København-erklæring på Kronborg – nyt om Menneskerettighedsdomstolen

JURASPALTEN: København-erklæringen slår fast, at Menneskerettighedsdomstolen er uafhængig og er den sidste instans – ikke medlemsstaterne. Men den giver også et vink med en vognstang til domstolen om at respektere medlemsstaternes synspunkter og at indgå i dialog.

Ord, ord, ord svarer Shakespeares Hamlet sin Ofelia, da hun spørger ham, hvad han læser. Scenen er henlagt til Kronborg Slot i Helsingør. Samme sted dannede i maj 2018 også ramme om ord, ord, ord – nu ikke læst af Hamlet, men vedtaget af Europarådets 47 medlemslande på foranledning af det danske formandskab. Det er den såkaldte København-erklæring, der er tale om. Da det oprindelige udspil blev lagt frem af den danske regering i august 2016, var der lagt op til et større opgør med Menneskerettighedsdomstolens ”dynamiske” fortolkningsstil – som har gjort det svært for medlemsstaterne at udvise kriminelle romaer, rumænere m.fl.

Det danske udspils formuleringer blandt andet om, at domstolen skulle have indskrænket kompetence på udlændingeområdet og respektere landenes forfatningstraditioner, blev i den debat- og forhandlingsfase, der fulgte, modificeret på baggrund af voldsom kritik. Det blev nu afgørende for Danmark at understrege betydningen af en stærk international retsorden og opbakning til de internationale konventioner.

Det blev gjort klart, at formålet med erklæringen er at styrke menneskerettighederne, at få alle lande til at rette sig efter domstolens afgørelser, og sikre den nødvendige finansiering i en tid, hvor store lande som Rusland og Tyrkiet ikke længere yder deres bidrag til Europarådets budget.

Der blev således fokus på Menneskerettighedsdomstolens problemer med at få behandlet sagerne (mere end 50.000 sager afventer at blive behandlet pt.), på domstolens overholdelse af nærhedsprincippet (princippet om subsidiaritet), hvorefter de nationale institutioners råderum skal respekteres, og på øget dialog mellem domstol og medlemsstater, herunder civilsamfundet.

Medlemsstater forventer mere dialog

Og nu ligger den vedtagne erklæring der. Den slår fast, at domstolen er uafhængig og er den sidste instans – ikke medlemsstaterne. Men den giver også et vink med en vognstang om medlemsstaternes forventning til domstolen om at respektere medlemsstaternes synspunkter og at indgå i dialog: ”Mindre domstols-dynamik – mere dialog, tak”.

Dialogen skal bl.a. sikres ved flere medlemsstatsinterventioner i sagerne og en ekspertkonference om domstolens praksis. Den endelige udformning af erklæringen kan ses som en erkendelse af, at menneskerettighedssystemet, som er bygget op de seneste mange årtier, er udfordret i disse år, og at det er nødvendigt at forholde sig til det politisk.

Mens der er generel enighed om betydningen af at gøre noget ved sagspuklen, har der været både kritikere og fortalere for understregningen af nærhedsprincippet og den øgede dialog med medlemsstaterne – er det utidig politisk påvirkning eller udtryk for en konstruktiv udvikling?

Idamarie Leth Svendsen er lektor på Professionshøjskolen Metropol