Mit yndlingsord: Håb
Af Ditte Brøgger Løjborg, socialrådgiver, leder af Hybelinstitutionen i Københavns Kommune
Mange systemer har travlt med, at borgerne skal sætte mål for indsatser, følge op, evaluere og den slags.
Ofte bliver det lidt kunstigt og mere systemvenligt end det giver mening for dem, der har søgt hjælp.
Jeg lærte på et kursus i stedet at spørge ind til, hvad folk egentlig havde håbet at opnå, når de kom for at snakke med mig. Det er en rar måde at komme hurtigt frem til det, folk er kommet for: At få noget relevant hjælp.