Mountainbike og jobgaranti: ”Endelig fik jeg et rigtigt arbejde”

Vækkeuret ringer klokken 5.25 hver morgen, og Stefanie møder klokken 6.30. Hun bor kun et par kilometer fra arbejdspladsen H.P. Therkelsen, hvor hun i juni begyndte i sit livs første ordinære job.

– Det var hårdt i starten. Fødderne gjorde ondt, og det gjorde ryggen også. Det er hårdt arbejde, men kroppen vænner sig til det, fortæller Stefanie, da hun kommer ind på lageret i sit blå arbejdstøj.

Tusindvis af milkshakes står stablet på paller, og Stefanie forklarer, at hendes job består i at pakke pallerne om, så smagsvarianter på de enkelte paller bliver blandede.

Udenfor på Eksportvej i Padborg står transportvirksomheden H.P. Therkelsens røde lastbiler klar til at køre varerne ud til kunderne.

– Jeg er glad for at være her, fordi jeg har noget at stå op til. Jeg tjener mine egne penge og skal ikke tænke på, hvordan jeg får pengene til at række. Jeg behøver ikke at bekymre mig, hvis der kommer en ekstra regning. Jeg kan flytte, hvis jeg vil. Jeg kan spare op og komme ud af min gæld, og hvis jeg har lyst til at købe en gave, så kan jeg gøre det. Med andre ord, så har jeg har lidt mere frihed.

Stefanie fortæller, at mens hun var på uddannelseshjælp, fik hun 7700 kroner udbetalt efter skat, og nu får hun næsten det dobbelte: cirka 14.000 kroner. Hun understreger, at jobbet også giver hende mere selvtillid.

– Når jeg har weekend, så har jeg weekend. Når man er på kontanthjælp, er det ikke rigtig weekend, for du har egentlig ikke lavet en skid. Det er mere velfortjent, når du ved, at du arbejder for dine penge, og du får en ordentlig løn. Og det er federe at kunne sige, at jeg har et job. Det giver lidt mere selvtillid – og man undgår, at folk dømmer en som doven.

Virksomhedspraktik med jobgaranti

Vejen til et job har været lang for 29-årige Stefanie. Hun har været gennem adskillige virksomhedspraktikker, hvor hun er blevet rost for sin indsats – men hvor der ikke ventede et job i den anden ende.

– Det er rart at få job, når man tidligere har været en slags evighedsstudent, siger hun og forklarer, at hun efter 10. klasse både har gået på VUC, handelsskole og har taget enkeltfag på HF. Hun har været ud og ind af kontanthjælpssystemet gennem de seneste 10 år.

– Jeg har været i virksomhedspraktik i Brugsen i Padborg, i en blomsterbutik og på et plejehjem. Jeg har gjort mig umage og fået rigtig meget ros for min indsats, men enten manglede jeg nogle kvalifikationer, eller så havde de ikke penge til at ansætte mig.

Derfor blev hun også glad, da hendes socialrådgiver foreslog hende at deltage i det utraditionelle projekt ’Unge på Toppen’, som kombinerer cykeltræning, vejledning om kost og personlig udvikling og virksomhedspraktik for at få unge ud af kontanthjælp. I projektet er der et tæt samarbejde med lokale virksomheder, som mangler arbejdskraft – og derfor er det en aftale, at virksomheden ansætter de unge i forlængelse af virksomhedspraktikken, medmindre noget går helt galt.

Ud af systemet

I første omgang takkede Stefanie dog nej, fordi hun ikke kunne overskue motionsdelen, hvor hun skulle træne op til at cykle 1000 kilometer. Derfor deltog hun i endnu et af de mere traditionelle aktiveringstilbud:

– Det var et sted, hvor jeg havde været før. Du møder op og får hjælp til at skrive ansøgninger til virksomhedspraktik. Drikker kaffe og venter på, at du har fri. De er rigtig gode til at hjælpe, men problemet er bare, at når man skal finde sin egen praktik, så kan du typisk være der en måned, og så kan de ikke ansætte dig bagefter. Så der er ’Unge på Toppen’ noget mere effektiv, fordi der er en ansættelse bagefter.

’Unge på Toppen’ er et målrettet job- og uddannelsesprojekt til unge på kontanthjælp eller uddannelseshjælp i Aabenraa Kommune. Planen er, at de skal blive selvforsørgende i form af job eller uddannelse – og det gør de blandt andet ved at træne til at kunne cykle en større tur.

