Hvorfor siger du ikke bare op eller nedlægger arbejdet?

Spørgsmålet om ytringsfrihed og vores mulighed for og vilje til at kritisere uetisk og fagligt uforsvarlig praksis er igen kommet i fokus. Senest er sagsbehandlerne på Jobcenter Lærkevej i København blevet kritiseret for ikke at gøre oprør mod de dårlige arbejdsforhold, som betyder, at de har ansvaret for op mod 220 borgere hver.

Det er en nødvendig debat, og bør nærmest være et obligatorisk modul i enhver professionsuddannelse. Generelt er vi pressede af nedskæringer og øgede krav – og samtidigt oplever mange, at der ikke er en kultur på jobbet til åbent og trygt at diskutere møgsagerne, tidspresset og alvorlige problemer med servicen til borgeren. Det er en situation, som kan give os stress og i sidste ende føre til udbrændthed og resignation.

Det bliver vi nødt til at tage hånd om – og derfor bliver vi også nødt til at tale åbent om det. De kerneydelser, som vi leverer, skal være fagligt forsvarlige, og det skal sikres, at borgernes rettigheder varetages. Vi er i en hverdagspraksis, som er stærkt reguleret og typisk underlagt stramme budgetter, som skal overholdes. Ud over at skulle udmønte den gældende lovgivning er vi også underlagt en ’administration’  med omfattende og tidskrævende dokumentationskrav. Med andre ord befinder vi os i det berømte, men nogle gange helt umulige krydspres.

På beskæftigelsesområdet og i særdeleshed i jobcentrene står vi aktuelt som en voldsomt udskældt faggruppe – hvor vi i medierne kan se os selv være under massiv kritik for vores arbejde med de mest udsatte grupper – de syge og dem med komplekse vanskeligheder ud over ledighed.

Mange røster i den offentlige debat anlægger et stærkt individualiseret syn på socialrådgiverens virke, motiv og samvittighed – og har den holdning, at den eneste løsning må være, at enhver socialrådgiver i jobcentret med respekt for sig selv og sin faglighed skal protestere med arbejdsnedlæggelse – eller simpelt hen sige op.

Så hvorfor gør vi ikke det? Jeg kan kun svare for mig selv. Efter mange år i praksis er det fortsat min overbevisning og erfaring, at vi er en faggruppe, som har en kolossalt meningsfuld og faglig berettigelse på beskæftigelsesområdet. Så når noget skal kritiseres, forandres og kvalificeres – for det skal det – så ligger det dybt i mit socialrådgiver-DNA at blive på den brændende platform. Insistere på faglig dialog og bedst muligt prøve at kvalificere og oplyse om det grundlag, som beslutningerne træffes på.