Mig og mit arbejde: Stine Krøyer
MIG OG MIT ARBEJDE Stine Krøyer er socialrådgiver på Psykiatrisk Center Amager. Bor på Nørrebro i København med sin kæreste.
Under uddannelsen sagde mange af mine medstuderende, at de gerne ville være socialrådgivere for at gøre en forskel. Jeg er ikke uenig, men tænker også: Jeg er ikke Mother Teresa, der vil redde hele verden. Folk skal jo også selv ville reddes. Og så har jeg det nok sådan, at jeg er mere optaget af at gøre en forskel på socialrådgiver-samfundsniveau end på socialrådgiver-klientniveau.
Det oplevede jeg for eksempel, da jeg arbejdede i et jobcenter. Der var – som jeg ser det – ikke meget socialt arbejde forbundet med det. Det handlede om kontrol. Og så var det et krydspres af lovgivning, faglighed og økonomi, som jeg indimellem oplevede som uetisk. Jeg sad med kontanthjælp og ressourceforløb, og for mig er det uetisk at rådgive en utroligt syg om, at vedkommende skal i virksomhedspraktik – selv om personen knap kan sidde oprejst. Når man skal forvalte en lovgivning, som man i bund og grund er uenig i, så bliver det svært at være professionel.
Jeg var der et halvt år, og så rejste jeg til Amsterdam, hvor min kæreste havde fået job. Dernede arbejdede jeg på et rejsebureau, og jeg fik en tiltrængt pause fra faget. Men det var også sundt at mærke, at jeg kom til at savne de mere bløde værdier, som det helt grundlæggende: Hvordan arbejder vi på at gøre livet bedre for det her menneske?
Da jeg kom hjem og søgte job, var det vigtigt, at det ikke blev i forvaltningsregi. Jeg har ikke lyst til at være myndighed, jeg er mere optaget af at være brobygger. Det så jeg muligheder for i det job, jeg har nu som socialrådgiver i psykiatrien.
Jeg nåede kun at være her i et par måneder, før jeg skrev et debatindlæg til Politiken, der handler om, at vores velfærdssystem er blevet så regelstyret og samtidig lovgivningsmæssigt forvirret, at man som menig socialrådgiver kan have svært ved at navigere i og stå inde for det. Jeg gav et eksempel med en borger, der hele tiden løb ind i en mur af modstridende regler i forsøget på at få hjælp.
Jeg skrev det på baggrund af mange års frustrationer. Jeg var nødt til at få det ud. Jeg reagerer meget kraftigt på social uretfærdighed. Jeg advokerer jo for andre, der ikke kan finde ud af at reagere: Der er jo ingen borgere, der ender i fængsel, på et jobcenter eller i psykiatrien uden grund.
Jeg var lidt nervøs, da jeg havde sendt det afsted, men det har omvendt været fedt at se folks reaktioner på nettet og på Facebook. Det er delt meget på Facebook, og jeg har fået positive reaktioner fra mange andre socialrådgivere. Vi skal være meget bedre til at oplyse om det gode arbejde, vi laver. Det er ofte os, der bliver lynchet i offentligheden, men vi drukner jo i økonomi og lovgivning.
Når jeg ikke arbejder, så er jeg sammen med mine venner, skriver lidt på min blog, ser serier på Netflix og HBO, dyrker lidt yoga og badminton. Og så elsker jeg at spise og lave god mad. Jeg øver mig i at lave den perfekte, hjemmelavede bearnaise.