Indtil corona ramte, gik turen fra Aabenraa til toppen af Alpe d’Huez i Frankrig. For Stefanie og hendes cirka 25 holdkammerater blev turen ændret til Danmark rundt. De blev alle udstyret med en racercykel – Stefanie foretrak dog en mountainbike, som hun føler sig mere tryg på.

– Jeg deltog ikke i projektet for at få venner eller være med i det sociale. Jeg gjorde det for at få et job. Det var mit mål. At komme ud af systemet.

Hun anerkender, at det sociale spiller en stor rolle i projektet, og at hun har haft glæde af det, når hun mødte ind på forsvarets uddannelsescenter Søgårdlejren i Aabenraa.

– Som udgangspunkt var det fedt at være med i projektet. Når man lærer de andre at kende og finder ud af, at de egentlig ikke er så slemme – så bliver man en del af et stærkt fællesskab, hvor man er sammen om at cykle. Man støtter hinanden. Det giver rigtig meget på det sociale, at vi har noget konkret at være fælles om, og som vi skal gennemføre sammen.

Stefanie fortæller, at hun let falder tilbage i sit gamle mønster.

– Jeg kan lide at være i mit eget selskab, og jeg er dårlig til relationer. Jeg kan godt få venskaber, men så kan jeg finde på at trække mig, fordi overskuddet ikke er der. Jeg prøver at passe på mig selv på den måde. Det er både godt og skidt. Man kan jo blive ensom, men på den anden side, så er det også rart at trække sig.

Derfor værdsætter hun, at arbejdet ud over at stille hende bedre økonomisk, også indeholder et socialt element.

– Selv om man arbejder, så hygger man sig med kollegerne. Det er bare om at komme ud og se andre mennesker, og selv om det mest er arbejdsrelateret, så synes jeg, at det er fint. Derudover har Stefanie en kontaktperson, som hun mødes med en gang om ugen.

– Vi snakker om det, der bekymrer mig, og hun ”griber” mig, inden det går galt. Vi har sammen valgt nogle mål, som hun hjælper mig med at holde fokus på både i hjemmet og i forhold til min økonomi.

’Menneskelig chef’

Sunn Meyer Karing, der er teamleder for de ansatte på lageret hos H.P. Therkelsen, kommer lige forbi og siger, at Stefanie allerede har fået mere ansvar – og hun roser hende.

– Stefanie kan lide at komme på arbejde, og jeg kan allerede give hende mere ansvar. Det er dejligt at kunne hjælpe folk til at få en bedre tilværelse. Og det synes jeg bestemt, at Stefanie har fået… hun stolede ikke på sig selv. Nu tør hun at køre truck og har masser af gå-på-mod. Vi har også en ung mand, som kommer fra ’Unge på Toppen’. Han har snart været her i to år – er stille og roligt blevet bygget op og er selvkørende nu.

– Hun er en god og menneskelig chef, siger Stefanie om Sunn, da hun er gået igen, og uddyber:

– Lige meget, hvor skidt jeg har det, så kan jeg snakke med Sunn om det. Det betyder, at selv om jeg ikke har lyst til at komme på job, når jeg er rigtig træt, og mit overskud er ikkeeksisterende, så vil jeg hellere komme her end at sidde derhjemme og tænke over, hvorfor jeg ikke kom afsted.

– Den ene gang, hvor mit hoved var fyldt helt op, gik jeg ind til Sunn og sagde, at jeg ikke kunne overskue at være i den funktion i dag, hvor der er mange mennesker. Så i stedet for at tage hjem og sige: Ved du hvad, det her magter jeg ikke, jeg vil hellere være hjemme og ligge under dynen og have ondt af mig selv – jamen, så finder jeg et andet rum at pakke i, hvor det måske er lidt mere roligt og ikke så mange mennesker. Det er godt, at man kan sige det, som det er, i stedet for at gå rundt og have ondt i maven over det.

Diagnosen kan spænde ben

Stefanie er ærgerlig over, at hun har været i kontanthjælpssystemet i relativt lang tid. Hun fortæller, at hun siden hun var teenager har haft mange udfordringer.

