Mens vi venter på hovedloven
JURASPALTEN: Det er svært at forestille sig, hvordan den kommende hovedlov skal rumme både omfattende ændringer af sektorlovgivningen og forholde sig til den grundlæggende forvaltningsret. Derfor er det oplagt at påpege nogle grundlæggende retssikkerhedsmæssige dilemmaer.
Inspiration til udformning af hovedloven vil med stor sandsynlighed blive hentet fra VIVEs midtvejsevaluering af frikommuneforsøget ”Én plan for en sammenhængende indsats sammen med borgeren”, som handler om organisering af arbejdsgange, der kan understøtte den lovændring, som gav mulighed for at udarbejde én samlet plan for borgeren. Men det er svært at forestille sig, hvordan den kommende hovedlov skal rumme både omfattende ændringer af sektorlovgivningen og forholde sig til den grundlæggende forvaltningsret. Derfor er det oplagt at påpege nogle grundlæggende retssikkerhedsmæssige dilemmaer, der kan være forbundet med at lade inspirationen flyde frit fra frikommuneforsøget.
Risiko for brud med delegationsforbud
Den fuldstændige nedbrydning af silotænkningen er i frikommuneforsøget forsøgt afprøvet i en organisering under titlen ”Alt-i-en-kontaktperson”. Ved at organisere arbejdet på den måde, nedbrydes ikke bare interne fagsiloer i forvaltningen – men også opdelingen mellem myndighedssagsbehandleren og udføreren. Og den form bryder grundlæggende med det forvaltningsretlige delegationsforbud, som tilsiger, at myndigheden ikke må uddelegere myndighedskompetence til udføreren (BUM-modellen). Flere af de forslåede organisationsformer vil betyde, at sagsbehandlerne får ansvar for et langt større lovkompleks på tværs af den nuværende fagopdeling. Det kan synes kontraindicerende set i forhold til mange års bestræbelse på at reducere regelmængden og synliggøre, hvor komplekst det er for sagsbehandlerne at følge med i de mange nye regler. For borgerne betyder det en risiko for, at myndighedsarbejdet bliver af ringere kvalitet med deraf følgende risiko for blandt andet mangelfuld vejledning og urigtige afgørelser, som bliver omgjort i ankesystemet.
”Relation frem for regler”
”Relation frem for regler” – variationer over denne slagordsagtige overskrift ses mange steder i midtvejsevalueringen. I et borgerperspektiv er det ikke rimeligt at stille begreberne op som hinandens modsætninger. Borgeren må have en berettiget forventning om, at myndighedssagsarbejderen skal mestre begge dimensioner – altså både kende til regelsættet og skabe en dialog med borgeren, der bygger på en god relation.
Jeg vil også nævne problemstillingerne om udveksling af oplysninger, som er velkendte. Ikke desto mindre er der grundlag for at fastholde opmærksomheden på dette – særligt i forhold til sager med udsatte borgere, hvor konsekvenserne af at give samtykke til deling af oplysninger kan have vidtrækkende konsekvenser.
Det mindst hensigtsmæssige udfald af det lovforberedende arbejde vil være, at der ikke tages stilling til de grundlæggende problematikker med den konsekvens, at problemstillingerne skal løses i praksis. Det kan potentielt betyde, at flere sager underkendes af Ankestyrelsen eller bliver genstand for kritik af Ombudsmanden eller tilsynet med kommunerne og regionerne.
Karen Elmegaard er cand.jur. og juridisk konsulent i Skive Kommune