Ny podcastserie om alt det vi ikke taler om i socialt arbejde

Skal vi opsøge socialt udsatte børn der, hvor de er – på de sociale medier? Og hvordan journaliserer vi et ungt menneskes seksuelle mistrivsel? Vibeke Pichard og Andrey Lukyanov-Renteria – henholdsvis studerende og socialrådgiver – står bag ny podcastserie, som tager alle de emner op, der ikke bliver undervist i på socialrådgiveruddannelsen, og som der sjældent er tid til at stoppe op og reflektere over.

En socialrådgivers hverdag er fyldt med dilemmaer, overvejelser og problemstillinger, som hverken er på den politiske dagsorden, en del af ledelsens agenda eller på pensum på socialrådgiveruddannelsen. Derfor er der brug for et rum for kritisk refleksion over socialrådgivernes praksis, tænkte Vibeke Pichard og Andrey Lukyanov-Renteria. Og så kastede de sig ud i at lave en podcastserie til socialrådgivere om socialrådgivere og deres praksis.

– Mange socialrådgivere har holdninger og interesser, som de bruger i deres arbejde, og de gør sig tanker om, hvordan deres ideer kan bruges i praksis. Men der manglede et sted, hvor de sammen kan reflektere over deres fag, siger Andrey Lukyanov-Renteria, der er socialrådgiver og arbejder som lektor på socialrådgiveruddannelsen i Roskilde.

I USA er der en bred vifte af podcasts om ’social work’, opdagede socialrådgiverstuderende Vibeke Pichard på en studietur. Da hun kom hjem, gik det op for hende, at der ikke fandtes en dansksproget podcast om socialt arbejde, og det blev startskuddet til podcastserien Elsk Foucault.

Dialog mellem socialrådgivere

Podcastserien er ikke tænkt som en foredragsrække om socialt arbejde. Det er et sted, hvor socialrådgivere selv kan komme til orde. Det udstyr, som Vibeke Pichard bruger til at optage, fylder ikke mere, end at hun kan have det i sin rygsæk.

– Så vi kan let tage rundt i landet. Vi har allerede været i Slagelse og optage i Ungehuset, og flere har skrevet og spurgt, om vi ikke kommer ud til dem og laver et afsnit om fængsler, diagnosesamfundet eller opholdssteder som en forretning, fortæller hun.

Interaktionen med lytterne foregår på podcastens side på facebook, hvor socialrådgivere og andre interesserede kan debattere de emner, som bliver behandlet i podcasten, og fortælle deres egne historier, som kan komme med i næste afsnit.

– Meningen er at lave et medie, som kan danne rammen om en dialog mellem alle os socialrådgivere, siger Vibeke Pichard.

Hvorfor Foucault?

Selvom podcastserien hedder Elsk Foucault, er det ikke en gennemgang af idéhistoriker og filosof Michel Foucaults samlede værker, lover Andrey Lukyanov-Renteria.

– Det er ikke fordi, vi snakker om Foucault, men vi bruger ham som et slags forbillede i forhold til den reflekterende, kritiske tilgang til socialt arbejde. Vi interesserer os for magtforholdene og alle usagte normer og værdier, som præger vores arbejde, siger han.

Hvad så hvis man hader Foucault?

– Så skal man netop høre vores podcast, for vi prøver at tage alle de her spændende refleksioner lidt ned ad akademikerstigen, siger Vibeke Pichard.


Bag podcasten ELSK FOUCAULT

  • Vibeke Pichard er 28 år og socialrådgiverstuderende på Professionshøjskolen Absalon. Hun har et studiejob i den børnefamilieafdeling, hvor hun har været i praktik, og sidder i bestyrelsen for Dansk Socialrådgiverforenings Region Øst.
  • Andrey Lukyanov-Renteria er 42 år, har en ph.d. i sociologi fra Sankt Petersborgs Statsuniversitet, er uddannet international socialrådgiver fra Metropol. Han har været ansat i en kommune, i Socialstyrelsen og arbejder nu som lektor på Professionshøjskolen Absalon.
  • Find podcasten Elsk Foucault på Soundcloud www.soundcloud.com/elskfoucault
  • Du kan også finde podcasten på Apple podcast, Spotify og Castbox ved at søge efter Elsk Foucault.
  • Deltag i debatten på facebook-siden www.facebook.com/elskfoucault
  • Vibeke Pichard og Andrey Lukyanov-Renteria er inspirerede af den amerikanske podcast ’In Social Work’ som kan findes på www.insocialwork.org