JURA: Rettelse af ”fejl” i barnets lov præciserer klageret
Hvis et barn over 10 år beder om at blive anbragt, og der på den baggrund hverken træffes afgørelse om anbringelse eller en støttende indsats efter barnets lov, kan barnet nu klage til Ankestyrelsen. Ændringen i loven er vedtaget for at undgå tvivl og skærpe barnets retssikkerhed.
Som berørt i en tidligere juridisk klumme i Socialrådgiveren nr. 3/23 har børn fået en række nye ”anmodningsrettigheder” i barnets lov. Det drejer sig blandt andet om retten til at anmode om at blive anbragt uden for hjemmet efter lovens § 48. Bestemmelsen har imidlertid allerede givet tvivl i praksis og ført til en lovændring i marts 2024 (L 95). Navnlig spørgsmålet om barnets klageret, hvis kommunen vælger ikke at følge barnets anmodning, har ført til usikkerhed.
Med indførelsen af barnets lov kom der som noget nyt en udtrykkelig bestemmelse i § 48, som fastsætter, at et barn eller en ung har ret til at anmode kommunen om at blive anbragt uden for hjemmet.
Bestemmelsen indebærer en pligt for kommunen til at vurdere anmodningen konkret, men ikke en ret for barnet til at blive anbragt. Ifølge forarbejderne til loven skal kommunen vurdere, om der af hensyn til barnets eller den unges bedste skal igangsættes en børnefaglig undersøgelse (§ 20), som indeholder en beskrivelse af, om betingelserne for en anbringelse (§ 46 eller §47) kan anses for opfyldt.
Alvorligt bekymringstegn
Når barnet selv henvender sig og anmoder om en anbringelse, anses det for at være et alvorligt bekymringstegn, hvor der som udgangspunkt må antages at være behov for at træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse.
Bestemmelsen tager ikke sigte på situationer, hvor der er tale om almindelige generationskonflikter, der kan opstå, når unge gradvis frigør sig fra forældrene. Det er i alle tilfælde op til kommunen at vurdere, hvilken hjælp og støtte der er brug for.
Det præciseres i de oprindelige forarbejder, at ”En beslutning om ikke at anbringe et barn eller en ung er dermed en procesledende beslutning, som ikke kan påklages særskilt.” Dette udgangspunkt er ikke længere korrekt.
Ny klageret
For at ”sikre en tydelig retstilstand” er der i marts 2024 indsat en ny bestemmelse i § 48, stk. 2, som fastsætter, at træffer kommunen hverken afgørelse om anbringelse uden for hjemmet eller en støttende indsats, kan denne beslutning indbringes for Ankestyrelsen af barnet, som er fyldt 10 år. I forlængelse heraf er indsat et nyt stykke i § 145, som fastsætter, at beslutninger efter § 48, stk. 2, 2. pkt. kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven af barnet eller den unge, der er fyldt 10 år.
Lovændringen vedrører alene den situation, at kommunen ikke handler ved at træffe afgørelse om hjælp på baggrund af anmodningen.
I de tilfælde hvor kommunen på baggrund af anmodningen om anbringelse træffer afgørelse om at iværksætte en støttende indsats, men ikke anbringer barnet, vil kommunens afgørelse om den støttende indsats kunne påklages efter reglerne i § 144 og 145.
Ankestyrelsen vil i forbindelse hermed kunne tage stilling til spørgsmål i relation til barnets anmodning om anbringelse. Derimod vil barnet i sådanne tilfælde ikke særskilt kunne påklage, at kommunen ikke har truffet afgørelse om anbringelse.
Iværksætter kommunen en forebyggende indsats efter § 30, er der ikke tale om en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Her vil det dog være muligt for forældremyndighedsindehaveren og barnet over 10 år at klage over, at der ikke er iværksat en støttende indsats eller anbringelse efter § 32, 46 eller 47.
Det er præciseret i tilføjelsen til § 48, stk. 2, at reglerne om klage i § 144 i barnets lov finder tilsvarende anvendelse. Det samme gør § 25 i forvaltningsloven om klagevejledning.
Kommunen vil således skulle oplyse barnet eller den unge, der er fyldt 10 år, om at barnet eller den unge kan påklage kommunens beslutning, såfremt den ikke iværksætter hverken en anbringelse eller en støttende indsats.
Fakta om klageret
Det fremgår af § 145 i barnets lov, hvem der er klageberettiget, herunder at en række afgørelser blandt andet om støttende indsatser, valg af anbringelsessted og anbringelse med samtykke kan indbringes for Ankestyrelsen af børn, der er fyldt 10 år.
Det er tilføjet i stk. 4, at kommunens beslutninger efter § 48, stk. 2, 2. pkt. (dvs. om ikke at iværksætte støtte eller anbringelse) kan indbringes af barnet for Ankestyrelsen.
Formålet er at sikre, at Ankestyrelsen i disse sager kan tage stilling til barnets behov for støtte og herunder anbringelse. Barnet på 10 år vil ligeledes kunne klage over en afgørelse eller en støttende indsats, hvis det er uenig i den afgørelse, der er truffet.
Trine Schultz
Professor (mso) i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på børne- og ungeområdet