Hvor oplever du de største udfordringer på handicapområdet?

Vi har spurgt fem socialrådgivere om, hvad de oplever som de største udfordringer på handicap­området. Tre af dem har som forældre til et barn med handicap også erfaringer fra den anden side af bordet.

Retssikkerheden halter gevaldigt

Henriette Schytz, socialrådgiver i jobcenter, Vejle Kommune, mor til to voksne børn med handicap

– Den manglende retssikkerhed begrundet i kommunernes pressede økonomi er et kæmpe problem. Vi har selv oplevet som familie, hvordan sagerne ikke bliver tilstrækkeligt belyst, og vores voksne børns støttebehov ikke bliver ordentligt vurderet – men udelukkende på et overordnet niveau. Man er ligeglad med frister, og når Ankestyrelsen laver hjemvisninger, så gør kommunen ikke, hvad Ankestyrelsen beder dem om.

– Det virker som om, at kommunen springer over, hvor gærdet er lavest. De trækker sager i langdrag, og det føles som om, at borgeren ikke bliver betragtet som et menneske, men som en sag.

– Samtidig fungerer sagsbehandlingen alt for meget i kasser, og som borger med handicap skal man helst passe i den mindste kasse. Ingen tager ansvar. Ringer vi til vores datters bosted, henviser de til kommunen, og når vi så går til kommunen, henviser kommunen til bostedet.

– Her under og efter corona har bostedet fået mere og mere karakter af opbevaring. Hun er rigtig meget i sin egen lejlighed, og det minder snart om en institution tilbage fra Åndssvageforsorgens tid.


De mange besparelser udfordrer

Lena Skovgaard, socialrådgiver i Myndighed-Social, Holstebro Kommune, mor til et barn med handicap

– Det er en kæmpe udfordring, at politikere ser borgere med handicap som et dyrt problem. Siden 2015 har vi i Holstebro arbejdet efter en investeringsstrategi med afsæt i DS’ vejledende sagstal og med fokus på seks årlige opfølgningsmøder. Jeg arbejder 25 timer, og med et sagstal på 45 oplever jeg ikke, at min faglighed bliver presset af økonomiske hensyn.

– Helt anderledes er det i min bopælskommune, hvor min datter går på specialskole. Gennem årene har vi og andre borgere oplevet fejl på grund af alt for høje sagstal. Der er konstante besparelser på handicapområdet, hvor man senest har lagt en autismeskole sammen med et andet specialskoletilbud, og i den forbindelse nedlagt 10 stillinger, så der nu er en fysioterapeut til 220 børn.

– Det har ført til tilbagegang på flere børns motoriske udvikling, og nogle børn begynder pludselig at savle, fordi der også er afskediget talepædagoger.

– Besparelser er en udfordring, overgange i den sociale lovgivning fra barn til voksen en anden. Det samme er lovgivningskravene til jobcentrene, hvor borgere med handicap oplever meningsløse ressourceforløb og praktikker.


Mangler beslutningskompetence

Camilla Grann, specialpæda­gogisk konsulent i VISS – Videnscenter Sølund Skanderborg, mor til barn med handicap

– Før jeg begyndte i VISS, havde jeg 17 års erfaring fra handicapområdet i det kommunale system, og en af de helt store udfordringer er befolkningens og politikernes syn på mennesker med handicap. Det er en minoritet, som kun få interesserer sig for, så selv om der hele tiden skæres i tilbud til borgere med handicap, og vilkårene bliver dårligere, er der ikke ret mange, der bekymrer sig.

– Samtidig er det et stort problem, at al egenkompetence er taget fra socialrådgiverne. Beslutningskompetencen på handicapområdet ligger i dag på ledelsesniveau i myndighedsudvalg – altså langt væk fra den enkelte borger. Det stiller enormt store krav til både kendskab til borgeren og formuleringsevner hos den enkelte socialrådgiver at formidle ofte meget komplicerede og også modsatrettede behov videre til et udvalg.

– Som forælder til et barn med handicap har jeg ofte fået afslag på ydelser. Rådgiveren, der skulle hjælpe og støtte, virker til at bekymre sig mere om at passe på kommunens penge og kigge på, hvor langt ned i serviceniveau man kan komme, inden Ankestyrelsen siger stop.


Tillidskløft mellem borgere og kommuner

Bente Elton Rasmussen, socialrådgiver på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, Aarhus. Formand for Faggruppen Handicap i DS

– Der er mange udfordringer på handicapområdet; faglige, økonomiske og sagsbehandlingsmæssige, men en meget stor udfordring er desværre tillidskløften mellem borgere og kommuner.

– Der er tvivl fra borgerne, om de får den rigtige vejledning og hjælp. De er bekymrede for at tage kontakt og har stor mistillid. Så en betydelig del af mit arbejde går med at afmystificere og vejlede vores patienter om, hvordan de rent faktisk samarbejder med kommunen. Nogen tilbageholder fejlagtigt relevante oplysninger, fordi de oplever kontakten som en kamp og et strategisk spil, hvor kommunen forsøger at spare flest penge.

– En anden udfordring er de mange forskellige sagsbehandlere, som borgere med handicap kan have. Samtidig fylder det rigtig meget for vores ældre polioramte, at de pludselig får afslag på ydelser, de har fået i rigtig mange år, når de ikke oplever, at der er sket ændringer i deres situation. For eksempel på udskiftning af handicapbil. Ændringer der så kan virke økonomisk motiveret.


Brug for mere viden

Vibeke Larsen, selvstændig handicapkonsulent og socialrådgiver i Cystisk Fibrose Foreningen

– Rigtig meget viden gik tabt med kommunalreformen, hvor mange af amternes specialiserede tilbud blev lukket ned, og siden er området blevet endnu mere komplekst. Før kommunalreformen tog den amtslige specialrådgivning automatisk fat i borgere med handicap. De rådgav om rettigheder, rette tilbud med mere. I dag skal familierne, som kun lige hænger i med neglene, ofte selv finde ud af det hele. Der er ofte lange sagsbehandlingstider, de får ofte nej – et kæmpe problem.

– Samtidig har vi en lovgivning, hvor skøn fylder meget. Det har mange fordele, men for at lave et reelt skøn skal man også have både viden, erfaring og ikke mindst tid til at lave en reel vurdering, som bygger på samarbejde, dialog og reel inddragelse af familien og barnet. Derudover er det vigtigt med supervision og ledelsesmæssig opbakning, men kommunernes økonomi er presset af besparelser, et højt sagstal og hele sektoransvarlighedsprincippet, hvor man ofte skubber udgifterne rundt mellem kommunale forvaltninger og regionen, mens borgeren står tilbage uden den rette hjælp.