”Hvis man sparer på bureaukratiet, er det fint med mig”

Hun er åben overfor at gentænke beskæftigelsesindsatsen, men efterlyser klare og bedre bud fra regeringen. Både borgere og kolleger er bekymrede over uvisheden. Mød Rikke Troelsen, der er fællestillidsrepræsentant i Jobcenter København

”Hvis man sparer på bureaukratiet, er det fint med mig”

Foto: Lisbeth Holten

Vi laver faktisk meget godt arbejde i jobcentrene, men vi er blevet kritiseret i rigtig mange år. Jeg arbejder med de unge ballademagere, som jeg kalder dem. Det er dem med pletter på straffeattesten, som ofte bevæger sig i bandemiljøet. Vi kører rundt i alle landets fængsler og besøger de københavnske indsatte og laver uddannelses- og jobplaner med dem.

Jeg kan godt lide at arbejde med de udsatte målgrupper. En af mine første opgaver som nyuddannet 25-årig var at prøve at komme i kontakt med dem, der hang ud på Enghave Plads, drak, måske tog stoffer og ikke rigtig var i systemet. Jeg synes, det var en fed opgave, men også grænseoverskridende.

Brænder for de udsatte

Jeg har nogle gange hjulpet med jobparate, hvis kollegerne skulle have en hånd med en arbejdspukkel. Men det bliver tydeligt for mig, at det er de udsatte, jeg brænder for. Jeg kan rigtigt godt lide at bygge en relation, hvor det på forhånd ser vanskeligt ud.

De unge har en masse udfordringer udover pletter på straffeattesten, og de har ofte ikke en uddannelse, og nogle har ikke engang gennemført folkeskolen. Det er ikke noget, der bare lige lykkes. Så man lever højt på det længe, når man får en i uddannelse eller arbejde. De er også så taknemmelige, når de bliver hjulpet ud af miljøet og videre.

Kolleger ramt af kritik

Selv om vi som nævnt laver meget godt arbejde, har borgerne i ­København demonstreret imod os medarbejdere, og retorikken har været hård.

Mine kolleger har gjort alt det, de skulle i henhold til lovgivningen, men nogle har – enten konstant eller i perioder – alt for mange sager. Vi havde også en borgmes­ter, der kritiserede os, ligesom vi har kommunalpolitikere, der ville flytte beskæftigelsesindsatsen over til socialforvaltningen.

Jeg kan se, at nogle af mine kolleger bliver hårdt ramt af kritikken. Jeg tror, jeg selv er blevet lidt immun. Jeg tænker, at noget af det vigtige er, at man også lytter til kritikken. Den kommer ikke af ingenting. Jeg har været nysgerrig, og jeg har mødtes med nogle fra ”Jobcentrenes ofre” og har prøvet at lave workshops og møder for at blive klogere på, hvad borgeren oplever.

Jeg er ikke så bekymret for, at regeringen vil gentænke beskæftigelsesindsatsen, men jeg har svært ved at se, hvor man kan spare 3 milliarder kroner. Hvis man vælger at spare på de mange proceskrav, dokumentationskrav og bureaukrati, som vi er underlagt, så vil det være fint med mig. Men jeg synes, at der mangler klare og bedre bud på, hvad man vil gøre anderledes? Med udspillet ’Tilliden tilbage – udspil til en ny og målrettet beskæftigelsesindsats’ er DS faktisk kommet med et godt bud på, hvad der skal til.

Her og nu har jeg borgere, der er bekymrede for, hvad der skal ske med dem, og også kolleger, der er ret bekymrede. Nu må vi vente og se. Det gavner ikke nogen at stresse unødigt.”


CV Rikke Troelsen
41 år, København

  • 2017 – Valgt som fællestillidsrepræsentant i Jobcenter København
  • 2015 – Valgt som tillidsrepræsentant
  • Siden 2013 – Arbejder i Jobcenter København/Unge­centeret
  • 2007 – Københavns Kommune, Voksenhed i Hjemløseenheden
  • 2007 – Uddannet fra Den sociale Højskole i København

Fremtidens beskæftigelsesindsats
Regeringen vil nedlægge jobcentrene og samtidig spare tre milliader kroner på beskæftigelsesområdet inden 2030. Dansk Socialrådgiverforening lancerede allerede i september et udspil til et nyt beskæftigelsessystem, som giver plads til socialrådgivernes faglighed og det enkelte menneskes ønsker og behov.

» Læs DS’ udspil på socialraadgiverne.dk/tillidentilbage