Forskeren: ”Det tager lang tid at fortælle om vold og overgreb”
Mange børn og unge fortæller ikke om vold og seksuelle overgreb, og konsekvensen er, at myndighederne sent eller aldrig får kendskab til sagerne. Ny forskning sætter fokus på, hvad der kan fremme eller hindre, at børn og unge fortæller om hændelserne. Det er eksempelvis vigtigt, at de oplever at have kontrol over deres fortælling, siger forsker Sofie Henze-Pedersen.
Hvem deler børnene typisk deres svære oplevelser med?
Det er oftest en ven eller et familiemedlem og i mindre grad myndigheds- og fagpersoner. Barnet eller den unge opfatter viden om vold og overgreb som noget meget privat og meget fortroligt. Så de fortæller det til de nære først – og så tager de tilløb og fortæller det måske til en lærer eller socialrådgiver.
Hvad er de største barrierer for, at børn og unge kan fortælle om det?
Der er flere barrierer på spil, og i rapporten har vi delt det op i tre faser. Først kommer erkendelsesfasen: Her er en væsentlig barriere, at barnet eller den unge ikke altid er klar over, at det, der foregår i hjemmet, ikke er normalt. Så den erkendelse skal de have først.
Så følger opsporingsfasen: Det er første gang, at barnet eller den unge åbner op om oplevelserne. Her kan barriererne være loyalitet over for den eller de voksne, der begår volden eller de seksuelle overgreb, og frygt for, hvordan de vil reagere, eller hvad der vil ske med dem.
Endelig er der håndteringsfasen: Barnet snakker med en række forskellige fagpersoner, og barriererne er eksempelvis, at barnet oplever at få spørgsmål, der er svære for dem at svare på, fordi de ikke nødvendigvis kan sætte ord på, hvad der er sket, eller føler, at spørgsmålene overskrider en privat grænse.
Hvad skal der til for, at børnene fortæller det til en fagperson?
Som socialrådgiver kan man støtte ved at anerkende, at det tager lang tid at fortælle om vold og overgreb. Det er også vigtigt at bekræfte barnet eller den unges oplevelser. De kan være meget i tvivl om, hvad de egentlig er udsat for – så hvis de siger noget om det til andre, der så fejer det af banen, så kan de blive endnu mere i tvivl, og det kan lukke processen ned.
Selv om socialrådgivere tænker i mulig indsats, så er det betydningsfuldt, at man også snakker bredere, og at barnet får lov at være andet end voldsramt eller overgrebsramt, eksempelvis ved at fortælle om andre ting ved sig selv såsom kæledyr eller gode venner.
Flere af børnene oplever, at formålet med at fortælle om overgreb og vold er uklart. Hvordan kan det håndteres bedre af myndighederne?
Når håndteringsfasen går i gang, så involverer det typisk en masse personer, som barnet eller den unge ikke kender. Det kan være svært for barnet at forstå, hvad formålet med de forskellige samtaler er, så det er vigtigt at fortælle barnet, hvad samtalen skal, hvad der kommer ud af den og åbne for, at barnet kan spørge ind.
Samtidig skal man være transparent om: Hvad er det for informationer, jeg bruger og giver videre, og hvorfor gør jeg det. Her har socialrådgiverne ofte en unik rolle, fordi de typisk er en mere gennemgående figur i håndteringen, og derfor kan de være en vigtig støtte for barnet i at forstå processen.
Sofie Henze-Pedersen
Seniorforsker ved VIVE, beskæftiger sig med udsatte børn og familier – med særligt fokus på hverdagsliv og familieliv fra barnets perspektiv.
Sammen med Michella Ida Mikuta har hun lavet rapporten: ”Børn og unges erfaringer med at fortælle om vold og seksuelle overgreb – en kvalitativ undersøgelse”.
» Læs rapporten på vive.dk