Guiden: Balancen mellem kontakt og kontrakt er afgørende
Uklarhed kan øge angst og usikkerhed hos den psykisk sårbare, og derfor er det vigtigt at kommunikere tydeligt og støttende – og det er lettere, når man har nogle konkrete redskaber med sig i værktøjskassen, siger Birgitte Wärn, som underviser og giver supervision til socialrådgivere om samtalen med psykisk sårbare.
Der bliver skrevet meget om, at mange mistrives, og en hel del om de enkelte lidelser, men der bliver ifølge Birgitte Wärn ikke skrevet så meget om, hvordan man som socialrådgiver kan håndtere selve samtalen med den psykisk sårbare.
Det er baggrunden for, at Birgitte Wärn har skrevet ”Guide til Samtalen med psykisk sårbare”, hvor hun gennemgår konkrete redskaber til de 10 typiske udfordringer i samtalen – som for eksempel borgerens fastlåste selvbillede, manglende motivation og kognitive udfordringer.
– Der er masser af teori om coaching og motiverende samtaler, men det er min erfaring, at socialrådgivere mangler konkrete redskaber til de udfordringer, de står i. Og da er min tilgang at vende tingene på hovedet. Så i stedet for at tage udgangspunkt i teorierne, som underbygger redskaberne, tager jeg udgangspunkt i borgernes udfordringer og giver socialrådgiverne nogle konkrete redskaber, som er koblet på deres virkelighed.
Hun fremhæver, at socialrådgivere ofte arbejder i et krydsfelt mellem at skulle hjælpe psykisk sårbare borgere samtidig med, at de inden for systemets rammer skal stille krav til borgeren.
– Jeg har selv arbejdet inden for beskæftigelsesområdet i en årrække, hvor jeg på egen krop oplevede dilemmaet, når man både skal støtte og stille krav. Nøglen ligger i balancen mellem ’god kontakt’ og ’klar kontrakt’. Det handler om at få den sårbare til at føle sig hørt og inddraget i samarbejdet, og samtidig være tydelig om rammerne. Det kræver, at man har en klar dagsorden og struktur for mødet og løbende vurderer, om samtalen har behov for mere kontakt eller mere kontrakt. Uklarhed kan skabe angst, så balancen mellem kontakt og kontrakt er afgørende, pointerer Birgitte Wärn.
To sider af samme sag
Birgitte Wärn vurderer på baggrund af sin erfaring som underviser og supervisor af tusindvis af socialrådgivere gennem de seneste 20 år, at den største udfordring i samtalen med den psykisk sårbare er at håndtere og rumme frygten – både rådgiverens egen frygt for at stille krav og den sårbares frygt for ikke at kunne honorere dem.
– Det er et helt klassisk dilemma, som dukker op for alle myndighedsrådgivere i forskellige situationer. Når man oplever, at det at stille krav er noget ’man gør’ imod den sårbare, er det vigtigt at huske sig selv på, at man faktisk kan forværre den psykisk sårbares situation ved ikke at stille krav. Så krav og støtte vil ofte være to sider af samme sag. Og dermed ikke sagt, at det gælder alle borgere. Selvfølgelig er der nogle borgere, som er så dårlige, at de i en periode ikke kan håndtere krav uden at få det værre.
CV Birgitte Wärn
Birgitte Wärn er cand.mag. i dansk og psykologi med efteruddannelse i coaching og supervision. Hun er indehaver af Wärn Kompetenceudvikling med speciale i samtalen som professionelt redskab for rådgivere. Hun har selv arbejdet som rådgiver indenfor beskæftigelsesindsatsen.
”Guide til samtalen med psykisk sårbare” kan købes i boghandelen.
» Læs mere på birgittewarn.dk