Inddragelse: ”Vi skal beskrive barnets problemer – ikke barnet som et problem”

Det kan helt sikkert kvalificere beslutninger og afgørelser i et sagsforløb, når barnet eller den unge har været inddraget i, er blevet lyttet til og har fået mulighed for at høre eller læse, hvad børne- og ungerådgiveren har skrevet i sagen, og kan genkende sig selv i beskrivelsen.

Sådan siger lektor Idamarie Leth Svendsen, som sammen med kollegaerne på Københavns Professionshøjskole lektor Mette Larsen og adjunkt Bettina Bruun Andersen har skrevet fagbogen ”Med barnet på skulderen. 9 skriftlighedsprincipper om at skrive sammen med og om børn i udsatte positioner”.

Og hun uddyber, hvorfor retten til inddragelse i den skriftlige del af sagsbehandlingen kvalificerer socialrådgiverens arbejde:

– Dels er socialrådgiveren sikker på, at det, han eller hun har hørt og skrevet, også er det, barnet sagde, og dels er prognosen for en positiv effekt af indsatsen bedre, når barnet eller den unge – og forældrene – forstår og er med på den forandring, der skal ske. Så på den måde burde vores principper for skriftlighed understøtte bedre sagsbehandling. Og det er jo særligt vigtigt på det sociale område, fordi vi har at gøre med det mest sårbare og svære i de børn og unges liv, og fordi det har så stor betydning for dem, hvad vi beslutter.

Vil kunne genkende sig selv

For godt et år siden trådte barnets lov i kraft med et klart signal: Børn og unge skal inddrages og have reel indflydelse på deres egen sag. Det kræver, at man som fagprofessionel har et klart fokus på inddragelse, ikke kun i samtalerne med børnene eller de unge, men også i den skriftlige dokumentation, som sagen rummer, og som følger dem gennem livet.

Netop det fokus er afsæt for bogen og de ni principper for skriftlighed, som er udviklet af Mette Larsen med bidrag fra Idamarie Leth Svendsen og Anne Homann Bjerregaard på baggrund interviews med ni tidligere anbragte og i dialog med de fire projektkommuner Lyngby-Taarbæk, Tårnby, Greve og Allerød fra ”Retten til din egen historie”.

Udover, at kravet om inddragelse nu er præciseret yderligere i lovgivningen, handler den skriftlige inddragelse også om grundlæggende rettigheder, hensynsfuld optræden og god forvaltningsskik, påpeger de tre forfattere, som også rejser rundt i landet og holder oplæg om principperne om skriftlighed og inddragelse af barnet.

– Hvis man spørger de børn og unge, som har oplevet at blive beskrevet i årenes løb, fortæller de, at det er vigtigt for dem at kunne genkende sig selv i det, som socialrådgiveren eller andre i systemet skriver om dem. At de oplever at være blevet set og forstået. Ved at inddrage dem, får de også en forståelse af, hvad der foregår omkring dem, mens det sker og ikke først år efter via aktindsigt – altså hvilke bestræbelser fagpersonerne har. For eksempel om ’samvær’ – hvad er det? ”Det er, at du skal se din far og mor og netværk på bestemte tidspunkter”, siger Mette Larsen.

– Ved at inddrage børnene i vores skriftlighed tydeliggør vi også, hvorfor vi træffer de beslutninger, vi gør, og hvem der har sagt hvad. Så det er en måde at tjekke, om vi har forstået det, der blev sagt. Det sikrer både gennemsigtighed og et mere systematisk sagsarbejde, som kan underbygge vores afgørelser. Og det er et mindset og børnesyn, jeg oplever, at vi gerne vil have som socialrådgivere, siger Bettina Bruun Andersen med afsæt i sin egen erfaring fra sin tid som socialrådgiver i praksis og tilføjer:

– Udfordringen er, at skriftligheden tjener mange formål for en socialrådgiver, eksempelvis dokumentation og rettidighed, og den foregår i forskellige sagssystemer. Derfor har det været en stor åbenbaring for mig at være med i projektet ’Retten til egen historie’ (se boks side 32, red.) og se, hvordan vi kan skrive på en måde, som også er i respekt for barnet. Fordi det ikke er i uoverensstemmelse med vores øvrige socialfaglige disciplin, men der er bare ikke lige så stor fokus på skriftligheden i arbejdet.

”Helle er et dovent barn”

I bogen udfolder og konkretiserer forfatterne de ni principper for skriftlighed ét for ét med eksempler og tilhørende lovgivning. Principperne handler både om at inddrage børn og unge helt konkret i den skriftlige dokumentation i sagen, om at være opmærksom på måden, barnet beskrives på, så problemet adskilles fra barnet selv, og om at adskille observationer fra vurderinger. Derudover at skrive så neutralt som muligt, at tydeliggøre, hvem der har skrevet teksten, hvor oplysningerne kommer fra og i hvilken kontekst, hvad formålet med teksten er, og at gøre den så forståelig som muligt for barnet og familien.

