Inddragelse: Sådan inddrager vi barnet i den skriftlige dokumentation
Vi har spurgt tre socialrådgivere, hvordan de inddrager barnet eller den unge i den skriftlige dokumentation af deres sag – og om fordele og udfordringer.
”Jeg citerer både mig selv og den unge”
Sille E. Jensen, børne- og ungerådgiver, Socialforvaltningen, Københavns Kommune. Arbejder med børn og unge fra 8-23 år:
– Inddragelsen af børn og unge i mit skriftlige arbejde er supervigtigt, fordi det jo er deres sag og dem, jeg skriver for, så de skal kunne genkende sig selv. Der er forskel fra barn til barn på, hvordan og hvor meget de har lyst til at blive inddraget, og hvad de kan aldersmæssigt. Til de mindre børn har vi visuelle materialer og for eksempel en stopknap, hvis man ikke har lyst til at tale længere.
– Nogle unge skriver selv på min computer, enten ved at svare på nogle spørgsmål, jeg har formuleret på forhånd, eller som noter. Så bliver det i deres sprog: ”Ya, jeg er vild med at gå til fodbold”. Nogle vil hellere sidde ved siden af mig og se, hvad jeg skriver ned, mens andre helst vil sidde over for mig. Uanset hvordan vi gør det, læser jeg altid op til sidst i mødet, hvad jeg har skrevet, og prøver at skrive det så tæt på deres sprog som muligt.
– Jeg har kollegaer, der arbejder med de yngre børn, som kan skrive referaterne direkte til barnet. For eksempel: ”I dag har jeg talt med din mor om, at det vil være godt, hvis du kom mere i børnehave”. Så hvis barnet en dag søger aktindsigt, fremgår det, hvad vi talte om. De har også brugt det at skrive et børnebrev til børnene på forhånd om, hvorfor vi gerne vil komme og tale med dem.
– Jeg oplever, at det er kommet et meget større fokus, også ledelsesmæssigt, på skriftligheden hos os. Mette Larsen og Idamarie Leth har været her for at fortælle om de 9 skriftlighedsprincipper, så vi arbejder med at udvikle vores måde at skrive på. For tre år siden skrev jeg stadig ’ut’, i dag citerer jeg både mig selv – ”Sille siger: …” – og den unge i mine referater. Men det kræver, at man lige tænker sig om, når man har været vant til at skrive på en bestemt måde i mange år.
”Det øger de unges tillid til systemet”
Yasmin Ali, socialrådgiver, Familierådgivningen, Beskæftigelses– og Socialforvaltningen, Odense Kommune. Arbejder med unge fra 15-23 år.
– Hvis de unge har ressourcer og lyst til det, giver jeg dem computeren, så de får lov at skrive undervejs. Det er ikke mig, som sidder og skriver en masse vurderinger hen over hovedet på dem. Når de bliver hørt, anerkendt og medvirker i sagsbehandlingen, får de reelt en stemme. Det øger også deres tillid til systemet, fordi sagsarbejdet bliver mere transparent, og det giver færre konflikter og skaber mere bæredygtige løsninger.
– Der kan være udfordringer i, hvad jeg vurderer som vigtigt, og hvad de unge fokuserer på. Så siger jeg: ”Nu skriver du, så tilføjer jeg, så mine synspunkter kommer med”. Sidst på mødet har jeg altid et punkt, hvor vi gennemgår, hvad der er blevet skrevet, så der ikke er nogle misforståelser. Og jeg sender også altid en dagsorden ud inden et møde med et felt, hvor de kan komme med rettelser. Referatet af det seneste møde er skrevet ind i dagsordenen.
– Med barnets lov har vi ændret vores breve, så vi nu skriver til de unge i du-form, og vi bruger lang tid på at formulere vores faglige vurderinger, så de kan forstås af børn og unge.
”Jeg skriver altid mine journalnotater i du-form”
Heidi Marie Hansen, handicapkoordinator, Borgerservice – Social og Beskæftigelse, Allerød Kommune – en af projektkommunerne i ”Retten til egen historie”. Arbejder med unge fra 16 år, som har et handicap eller en diagnose som ADHD, autisme eller angst.
– Min opgave er at forberede og støtte den unge i overgang til voksenlivet. Derfor arbejder vi i mit team både med den unges social- og beskæftigelsessag, så der er en helhedsorienteret sagsbehandling.
– Jeg både skriver og taler altid til den unge og inddrager i det omfang, den unges kognitive ressourcer er til det. Selvfølgelig har forældrene også en stemme og kender den unge rigtig godt, men for mig er det vigtigt, at den unge bliver klædt på til selv at kunne overtage dialogen efter sin 18 års-fødselsdag.
– Gennem projektet ”Retten til egen historie” er vi blevet undervist i de 9 principper om skriftlighed, og det har skærpet mit fokus på at undgå fagsprog og forkortelser, på hvilke ord jeg bruger, hvem jeg skriver til, og hvorfor jeg skriver. Jeg prøver at undgå at bruge skærm til møderne for at være nærværende: Jeg tager skriftlige noter, som jeg forklarer den unge, at jeg skriver ind i handleplanen ’Min plan’ efter mødet og sender til gennemlæsning. Nogle gange arbejder jeg også sammen med den unge om noterne, for eksempel på et større stykke papir.
– Jeg skriver altid mine journalnotater i du-form, og jeg sørger også for tydeligt at skrive, hvem der har sagt hvad, og hvem eller hvor jeg har eventuelle andre informationer fra. Jeg giver aldrig udtryk for ’synsninger’ eller holdninger, men holder mig til observationer. Jeg skriver, hvad der retteligt er blevet sagt, så hvis der er forskellige oplevelser eller udfordringer, er det klargjort, hvem der mener hvad.