Guide: Få en bedre start på dit første job

Hvor meget kan jeg tillade mig at bede om hjælp? Gør jeg mit arbejde godt nok? Hvor længe er man ny? Det er nogle af de spørgsmål, som nyuddannede i deres første job typisk vil stille sig selv. En ny guide giver nogle af svarene.

Er du nyuddannet, eller har du måske lige fået en ny kollega, der er nyuddannet? De første 90 dage i en ny stilling er afgørende for, om den nyansatte falder godt til i sit nye job. Som nyuddannet er den gode start endnu vigtigere, da overgangen fra studie til arbejde kan opleves særligt udfordrende.

Selv om de fleste arbejdspladser laver et introduktionsforløb for nyuddannede (se nedenfor), så kan der alligevel være ting, man kommer i tvivl om, når man starter i sit første job. Og en af de klichéer, man kan støde på i sit nye job, er: ”Du skal bare spørge”. Det er venligt ment, men det er ikke er så enkelt, når kollegerne har susende travlt. Og hvor meget kan man som nyuddannet egentlig tillade sig at bede om hjælp?

Hvilken spørgetype er du?

Arbejdsmiljøweb.dk har samlet seks spørgsmål, som mange nyuddannede typisk stiller sig selv (se nedenfor). Og til spørgsmålet ovenfor lyder opfordringen:

Find ud af hvilken spørgetype du er: En der helst vil selv, og derfor måske spørger for lidt? Eller en der er optaget af at gøre det så godt som muligt, og derfor måske spørger lidt for meget?

Hvis man er den første type, skal man overveje, om man får stillet de vigtige spørgsmål, der giver mulighed for at blive klogere og udvikle sig fagligt – og som sikrer, at man ikke begår alvorlige fejl.

Hvis man er den anden type, skal man overveje, om man ind imellem stiller spørgsmål, som man fagligt set er rustet til at besvare selv.

Vigtigt at formulere usikkerhed

Generelt er det nødvendigt, at man blotter sin uvidenhed, hvis man skal lære nyt. Det kan være ubehageligt at gøre overfor nye kolleger, som man gerne vil gøre et godt indtryk på. Men i den første tid som nyuddannet er det faktisk accepteret, at man er både usikker og mangler viden. Derfor har man en enestående mulighed for at blive klogere i sin første tid på arbejdspladsen.

På nogle typer arbejdspladser får man fra første færd et meget stort ansvar. Her er det naturligvis ekstra vigtigt – men samtidig måske også ekstra svært – at få formuleret sin usikkerhed, så man undgår alvorlige fejl. Derfor gælder det om at få stillet sine spørgsmål i starten.

Jo længere man kommer hen i sit ansættelsesforløb, jo sværere bliver det at stille ’banale’ spørgsmål.

Kilde: Arbejdsmiljoweb.dk/bedre-start, hvor du kan læse flere gode råd.

 

6 spørgsmål fra en nyuddannet

Arbejdsmiljøweb.dk har samlet seks spørgsmål, som mange nyuddannede stiller sig selv:

1.       Gør jeg mit arbejde godt nok?

2.       Hvor meget kan jeg tillade mig at bede om hjælp?

3.       Hvordan passer jeg på mig selv?

4.       Hvordan håndterer jeg arbejdsmængden?

5.       Hvordan bliver jeg en del af det kollegiale fællesskab?

6.       Hvor meget kan jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved?

Læs alle svarene på arbejdsmiljoweb.dk/bedre-start

 

Introduktionsforløb for nyuddannede

Kolleger og ledere omkring nyuddannede og nyansatte socialrådgivere kan også finde inspiration til introduktionsforløb i det materiale, som KL og Dansk Socialrådgiverforening har lavet sammen som led i overenskomstprojektet ’Nøglen til en god start for nyuddannede socialrådgivere i kommunerne’, som består af en række materialer om etablering af introduktions- og mentorordninger for nyuddannede.

Find materialet på www.socialraadgiverne.dk/nysoc