Nu river man boliger ned for at undgå udsatte
REGIONSLEDER: Lad os insistere på, at kommunerne og Folketinget i fællesskab sikrer et stærkere socialt sikkerhedsnet og skaber positive incitamenter for et blandet boligmarked, der styrker Danmarks sammenhængskraft – også på tværs af landsdele.
Jeg var ved at falde ned af stolen, da journalisten fra TV Øst spurgte, hvad jeg mente om, at Lolland Kommune vil rive 85 velfungerende, billige, almene boliger ned for at forebygge tilflytning af borgere på overførselsindkomst. Da jeg så fik det bekræftet, gjorde det ondt i både haleben og hjerte. For hvor er vi henne som samfund, når vi efterhånden vil gøre alt for at holde udsatte medborgere for døren?
På et møde med Lollands borgmester uddybede han for mig, at der lå flere ting til grund for at nedrive boligerne i Rødbyhavn. Men han kunne også fremvise en rystende statistik over, hvor mange borgere på overførselsindkomst, og hvor mange børn med en børnesag, der er koncentreret på ganske få områder – og at en meget stor del er nytilflyttede. Nedrivningerne er således et desperat nødråb til resten af landet om, at Lolland ikke har økonomien til at rumme mere fattigdom og social armod.
Det sociale Danmarkskort er pilskævt. Kontanthjælpsloft, 225 timers-regel og den lave regulering af overførselsindkomster gør mange fattige, og boligmarkedet cementerer hele tiden en større opdeling i landsdele og livsmuligheder mellem dem, der har penge, og dem, der ikke har.
De seneste mange års boligpolitiske initiativer har tvunget fattige og udsatte familier til at flytte til billigere egne, hvor der er længere til både familie, netværk, uddannelse og arbejdspladser. Både boligpriserne og ”Ghetto-pakken”, som forbyder borgere på overførselsindkomst at flytte ind i udvalgte boligområder, gør, at mange ikke kan bo i eller tilflytte de store byer. Paradoksalt nok er et af de ædleste og fremmeste mål med pakken at sikre blandede boligområder samtidig med, at den bidrager til mere homogene landsdele.
Socialrådgivere, pædagoger og andre forsøger hver dag at forebygge de værste konsekvenser af fattigdom og armod. Nogle af de hårdest ramte udkantskommuner er endda blandt dem, som investerer forholdsmæssigt mest i sociale indsatser, og det skal de have stor ros for. Men bægeret flyder snart over, også for andre end Lolland, og når de økonomiske konjunkturer vender nedad igen, rammes disse kommuner og deres indbyggere med stor sandsynlighed hårdere af arbejdsløshed end andre.
Nu ser vi så, hvad konsekvensen bliver: Billige almene boliger rives ned, og flere overlades derfor til et privat marked af mere eller mindre saneringsmodne boliger – eller hjemløshed. Lad os insistere på, at kommunerne og Folketinget i fællesskab tager hånd om problemet og sikrer et stærkere socialt sikkerhedsnet og skaber positive incitamenter for et blandet boligmarked, der styrker Danmarks sammenhængskraft – også på tværs af landsdele.