LEDER: Vi skal ville noget med vores fag
"Hanne Reintoft var et forbillede for mig og min generation af socialrådgivere."
Den 20. januar mistede vi Hanne Reintoft – en af de mest markante skikkelser i socialrådgiverfaget. Hun blev 90 år, og selvom hun både var folketingsmedlem, radiovært, forfatter, Cavling-prisvinder og samfundsdebattør, så var hun først og fremmest socialrådgiver.
Hanne Reintoft var en af dem, der viste, hvor meget socialrådgiverne kan og vil med vores faglighed. Igennem næsten 30 år oplyste hun danskerne om deres rettigheder via DR’s sociale brevkasse, men hun strøg ikke altid borgerne med hårene, for hun glemte heller aldrig, at man som borger også har pligter og et eget ansvar.
Der er meget at sige om hendes liv og det aftryk, hun har sat. Hun var et forbillede for mig og min generation af socialrådgivere – og hun inspirerede ufatteligt mange til at træde ind i vores fag.
Spørger du mig, er den vigtigste lektie fra hendes virke dog, at vi hver især skal ville noget med vores fag og hele tiden forholde os til det.
Hanne Reintoft havde holdninger i metermål; til udviklingen af vores profession, til rammerne for vores arbejde og til borgernes vilkår. Hun insisterede på, at socialrådgivere ikke bare skal administrere systemer og følge regler, men at vi skal bruge vores faglighed til at skabe forandringer og forbedringer for de mennesker, vi møder i vores arbejde.
Den arv skal vi løfte, og det betyder også, at vi skal turde blande os.
Vi skal tage ordet, når debatten om jobcentrenes fremtid, unges mistrivsel og det specialiserede socialområde raser. Vi skal bruge vores faglige indsigt til at påvirke beslutningstagere og udfordre den økonomitænkning, der ofte skygger for den hjælp, borgerne reelt har brug for. For hvis ikke socialrådgiverne svinger taktstokken i socialrådgiverfaget og beriger debatten med vores perspektiver fra praksis, så lader vi andre sætte dagsordenen.
Igennem sit liv trådte Hanne Reintoft vejen, og nu er det op til os at gå videre ad den.
Æret være hendes minde.