevante mål for borgerens udvikling eller velfærd?
- Overførbarhed. Kan praksis overføres til andre tilbud rettet mod tilsvarende målgrupper?
- Økonomi. Er praksis forbundet med en vis grad af økonomisk rentabilitet?
- Faglig refleksion. Understøtter praksis en fælles professionel faglig refleksion?
- Relationelt samarbejde. Understøtter praksis, at medarbejderne har de rette kompetencer til at samarbejde konstruktivt med borgere, kolleger og andre fagprofessionelle?
- Individuel tilrettelæggelse. Tager praksis udgangspunkt i de konkrete styrker hos målgruppen, og involverer den borgeren i praksis?
- Monitorering. Er der en systematisk monitorering af borgernes udvikling eller velfærd i forhold til de mål, der er sat?
- Opfølgning. Sker der en løbende opfølgning og tilpasning af praksis?
Kilde: ”Lovende praksis på det specialiserede specialområde”, SFI, og Socialstyrelsen.dk