Mønsterbryderbegrebet spænder ben for den sociale indsats
Den utilsigtede virkning er, at udråber man nogen til at være mønsterbrydere, så kan man komme til at tro, at man skal være noget helt særligt for at magte det.
LEDER: Mønsterbryderbegrebet dukker op ind i mellem. Vi bruger det helt naturligt. Det har sat sig som en almindelig metafor, som vi trækker frem om mennesker, der klarer sig ”mod alle odds”. Det er et problem, for det skævvrider hele synet på udsathed.
For hovedreglen er, at det går godt for udsatte mennesker. Studier viser, at børn, der er vokset op i en ”problemfri familie”, vil have fire procents sandsynlighed for at pådrage sig problemer af samme sværhedsgrad, som forældrene har, når de er i alderen 13- 27 år. Vokser børnene op i en ”problemfamilie” vil der tilsvarende være otte procents sandsynlighed. Det er selvfølgelig en fordobling af antallet, men det er vigtigt at huske på, at langt hovedparten klarer sig (Ejrnæs, 2010). Derfor er begrebet meningsløst i den gængse betydning. Problemet er, at der sker en personificering. Ordet kommer til at udskille, at nogen er mere duelige og kampklare som mønsterbrydere end andre.
Den utilsigtede virkning er, at udråber man nogen til at være mønsterbrydere, så kan man komme til at tro, at man skal være noget helt særligt for at magte det.
Når vi i overdreven grad fokuserer på de mange, som kommer fra hjem med sociale problemer, så kommer vi til at overse alle dem, som af alle mulige andre grunde udvikler sociale problemer. For nylig besøgte jeg Familiens Hus i Høje Taastrup, hvor en ung sårbar mor fortalte, at hun var uddannet cand.mag. og havde brug for støtte. Samme dag fortalte en skoleleder om stor bekymring for børn, hvis forældre på grund af et travlt liv ikke prioriterede at give dem nok omsorg. Det er blot eksempler.
Hvis vi alene tænker i, at nu handler opgaven bare om at vende mønsteret og at satse hele butikken på børn af udsatte forældre, så satser vi forkert, for så overser vi en meget stor population af problemer, for de kommer helt andre steder fra.
Her ligger et stort potentiale for at udvikle en stærk og effektfuld socialpolitik. Vi bør dykke ned i og drøfte hvilke udviklingsbetingelser, vi skal stille til rådighed for alle mennesker. Dette er altså ét langt argument for de generelle, brede forebyggende indsatser, som vil favne alle, der kommer i problemer, men som også samtidigt har en afstigmatiserende effekt.
Vi taler ofte om mange typer af tidlige indsatser uden at gøre os klart, hvilke der er de vigtigste. Jeg vil fremhæve to, som kommunerne i den grad bør investere målrettet i. Den ene er den almene sundhedspleje. Sundhedsplejersker er ofte de første, der opdager sociale problemer i deres tidlige udvikling. De begynder at arbejde med problemerne og oftest i et tæt samarbejde med andre fagprofessionelle og sektorer.
Den anden meget væsentlige indsats er skole- og dagtilbudssocialrådgivere. Vi skal have socialrådgivere uden myndighed ud på alle skoler og dagtilbud, fordi det er nemlig ikke stigmatiserende at gribe det, at en lærer eller en pædagog er bekymret for et barn. Ikke fordi pædagogen ved, at moderen eller faderen drikker, men fordi hun kan se, at barnet ikke trives.
Lad det være et første vigtigt input til det kommende Kommunalvalg 2017
Niels Christian Barkholt er næstformand