Socialrådgiverne om Tranæs-anbefalinger: Vi savner fokus på faglighed og forebyggelse
Tranæs-udvalget vil tøjle de stigende udgifter på socialområdet med flere økonomiske hensyn. Det får kritik fra Dansk Socialrådgiverforening, der dog er positive over, at udvalget har fået øjnene op for potentialet i tidlige indsatser.
Stigende udgifter til det specialiserede socialområde var baggrunden for, at man i 2022 nedsatte et ekspertudvalg på socialområdet. Med VIVE-forsker Torben Tranæs i spidsen har udvalget gransket udviklingen, og deres endelige anbefalinger er nu klar.
– Selvom udvalget fremhæver betydningen af at arbejde forebyggende og helhedsorienteret, så kommer ønsket om at styre økonomien til at sætte dagsordenen i anbefalingerne. Det er bekymrende, lyder det fra Ditte Brøndum, som er næstforkvinde i Dansk Socialrådgiverforening.
Ekspertudvalget er blevet bedt om at levere svar på, hvordan man kan styrke den økonomiske såvel som faglige bæredygtighed på det specialiserede socialområde, men ifølge Ditte Brøndum kan det store fokus på økonomisk styrbarhed ende med at overskygge borgernes behov for hjælp:
– Meget tyder på, at udgifterne også stiger, fordi borgernes behov bliver mere og mere komplekse. Hvis den økonomiske styrbarhed prioriteres højere end deres ret til hjælp, så kommer nogle af vores mest udsatte medborgere til at opleve et tab af velfærd og livskvalitet.
Hun foreslår i stedet, at man investerer i forebyggende tiltag og giver socialrådgiverne bedre rammer:
– Udvalget vil give kommunerne flere økonomiske incitamenter til at investere i forebyggelse, og det er positivt, men det kræver også, at socialrådgiverne får tiden og rammerne til at komme tidligere på banen og tættere på borgerne. Det er umuligt i dag, hvor socialrådgiverne i mere end halvdelen af landets kommuner sidder med alt for mange sager.
– Vi ser socialrådgivere, som har ansvaret for op mod 80, 90 og 100 udsatte borgere. Det gør det umuligt at komme tæt på borgeren, sætte tidligt ind og følge op. Og det øger risikoen for, at borgernes støttebehov vokser sig større, mens de venter på hjælp, eller at kommunerne betaler for indsatser, som med fordel kunne være justeret eller afsluttet, forklarer Ditte Brøndum.