Principperne bygger blandt andet på beretninger fra ni tidligere anbragte, som i Mette Larsens bog ”Blikke fra dem du skriver om – børn og unges aktindsigt” fortæller, hvordan de har oplevet måden, professionelle har beskrevet dem og deres familie på, efter de har læst deres sagsakter:

”Helle er et dovent barn”. ”Helle er vanskelig”. ”Helle gider ikke”. ”Helle kan ikke”. ”Helle er udadreagerende, vred”. Og det står meget alene. Så der bliver ikke tilføjet – hvad betyder det at være vred … Det er bare sådan – er vred. Og så kan man tolke ud af det … Men der bliver ligesom kun sagt det. Vanskelig … og på den måde, når man læser det, ser man kun – der bliver tegnet et meget negativt billede af et ubehageligt barn. Men der bliver ikke skrevet – hvorfor er hun sådan her?”.

Brug citater fra børnene

En måde at inddrage barnet og give det en stemme i det skrevne er for eksempel ved at citere barnet direkte, som det er gjort her i et uddrag fra et referat af en børnesamtale i en kommune på baggrund af en underretning med mistanke om overgreb. Eksemplet er fra bogen:

”Rådgiver spørger, om der er andre, der kan blive vrede hjemme hos Tobias. Tobias svarer: ”Min mor.” Rådgiver spørger, hvornår hans mor kan blive vred. Tobias siger: ”Det var i forgårs, hvor hun skubbede mig ind i væggen; jeg er stadig øm fra det … og jeg faldt, da hun skubbede mig ind i væggen.” Rådgiver spørger, hvornår hans mor ellers er blevet vred, og Tobias svarer:

”Det er nok to måneder, siden hun sidst gjorde noget”.

Forfatterne anbefaler også, at ”det i nogle tilfælde kan være en god idé at lade barnet sidde ved siden af den professionelle, mens der skrives, så barnet ikke sidder over for rådgiverens skærm med en oplevelse af ikke at vide, hvad der bliver skrevet. I nogle tilfælde kan man også lade barnet selv skrive med”, som de skriver i bogen.

Tidskrævende at skrive børnevenligt

Men hvad er de største udfordringer, kommunerne står over for, når de skal inddrage børn og unge i den skriftlige dokumentation af deres egne sager?

– Det starter jo allerede på uddannelsen. Det er vigtigt, at de studerende på både pædagog-, lærer- og socialrådgiveruddannelsen lærer, hvordan de kan skrive respektfuldt om problemer i andre menneskers liv. Og her er et lille, men vigtigt greb, at de skriver, hvad deres indtryk eller vurdering er – ikke hvordan barnet eller familien er. For det kan de jo aldrig med sikkerhed vide, siger Mette Larsen.

Dog kan Idamarie Leth Svendsen være bekymret for, at inddragelse i skriftlighed ’bare’ bliver endnu en ting på listen over alle de andre ting, socialrådgivere skal overholde.

– Derfor vil vi meget gerne lægge op til, at politikerne i de forestående forhandlinger om fremtidens ungestøtte (som en del af aftalen om Børnene Først, red.) får med som et vigtigt element, at der skal være ressourcer til, at unge ved overgangen til voksenlivet får et tilbud om at få indsigt i deres børnesag. Og hjælp til at forstå forløbet, mulighed for at stille spørgsmål og for at give deres tilbagemelding, siger hun og suppleres af Bettina Bruun Andersen:

– Som offentlig myndighed har vi journalpligt, og det er vores ansvar, hvad der kommer til at stå i journalerne. Så på den måde er de ni principper ikke rocket science, men nærmere en manifestation af den socialfaglighed, der findes på børne- og ungeområdet. Jeg vil dog ikke negligere, at det kan være tidskrævende at skulle gøre noget på en ny måde.

Hvad kræver det af kommunerne at implementere de ni skriftlighedsprincipper i praksis, og hvilke organisatoriske ændringer kan være nødvendige?

– I Lyngby-Taarbæk Kommune har ledelsen på børneområdet besluttet, at man ikke må underskrive sig ’ut’, hvis der er tale om en enkeltperson som afsender. Afsenderen skal være tydelig. Men der kan være forskellige holdninger til det i en gruppe af medarbejdere, og derfor kræver det ledelsesmæssige beslutninger at ændre praksis. Det kan også kræve konkrete ændringer i skabeloner – det er ikke nok at have en rubrik til sidst i dokumentet: ’Er barnets holdning blevet tilvejebragt – ja/nej?’, pointerer Mette Larsen.

Barnets stemme skal med

Kan der være et dilemma i, at socialrådgiveren vil skrive noget, som barnet ikke ønsker skal med, men som har betydning for den afgørelse, socialrådgiveren vil indstille til?

