Guiden: Sådan siger du fra over for ulovlig praksis

Hvis du som socialrådgiver oplever ulovlig praksis eller andre kritiske forhold, skal du sige fra. Med en række gode råd bliver du guidet til, hvordan du sammen med dine kollegaer og med hjælp fra Dansk Socialrådgiverforening kan gøre opmærksom på ulovlige eller uhensigtsmæssige forhold på din arbejdsplads.

1. Gå til din tillidsrepræsentant

Det er altid en god idé at starte med at kontakte din tillidsrepræsentant og/eller Dansk Socialrådgiverforening for sparring, råd og vejledning.

2. Kontakt din nærmeste leder

Gå i dialog med din nærmeste leder sammen med din tillidsrepræsentant og/eller en kollega. Hvis lederen direkte har bedt dig arbejde i modstrid med loven, skal du gøre vedkommende opmærksom på det – helst skriftligt for at sikre dokumentation.

3. Kontakt din leders leder

Hvis nærmeste leder ikke reagerer på jeres henvendelse eller fastholder en ulovlig ordre, kan I underrette lederens overordnede – eksempelvis en afdelingschef. I denne proces kan det overvejes, om MED-udvalg og socialrådgiverklubben skal inddrages.

4. Kontakt de ansvarlige

Fører dialogen med ledelsen ikke til en tilfredsstillende løsning, kan I overveje, om de ansvarlige politikere, whistleblowerordningen eller Ankestyrelsen skal gøres opmærksom på sagen.

5. Gå til medierne

Hvis du og dine kolleger overvejer at gå i medierne med sagen, er det vigtigt, at I præciserer, at I udtaler jer på egne vegne. Det er en god idé at informere din tillidsrepræsentant, inden du/I går til medierne.

6. Stå sammen

Det kan være en god idé at stå frem sammen med andre kollegaer – og gerne sammen med jeres tillidsrepræsentant. Det øger sandsynligheden for, at jeres budskab bliver hørt.


Ulovlig eller tvivlsom praksis

  • Ulovlig praksis dækker over klart ulovlige ordrer – hvis en kommunal leder for eksempel beder sine ansatte om at anbringe færre børn, fordi kommunekassen er tom. Eller hvis ansatte i jobcentret får at vide, at de skal indrapportere lovpligtige sam­taler med borgerne som afholdt – selv om de ikke er det – for at sikre den kommunale refusion.
  • I andre tilfælde kan der herske tvivl om, hvorvidt der er tale om en klar ulovlighed. Det kan for eksempel være såkaldte ’skuffecirkulærer’ om en praksis, som er fagligt uforsvarlig, eller hvis en leder kun antyder, men ikke skriver eller siger det ­direkte, at der ikke må anbringes flere børn.

Rettigheder og pligter

Sig fra: Du har både har ret og pligt til ikke at følge en klar ulovlig ordre. Sig fra – gerne sammen med dine kollegaer og din tillidsrepræsentant og helst på skrift.

Lydighedspligt: Hvis du er i tvivl om en ordres lovlighed, har du pligt til at følge den, også selv om det senere viser sig, at ordren var ulovlig. At nægte at følge en ordre kan blive betragtet som en tjenesteforseelse. Gør opmærksom på din tvivl – gerne sammen med dine kollegaer og din tillidsrepræsentant og helst på skrift for at sikre dokumentationen.

Tavshedspligt: Som socialrådgiver, uanset om du er ansat i det offentlige eller private, har du tavshedspligt. Det betyder, at du ikke må videregive fortrolige oplysninger om borgere, du får kendskab til gennem dit arbejde. Tavshedspligten gælder både i og uden for arbejdstiden.

Loyalitetspligt: Hvad enten du udtaler dig på egne vegne eller på vegne af din arbejdsplads, gælder der en (ikke-lovreguleret) loyalitetspligt. Den betyder, at du i udgangspunktet skal være loyal over for din arbejdsplads og derfor ikke må bagtale, komme med udtalelser eller videregive væsentlige oplysninger, der kan skade arbejdspladsens omdømme.

Det er vigtigt at understrege, at offentligt ansattes ytringsfrihed er vidtgående og ikke kan begrænses via en generel henvisning til den ansættelsesretlige loyalitetspligt. Du kan læse mere om ytringsfrihed på socialraadgiverne.dk/ytringsfrihed


Kontakt Dansk Socialrådgiverforening

Hvis du bliver bedt om at arbejde på kant med loven, skal du altid kontakte Dansk Socialrådgiverforening, så vi sammen kan vurdere, om der er tale om ulovlig praksis, og hvad der skal gøres i den konkrete situation.

Du kan enten tage fat i din tillidsrepræsentant, ringe til Medlemsservice på 70 10 10 99 eller skrive til kontakt@socialraadgiverne.dk.