JURA: Kommunerne kan blive pålagt erstatningsansvar, hvis de ikke lever op til grundlæggende forvaltningsret
Udgifter til advokat eller anden professionel bistand er efter Ankstyrelsens vurdering hverken en nødvendig merudgift eller en rimeligt begrundet enkeltudgift. Men lever kommunen ikke op til grundlæggende forvaltningsretlige forpligtelser, så kan det udløse erstatning for udgifterne. Det fremgår af en landsretsdom.
Kommunerne har på det sociale område høje omgørelsesprocenter, hvilket eksempelvis fremgår af Danmarkskortet fra Social- og Indenrigsministeriet. På socialområdet generelt var omgørelsesprocenten for de ankede sager på landsplan 41 procent. i 2019.
I de omgjorte sager har kommunerne endda revurderet sagerne som led i remonstrationen. Det betyder, at det må antages, at der er sket fejl i flere sager end de, der er påklaget, da kommunen selv efter revurderingen ikke har opdaget de markante sagsbehandlingsfejl. Spørgsmålet er i forlængelse heraf, om borgerne kan få dækket advokatomkostninger eller omkostninger til dækning af professionel bistand.
I principafgørelse 116-13 anfører Ankestyrelsen, at den sikrede ikke kan få dækket sine udgifter til advokat i forbindelse med en arbejdsskadesag, idet der ikke er hjemmel til at få dækket udgifterne i arbejdsskadesikringsloven, og at ”baggrunden for, at der ikke er givet mulighed for at dække advokatudgifter, er, at arbejdsskademyndighederne er forvaltningsorganer, som er underlagt et undersøgelsesprincip”, som derfor er forpligtede til af egen drift at oplyse sagen tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse. I principafgørelse C-57-03 bruges enslydende argumenter i forhold til servicelovens § 100 om merudgifter og aktivlovens § 81 om enkeltydelser, hvor Ankestyrelsen lagde vægt på, at en administrativ myndighed har pligt til at belyse en sag fra alle sider og træffe afgørelse på grundlag af samtlige oplysninger (officialprincippet). Ankestyrelsen henviste endvidere til helhedsprincippet i retssikkerhedslovens § 5.
Advokatudgifter er således efter Ankestyrelsens vurdering hverken en nødvendig merudgift efter servicelovens § 100 eller en rimeligt begrundet enkeltudgift efter § 81 med henvisning til kommunernes grundlæggende forvaltningsretlige forpligtelser.
Vurdering af erstatningskrav
Virkeligheden er dog en anden, når kommunerne netop ikke lever op til de grundlæggende forvaltningsretlige forpligtelser. Derfor er det naturlige spørgsmål, om kommunerne er erstatningsansvarlige, hvis kommunerne ikke lever op til eksempelvis den grundlæggende forvaltningsret, og om en borger eksempelvis kan få dækket regningen til en advokat eller privat socialrådgiver.
Det korte svar er ja. I landsretsdommen FED 2013.140 havde en mor en hjemmeboende datter. Datteren var multihandicappet. Moren havde lidt et økonomisk tab på grund af kommunens mangelfulde sagsbehandling, da moren på grund af kommunens fejl havde antaget en advokat. I den konkrete sag fik moren en erstatning på 42.500 kr.
I byrettens dom lægges til grund, at der i sagen var flere afgørelser, hvor sagen ikke var fornødent oplyst, ikke var tiltrækkeligt begrundet, og der ikke blev foretaget fornøden partshøring.
Byretten anfører, at en sådan sagsbehandling kan være ansvarspådragende efter dansk rets almindelige erstatningsret, og at det i den foreliggende sag som følge af kommunens fejl har været påregneligt for kommunen, at borgeren måtte søge advokathjælp. Landsretten tiltræder byrettens begrundelse og lægger herudover vægt på, at kommunen ikke behandlede morens klage, førend advokaten rettede henvendelse, ligesom det lægges til grund, at kommunen på grund af advokatens henvendelse traf en midlertidig afgørelse, således at moren fik bevilget 15 timers aflastning. Ankestyrelsen kan ikke tilkende erstatning, og derfor skal kravet rejses ved domstolene, hvilket afskærer de fleste fra at rejse kravet.
Kommunerne har dog mulighed for at udbetale sådanne krav, hvis det er et tilstrækkeligt sikkert krav, ligesom de er forpligtede til konkret at vurdere dette, hvis borgeren kræver erstatning. Med de høje omgørelsesprocenter må det antages, at der i en markant del af sagerne i kommunerne vil være et erstatningskrav – så nu er det op til kommunerne at vurdere, om de skal betale ved kasse 1.
Hovedkonklusion
Kommunerne kan efter en konkret vurdering blive erstatningsansvarlige for de udgifter, som en borger påføres, hvis borgeren antager professionel bistand ud fra et behov, som skyldes kommunens sagsbehandlingsfejl.
Det må antages at være tilfældet i en markant del af sagerne med henvisning til de høje omgørelsesprocenter. Kommunerne er forpligtede til at vurdere, om de skal betale ved kasse 1, hvis en borger kræver erstatning.
Kommunerne har på det sociale område høje omgørelsesprocenter i de ankede sager:
- Omgørelsesprocenter på landsplan: 41 pct.
- Særlige bestemmelser på børnehandicapområdet: 51 pct.
- Særlige bestemmelser på voksenhandicapområdet: 46 pct.
Kilde: Danmarkskortet fra Social- og Indenrigsministeriet for 2019
Søren Blæsbjerg
Studielektor i Socialret ved AAU, Social Law Research Centre.
Forsker i socialforvaltningsret, med særlig fokus på udsatte-, handicap- og ældreområdet