Mig og mit arbejde: Lars Lau Utzon
Lars Lau Utzon er souschef hos Blå Kors Behandlingscenter i Taastrup. Han bor på Frederiksberg med sin kæreste og hver anden uge også med sin ni-årige søn.
Jeg blev socialrådgiver, fordi jeg havnede midt i en livskrise og skulle vælge: Skulle jeg fortsætte med en travl karriere indenfor salg og marketing, eller skulle jeg være en far for min søn på en anden måde som studerende? Jeg valgte det sidste.
Jeg kom i praktik ude ved Blå Kors i Taastrup, og det var kærlighed ved første blik. For mig handler det meget om værdigrundlaget og fokusset på relationelt arbejde. Det at være en del af en diakonal organisation betyder, at vi møder folk med en kristen og næstekærlig tilgang. Så alt det, jeg havde læst på studiet om klienter og klientgørelse – det mødte jeg ikke her. Vi går hele vejen med mennesket, både når det går godt, og når det går dårligt.
Jeg havde regnet med, at jeg skulle arbejde mig op fra bunden som nyuddannet socialrådgiver, men jeg blev tilbudt jobbet som souschef, umiddelbart efter at jeg var dimitteret. Det er en perfekt blanding for mig. Jeg kan bruge den kontoruddannelse og viden om det private erhvervsliv, jeg har med fra før – og koble det med socialrådgiverfaget. Behandlingscenteret skal ikke give overskud, vi skal bare have det til at løbe rundt. Det giver virkelig mening for mig at medvirke til, at de midler vi får, gør så stor en for skel for vores brugere som muligt.
Vi har 14 pladser til døgnbehandling og 170 tilknyttet i ambulant alkoholbehandling efter Sundhedslovens § 141. Folk kommer ofte først til os, når det er sidste udkald. Vi er oppe mod et tabu her, for det er stadig kun en lille brøkdel af de alkoholafhængige, der kommer i behandling. Det er en af grundene til, at jeg er kommet med i bestyrelsen for Faggruppen for Alkoholbehandlere i DS. Der er brug for, at vi sætter fokus på de omkring 150.000 med alkoholafhængighed. Vi svigter som samfund, når ikke flere kommer i behandling.
I dag kan jeg ikke se mig selv et andet sted. Jeg har fundet min rette hylde i arbejdet med socialt udsatte voksne. Jeg har stor respekt for det arbejde, mine kolleger laver i forvaltningen, men for mig er det en kæmpe tilfredsstillelse at komme tæt på mennesket. Jeg har tid til at engagere mig i mine brugere på en anden måde, end hvis jeg sad med en kæmpe sagstamme.
Jeg elsker at rejse med min kæreste og min søn, og vi nyder at planlægge turene med hinanden. Det er ikke charter, og vi prøver at lave et eventyr. Hver anden uge har jeg bagvagt på arbejde, så jeg har ikke fri, selv om jeg er hjemme. Derfor er det ekstra værdifuldt at trække stikket og sige: Nu flyver vi til Malta eller Andalusien eller Amalfikysten eller… Så kan jeg få ladet batterierne op og være helt nærværende.