”Goddag, jeg hedder Arne, og jeg har min hvide stok med”

Den 22. november havde jeg været ansat i Københavns Kommune i 40 år, så der blev holdt reception, og der var mange mennesker og gode taler. Men det største var at få Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Det føles meget stort, når man som ung får et alvorligt synshandicap, alligevel kæmper sig til en uddannelse og klarer sig på normale vilkår på arbejdsmarkedet i 40 år. Jubilæumsreceptionen gjorde det også ud for afskedsreception, for jeg stoppede på Instituttet for Blinde og Svagsynede til nytår for at gå på pension.

Mit held har været, at jeg var ung i 70’erne. Dengang fik man som blind eller svagtseende hjælp til, at man kunne klare sig selv. Jeg var under revalidering i otte år, og det er jo helt uhørt i dag. Men den indsats, som jeg og mine venner fik, betød jo netop, at vi fik en uddannelse og blev fuldt selvforsørgende. Det virkede bare. Den indsats, blinde og svagtseende tilbydes i dag, er rent ud sagt forfærdelig.

Ingen rettigheder som blind

Hvis du får amputeret et ben, så har du ret til genoptræning, og der skal laves en plan for det i samarbejde mellem behandler, patient og pårørende. Målet er, at man skal nå tæt på samme funktionsniveau. Hvis man bliver blind, så har man ingen rettigheder i forhold til genoptræning med mere. Man kan ringe til sin kommune – og måske får man hjælp, men mange kommuner synes, at indsatsen er dyr. Blinde og svagtseende er en lille handicapgruppe, og efter kommunerne fik ansvaret fra amterne i 2007, blev det tydeligt, at kommunerne ikke har den nødvendige specialviden og erfaring.

Det er den mere triste del af mit arbejdsliv, men den drivende del har været de utallige samtaler med de borgere, jeg har mødt. Det at kunne vejlede dem, støtte dem og lægge en plan for den enkelte borger, som kunne lede dem videre. Det har virkelig været lærerigt, udfordrende og personligt udviklende. Det har gjort, at jeg hang på.

Jeg har ikke været en dygtigere socialrådgiver end mine kolleger, men i kraft af mit eget synshandicap har det været nemmere at etablere kontakt med borgeren: ´Goddag, jeg hedder Arne, og jeg har min hvide stok med…´

Skitur følges af TV2

Jeg ved, at jeg har været en inspiration for mange. De har tænkt: ´Når Arne kan, så kan jeg også.Det har også været gennem min sport, som betyder uendelig meget for mig. I 2016 deltog jeg i Artic Circle Race i Grønland, som med 160 kilometer er verdens hårdeste skiløb. Næste mål er at løbe på ski til Nordpolen – en tur, som bliver fulgt af et tv-hold fra TV2.

Jeg løber med en ledsager, som jeg har stor tillid til. Det er krævende at være ledsager, for ledsageren skal også selv gennemføre ekspeditionen på ski i omkring otte timer dagligt. Corona har spændt ben for det flere gange, men til april sker det. Jeg sætter mig hele tiden nye mål. Det bliver fantastisk at kunne krydse det her af.

---

CV Mia Hamann Sønderholm
34 år, Hvidovre

• 2018 – Psykiatrisk Akutmodtagelse, Psykiatrisk Center København
• 2015 – Kriminalforsorgen, Herstedvester Fængsel
• 2013 – Københavns Kommune, Socialforvaltningen
• 2013 – Uddannet socialrådgiver

CV Arne Christensen
68 år, Virum

• 1981-2021 – Socialrådgiver på Instituttet for Blinde og Svagsynede
• siden 2019 – Formand for Danske Handicaporganisationer, Lyngby-Taarbæk Kommune
• siden 2017 – Medlem af Handicaprådet, Lyngby-Taarbæk Kommune