Guiden: Sådan går du på ferie uden stress.

Drømmer du om en sommerferie uden stress og dårlig samvittighed? Med enkle råd kan du slippe tankerne om arbejdet og finde ro til at nyde ferien. Dansk Socialrådgiverforenings arbejdsmiljøkonsulent, Elisabeth Huus Pedersen, guider dig til en velfortjent ferie – fri for arbejdsstress.

Få overblik over dine opgaver

  • Drop ambitionen om, at du skal have rent bord inden ferien. I stedet er det vigtigt at rydde op og få overblik over store og små hængepartier. Vent ikke til den sidste dag, men brug et kvarter om dagen den sidste tid før ferien på at rydde op og sortere i din indbakke.
  • Bloker de sidste dage inden ferien som mødefri dage i din kalender, så du sikrer dig tid til de sidste vigtige opgaver, der skal klares inden ferien. Og lav en huskeliste over de opgaver, du skal tage fat på efter ferien.

Forbered overlevering

  • Informer kolleger, samarbejdspartnere og borgere i god tid om, hvornår du holder ferie, og hvem de kan kontakte i dit fravær. Sæt autosvar på mail og telefonsvarer – og undgå ­formuleringer som ”jeg tjekker mails ­lejlighedsvis”. Det skaber uklare forventninger og ­presser dig til at følge med.
  • Hvis du har opgaver, der kræver opfølgning, mens du er væk, så lav en enkel og overskuelig overlevering til din afløser. Det kan mindske din egen uro og give din kollega et bedre grundlag for at hjælpe.

Gå på ferie med et skulderklap

  • Giv dine kolleger et klap på skulderen, inden I går hver til sit. Brug lidt tid på i fællesskab at se tilbage på det gode socialrådgiverarbejde, som I har lavet de seneste måneder.
  • Hvis der også har været svære oplevelser, for eksempel med en vred eller ulykkelig borger, så er det også en god idé at få talt det igennem med en kollega eller din leder. Ellers kan det nemt rumstere i hovedet under ferien.
  • Det kan være en god idé at markere, at ’nu går vi på ferie’ ved at samles og ønske hinanden god ferie.

Hold gerne tre ugers ferie

  • Hvis der skal være tid til at geare helt ned, bør du holde tre ugers sammenhængende ferie. Undgå at starte en ferierejse på den første dag i din ferie – ellers risikerer du, at din ferie bliver indledt på et højt stressniveau – med øget risiko for, at du vrisser ad din familie.
  • Pas på med at overfylde dine feriedage med aktiviteter og ting du skal nå – din ferie skal jo ikke ligne din arbejdsdag.

Undgå at arbejde i ferien

  • Undlad at åbne og besvare arbejdsmails i din ferie. Det gælder selvfølgelig også for ledere, som bør være gode rollemodeller for de ansatte. Når man har fri, har man fri – så giv dig selv lov til at have det.
  • Hvis du er meget fristet af at tjekke arbejdsrelaterede mails i ferien, så efterlad din arbejdscomputer og din arbejdstelefon på arbejdspladsen, eller gem dem langt væk i en skuffe.

Stress af i naturen

  • De digitale medier fylder mere og mere i fritiden, hvor vi bruger dem til at koble af. Det kan være fristende, men også belastende at være online hele tiden.
  • Tag en pause fra skærmene – mobil, TV og pc – i løbet af ferien og få mere tid til nærvær med eksempelvis brætspil, bål, badning og en tur i skoven. De sanseindtryk, som naturen giver, har en afstressende effekt – så det er helt oplagt at bruge den.

Slip arbejdet mentalt

  • Når man arbejder med mennesker, kan det være ekstra svært at slippe arbejdet. Men man skal huske, at man hjælper både borgerne og kollegerne bedst ved at komme frisk og veludhvilet tilbage efter ferie. Derfor skal du give dig lov til at slippe ansvaret og holde fri.
  • Hvis dine tanker under ferien alligevel tuner ind på arbejdsopgaverne, så parkér ideer og eventuelle bekymringer i en notesbog, så de kommer ud af hovedet, men ikke går tabt.

Tilbage på job med ro på

Når du vender ferie-frisk tilbage på job, er det vigtigt, at du passer på dig selv. Lav en ’opstartsplan’, som kan hjælpe dig med at holde fast i noget af ferie-roen.

  • Start eksempelvis på en onsdag, så føles første uge ikke så lang. Eller hold fri den første fredag efter ferien.
  • Book allerede inden ferien et par dage i din kalender, hvor du er ’optaget’, så du har tid til at tjekke indbakken og få overblik.
  • Prøv at undgå at placere vigtige møder og krævende opgaver den første uge. Brug i stedet noget tid på at lytte til dine kollegers feriefortællinger – det styrker sammenholdet.
  • Giv også dine kolleger mulighed for en rolig landing, og undgå at ’overfalde’ dem med spørgsmål og arbejdsopgaver de første dage efter ferien.
  • I ferien har din hjerne restitueret og koblet af fra sine vante arbejdsopgaver. Acceptér derfor, at du typisk ikke arbejder så hurtigt, som du plejer.

Ferie er ikke en mirakelkur

Undersøgelser viser, at stresssymptomer kan toppe lige efter sommerferien, så ferie er ikke en mirakelkur mod stress. Derfor kan det være oplagt at have nedenstående pejlemærker i baghovedet, når du kommer tilbage fra ferie.

  • Sæt det kollegiale fællesskab højt, det fungerer som buffer mod stress.
  • Lav normer for god omgangstone og stop brok, som dræber energi og arbejdslyst.
  • Sats i stedet på faglig refleksion og sparring om de problemer, der bliver oplevet.
  • Husk at støtte hinanden med praktisk hjælp.
  • Hold pause – og tal med hinanden om det, der fylder – både jobbet og det derhjemme.
  • Anerkend hinanden. Ros og værdsættelse er vigtig, også fra kolleger.

Kilde: Socialraadgiverne.dk/stress

» Læs mere om at forebygge arbejdsrelateret stress ­­på socialraadgiverne.dk/stress

Prøv DS’ ferieplanlægger og få overblik over, om du har nok feriedage på det tidspunkt, hvor du planlægger at holde feire. Find den på socialraadgiverne.dk/ferieplanlaegger