Guiden: Værn dig mod digital chikane

Som frontpersonale er socialrådgivere særligt udsatte for chikane på sociale medier og digitale tjenester. Din arbejdsplads skal beskytte dig mod chikane, men du kan også selv gøre noget. Især på dine sociale medier.

Begræns adgangen til din profil

Mange har vennerne i tankerne, når de laver et opslag på Facebook eller andre sociale medier, men alle kan se med, når du skriver, hvem du stemmer på eller lægger billeder ud af dig selv i festligt lag. Det kan få borgere til at tvivle på, om du er den rette til at tage sig af deres sag, og de kan få skyts imod dig i en konflikt.

  • Opfør dig på de sociale medier som du gør på jobbet og i det offentlige rum.
  • Overvej om du har brug for hemmelig adresse og telefonnummer.
  • Begræns deling af private oplysninger: Det behøver ikke stå offentligt på din profil, hvor du bor, hvem du er gift med eller hvad dine børn hedder.
  • Som offentligt ansat er du underlagt et krav om værdighed, så borgerne kan have tillid til dig, så overvej nøje, hvad du skriver om dit arbejde.
  • Lad være med at være ven med dine borgere på sociale medier.
  • Opret eventuelt en arbejdsprofil med din professionelle identitet: Uddannelse og job, som du kan henvise til, hvis det er relevant for jeres samarbejde. Så signalerer du, at relationen er professionel.

Ny lov mod digital chikane

En ny og skærpet lov mod chikane trådte i kraft i februar 2026 efter flere års pres fra blandt andre Dansk Socialrådgiverforening. Ifølge den nye lovgivning må man fremover ikke uberettiget kontakte, forfølge eller på anden måde chikanere offentligt ansatte i anledning af deres hverv. Der er:

  • Mulighed for at dømme også enkeltstående episoder af digital chikane. Tidligere skulle chikanen være særlig grov eller gentagen for at kunne retsforfølges.
  • Ret til sletning. Efter dom kan krænkende opslag nu pålægges fjernet – noget der tidligere var næsten umuligt.

Kilde: Straffeloven §119a

I det daglige arbejde

  • Vær særlig opmærksom på sager, hvor du fornemmer, at samarbejdet med borgeren kan ende i problemer. Forklar tydeligt, hvordan borgeren kan bruge klage- og ankesystemerne.
  • Skriv i journalen, hvis der er optakt til trusler om, at du bliver hængt ud på internettet eller lignende.
  • Del dine bekymringer med din leder og dine kolleger og få ideer til at forebygge eller bremse en konflikt, så du kan genoprette en god dialog med borgeren. Måske skal I invitere til et møde, hvor I lytter til borgerens klagepunkter, fjerner misforståelser og afstemmer forventninger for samarbejdet.
  • Foreslå eventuelt, at borgeren får en anden sagsbehandler, så der kan begyndes på en frisk.
  • Undgå så vidt muligt at lade dig påvirke følelsesmæssigt. En negativ ytring om dig siger måske mere om afsenderen end om dig.

Hvis du bliver hængt ud

  • Hvis du bliver hængt ud på internettet så gem beviser, for eksempel ved at printe, tage foto eller screendump af krænkelsen.
  • Afhængig af hvor alvorlig hændelsen er, bør den enten registreres som en nærved-ulykke, så arbejdsmiljøorganisationen kan følge op med forebyggelsesinitiativer, eller anmeldes som en arbejdsulykke (kræver enten sygefravær eller behandlingsudgifter).

Arbejdspladsens ansvar

  • Ifølge ’Bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø’ er arbejdspladsen forpligtet til at forebygge risikoen for arbejdsrelateret vold uden for arbejdstid, herunder trusler og krænkelser som fremsættes digitalt.
  • Ifølge ’Aftalen om trivsel og sundhed i kommuner og regioner’ skal man i MED-udvalget aftale retningslinjer for, hvordan arbejdspladsen forebygger, identificerer og håndterer arbejdsrelateret vold – herunder digital chikane – i og uden for arbejdstiden.

Digital chikane betragtes som vold

Arbejdstilsynet definerer digital chikane som psykisk vold, der kan have konsekvenser for helbredet. Arbejdsgiveren skal sørge for at reducere risikoen og alvorligheden af episoder mest muligt.

» Læs mere om at forebygge og håndtere digital chikane på socialraadgiverne.dk/udhaengning.

Risiko­vurdering

Forebyggelse af digital chikane og konflikter handler ikke kun om borgerens baggrund eller adfærd. Konflikter opstår ofte, når borgeren møder krav uden klarhed, oplever manglende inddragelse, eller når de fysiske og organisatoriske rammer er svære at overskue.

Små justeringer i tidspunkter, struktur og kommunikation kan være med til at forebygge konflikter.

I kan sætte gang i dialogen med inspiration fra fire fakta-kort, som BFA (Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration) har udviklet sammen med Arbejdstilsynet.

» Hent fakta-kortene på arbejdsmiljoweb.dk/faktakort-digital-chikane.


Kilder: Socialraadgiverne.dk, BFA (Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration).


Tal om chikane og trusler
Dansk Socialrådgiverforenings vilkårsundersøgelse fra 2025 viser, at 65 procent af socialrådgiverne er blevet overfuset af en borger mindst en gang inden for det seneste år.

  • 23 procent er blevet chikaneret
  • 28 procent er blevet truet
  • 2 procent er blevet udsat for fysisk vold.

Kilde: DS’ vilkårsundersøgelse – tallene omfatter alle former for chikane og ikke alene digital chikane.