Mig og mit arbejde: Sara Rugager Dich

Hvorfor jeg blev socialrådgiver? Jeg havde altid tænkt, at jeg skulle noget med mennesker. Efter gymnasiet rejste jeg til USA og var frivillig på et opholdssted for hjemløse kvinder. Jeg var socialworker i amerikansk sammenhæng, og det gjorde en stor forskel for mig at prøve det i praksis. Jeg vidste bare, at jeg skulle læse til socialrådgiver, da jeg kom hjem.

Flygtninge og indvandrere udgjorde en stor del af gruppen af hjemløse kvinder, og grundværdien for vores arbejde var, at alle havde ret til lige behandling, uanset baggrund. Det er også en vigtig værdi for mig i dag.

Jeg var glad for socialrådgiverstudiet, og vi fik en bred viden om utroligt mange lovområder. I løbet af en af de første måneder på studiet blev vi spurgt: Hvad vil I arbejde med, når I bliver færdige? 90 procent af dem, der sad i auditoriet, svarede: Børn og familie. Jeg gjorde også, men jeg endte alligevel på beskæftigelsesområdet.

Beskæftigelseslovgivningen er jo meget struktureret og meget ”kassetænkning”, og den udfordring kan jeg godt lide. For når lovgivningen er så rigid, så skal jeg være endnu skarpere på min socialfaglighed. I det hele taget er vi som sagsbehandlere jo i et krydspres mellem loven, kommunens økonomi og vores faglighed. Jeg har for eksempel lige haft en borger, som levede op til alt det, der stod i loven i forhold til et højskoleophold. Men der var tvivl, om der var økonomi til det. Han endte med at komme afsted, fordi jeg havde gode socialfaglige argumenter for det.

Jeg har altid haft interesse for andre kulturer og samfundet. Så da jeg så den her stilling som koordinerende sagsbehandler med afsæt i integrationslovgivningen, så kunne jeg godt se mig selv i det.

Det handlede om både aktivitetsparate og jobparate flygtninge, om at få dem boligplacerede, om at få dem i gang med sprogkurser, praktikker – i det hele taget skabe en vej mod selvforsørgelse. Der ligger rigtig meget på vejen hen mod selvforsørgelse, for eksempel meget kulturformidling: Hvordan er samfundet bygget op? Hvor kan de få hjælp til hvad?

I dag er min stilling koncentreret om de aktivitetsparate – og der kan ligge rigtig meget, som hindrer, at de kommer i arbejde, så her er det også de små ting i hverdagen, der tæller. Eksempelvis hvis en borger lykkes med selv at gå til lægen.

Jeg har stadig et stort drive i forhold til at arbejde med integration, men den negative retorik fra politisk side kan godt udfordre min motivation.

Når jeg holder fri, så nyder jeg at synge, løbe eller går ture med min mand. Og så bager jeg utroligt meget. Jeg nyder at glæde andre med mit bagværk, og det er næsten terapeutisk for mig at slå i en bolledej.