– Barnets kommentarer skal med. Det er en del af samtalen, at man har drøftet med barnet, hvad man skriver, og at det er skrevet ind for eksempel som citater. Så det handler om at forklare barnet, at vi som myndighed har nogle regler og hensyn, vi arbejder efter, og at vi derfor kan være nødt til eksempelvis at beskrive problemer i barnets liv, som de er, fordi det har betydning for den støtte, vi vurderer, barnet eller familien skal have. Men de her børn er jo netop vokset op i noget, som er meget svært, og de har brug for, at vi ser de problemer, de har. ”Hvorfor tog de ikke mine selvmordsforsøg alvorligt, men skrev ’suicidalforsøg’ i anførselstegn”, som en unge pige beskriver det, siger Mette Larsen.

– Vi lægger ikke op til, at man ikke må beskrive problemer. Vi er netop sat i verden for at beskrive og handle på problemer, som de er. Det handler om ikke at gøre barnet til problemet. Derfor handler det om, hvordan man skriver det, siger Bettina Bruun Andersen.

Skriv i du-form

De tilbagemeldinger, forfatterne har fået fra kommunerne i projektet Retten til sin egen historie (se boks, red.) bekræfter også, at socialrådgiverne selv oplever en stor forskel, hvis de vælger at skrive direkte til barnet i du-form, fortæller Mette Larsen.

– ”Jeg har i dag afholdt en børnesamtale med dig. Du fortalte sådan og sådan…”. Den form har nærmest en revolutionerende effekt, fordi det kræver en særlig omtanke. Det er svært at skrive: ”Du mangler empati”.

Bettina Bruun Andersen tilføjer:

– For mig at se hviler den nye skrivemåde på en idé om et tidssvarende børnesyn, hvor vi forstår børn og unge som aktive subjekter i deres egen tilværelse og sag. Så det er i virkeligheden et stort spørgsmål: Hvad gør det ved børn og unge at blive sat i den position at være aktive subjekter? Men vi kan i hvert fald se fra Mette Larsens første bog, at det er betydningsfuldt for unge ikke at blive opfattet som dem, der er problemet og bærer ansvaret. Men det betyder også noget ikke at være usynlige. Det gælder i den samlede børnesag, fordi der jo er mange på tværs af systemet, som skriver om et barn i en social sag.

---

De 9 skriftlighedsprincipper

Formålet med de ni skriftlighedsprincipper er at guide fagprofessionelle til at skrive respektfuldt og sagligt om, sammen med eller til børn og unge i sårbare og udsatte positioner.

1. Inddrag børn og unge i dokumentationen, så de har en reel ­medindflydelse på, hvad der bliver skrevet om dem.
2. Vær særligt opmærksom på, ­hvordan du skriver om børn og unges udfordringer og problemer, og sørg altid for at adskille problemer fra person.
3. Tydeliggør, hvem der er tekstens afsender.
4. Tydeliggør, hvad og hvem du baserer dine oplysninger om barnet/den unge på.
5. Vær opmærksom på forskellen mellem observationer og vurderinger.
6. Tydeliggør konteksten (den situation, noget udspiller sig i).
7. Skriv kort, og tydeliggør formålet med det skriftlige dokument – hvad det skal bruges til, og hvem der kommer til at læse det.
8. Skriv neutralt, og sørg for, at dine egne (negative) følelser ikke skinner igennem.
9. Undgå fremmedord, og forklar fagtermer og lovparagraffer, så teksten bliver forståelig for modtageren.

Principperne findes også på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside, hvor du desuden kan finde andre redskaber til inddragelse: sbst.dk

» Kilde: Fra bogen ”Med barnet på skulderen. 9 skriftlighedsprincipper om at skrive sammen med og om børn i udsatte positioner” af Mette Larsen, Idamarie Leth Svendsen og Bettina Bruun Andersen, Akademisk Forlag 2024.

---

Hvordan inddrages børn fra 0 til 6 år?
Det kan du læse mere om på Socialstyrelsens videnstema: sbst.dk/

---

Barnets lov om inddragelse
Barnets lov § 5, stk. 3. Barnets eller den unges holdning og synspunkter skal tilvejebringes og inddrages løbende ved samtaler og anden direkte kontakt, inden der træffes beslutninger eller afgørelser efter loven om barnets eller den unges forhold.

Inddragelse og samtaler kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.

---

Projekt ”Retten til sin egen historie”
Københavns Professionshøjskole har sammen med Danmarks Forsorgsmuseum, Rigsarkivet og TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte fået penge fra finanslovens SSA-reserve, Augustinus Fonden og Louis Hansen Fonden til udviklingsprojektet ”Retten til sin egen historie” om ret til aktindsigt i egne børnesager.

En vigtig del af projektet handler om, hvordan kommuner kan forbedre kvaliteten af den skriftlige dokumentation, som antropolog Mette Larsen er projektleder for. Fire kommuner – Tårnby, Lyngby-Taarbæk, Allerød og Greve – har via projektet fået gratis opkvalificeringsforløb for medarbejdere, som skriver om børn og unge i børnesager.

» Læs mere på rettentilegenhistorie.dk