– Egentlig havde jeg det bare skidt. Jeg var overvægtig og blev mobbet. Når man er ’den overvægtige’, ’den underlige’ og ikke rigtig har venner eller netværk – så føler man sig ensom. Jeg snakkede ikke med mine forældre om problemerne. Min mor var sygeplejerske – når jeg og mine tre søskende kom hjem fra skole, så tog hun på arbejde. Og min far, som kom hjem efter arbejde på et lager, var jeg lidt genstridig overfor.

– Mine forældre er skilt nu – min far er gift igen. Min mor bliver aldrig gift igen. Da jeg var 13 år, fik hun en blodprop i hjernen lige inden min konfirmation. Hendes højre arm er ramt, og hun har svært ved at snakke. Hun kan sige nogle ord, men ikke hele sætninger. Det har været hårdt, og det er det stadig. Jeg flyttede på kollegie, da jeg var 17 år, fordi det ikke fungerede for mig at bo hjemme.

– Jeg har været meget i psykiatrien, fordi jeg har haft det skidt med selvmordstanker og to selvmordsforsøg. Når jeg har haft ondt i sjælen – så skal jeg kunne mærke det på kroppen. Derfor skar jeg for eksempel i mig selv eller overspiste. Og når jeg slet ikke ville mere, så tog jeg piller. Panodil.

Den ene gang blev jeg overført til Rigshospitalet på grund af dårlige levertal. Og der var jeg indlagt en hel uge – uden at kunne komme ud og nyde København, siger hun og griner lidt.

Den kortærmede t-shirt blotter hendes ar på armene. Hun fortæller, at hun har flere diagnoser, og at en af dem er ’borderline’. På spørgsmålet om, hvorvidt hun fik den hjælp, hun havde brug for i psykiatrien, svarer hun:
– De gør, hvad de kan. Lad os bare sige det sådan.

Efter en pause fortsætter hun:
– Jeg har været i samtaleforløb i grupper, men det er jeg ikke så god til. Jeg kan godt fortælle, hvordan jeg har det, men jeg er ikke god til at mærke efter indeni og arbejde med følelserne.

’Jeg blev stolt’

I projektet ’Unge på Toppen’ oplevede Stefanie ikke, at der blev taget særlige hensyn til hende.

– Jeg har sagt til dem, at jeg har en diagnose, men den definerer mig ikke. Den kan spænde ben, men jeg kan stadig være velfungerende.

Stefanie er nu i et efterværnsforløb, som betyder, at hun bliver ringet op af ’Unge på Toppen’ en gang om måneden for at høre, hvordan det går. Og der er også en aftale med arbejdsgiver om, at ’Unge på Toppen’ skal kontaktes, hvis alt ikke går som forventet.

Stefanies foreløbige plan er at fortsætte arbejdet hos H.P. Therkelsen.

– Jeg har været så meget under uddannelse, at jeg hellere vil arbejde. Man kan altid uddanne sig senere eller måske bare nøjes med at tage kurser. Ellers drømmer jeg om at få en ordentlig mand – og børn engang. Og at blive gældfri. Jeg vil gerne have det bedre med mig selv og være et rigtigt velfungerende menneske, selv om jeg har en diagnose – og have overskud til at være lidt mere social.

På spørgsmålet om, hvad det betød for hende, at hun var så godt som sikker på at kunne få et job efter sin virksomhedspraktik, siger Stefanie:

– Jeg blev meget glad. Det var virkelig en følelse af… egentlig lige som, når man får sit kørekort. Jeg gjorde mit bedste i virksomhedspraktikken – og så fik jeg endelig et rigtigt job. Man består prøven – og så får du noget ud af det. Når man får sit kørekort, så bliver man rigtig stolt. Det, tror jeg, er en følelse, som mange forstår.

---

Bag om historien
Målet om at halvere antallet af unge uden job og uddannelse er ikke i nærheden af at blive indfriet. Derfor bliver det mødt med kritik og bekymring, at regeringen og aftalepartierne med ’Første delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’ lægger op til store besparelser på netop indsatsen til unge på uddannelseshjælp. Fremover kan de gå ledige i fire måneder uden tilbud. I dag må der højst gå fire uger mellem hvert tilbud.

Både eksperter, forskere og politikere frygter for konsekvenserne for de unge, som netop har brug for en vedholdende og helhedsorienteret indsats for at komme i job eller uddannelse – som eksemplet ’Unge på Toppen’ fra Aabenraa viser.