Formaliteter ødelægger retssikkerheden

Jeg har selv arbejdet som leder – og jeg har undervist kommende socialrådgivere og desuden undervist på efter- og videreuddannelsesforløb. Tilgangen har været den samme: I skal overholde forvaltningsreglerne. I skal sikre borgernes retssikkerhed. Borgerne skal inddrages. I skal partshøre. I skal tage notater. I skal skrive skriftlige afgørelser med begrundelse og klagevejledning, når borgeren ikke får fuldt ud medhold osv.

Efter en del år som lektor arbejder jeg nu i praksis i en kommunal familierådgivning. Her ser jeg effekten af den forståelse, som jeg selv har været med til at skabe. Jeg forstår nu, at vi jurister som udgangspunkt ikke ved noget om, hvor vigtig kommunikation og relationer er for vellykket socialt arbejde.

Standardbrev skaber usikkerhed

Jeg vil her give et lille eksempel fra praksis. Den ene dag er der møde mellem socialrådgiveren og borgeren. På mødet samtales der om emnet for mødet, og i slutningen af mødet fortæller socialrådgiveren, hvilke oplysninger, hun har brug for, for at kunne behandle sagen. Hun beder derfor borgeren om samtykke til at indhente nogle oplysninger om borgeren. Et par dage efter modtager borgeren et brev med overskriften ”partshøring”.

Partshøringsbrevet er et standardbrev udarbejdet af en juridisk kyndig, og brevet tilpasses med relevant indhold for den aktuelle borger. Borgeren modtager altså et justeret standardbrev. Og standardbreve, som skal anvendes i det daglige arbejde, er udarbejdet for at sikre, at kommunen kan dokumentere, at formaliteterne overholdes i sagsbehandlingen.

Forestil dig nu en borger, der ikke er uddannet til at varetage myndighedsopgaver i det offentlige – og som måske har mødt den offentlige forvaltning for første gang i sit liv – typisk i forbindelse med en følelsesmæssigt belastende situation.

Hvor skal denne borger kende begrebet ”partshøring” fra? Borgeren vil ikke kunne koble den gode samtale med socialrådgiveren til det brev, der nu dukker op i postkassen. Borgeren bliver usikker på, hvad det betyder for sagen. Der skabes afstand mellem borgeren og det offentlige. Relationen mellem socialrådgiveren og borgeren lider et knæk.

Borgeren skal opleve sig inddraget

Retssikkerhed på det sociale område er ensbetydende med, at borgeren inddrages i sagens behandling. Vellykket socialt arbejde og samarbejde mellem offentlige myndigheder og borgere kræver, at borgeren også oplever sig inddraget i sagens behandling. At opleve sig reelt inddraget forudsætter, at man som borger forstår, hvad der sker omkring én.

Kunne socialrådgiveren have forklaret borgeren, hvad der kommer til at foregå i borgerens sag for at forebygge usikkerhed hos borgeren? Efter min opfattelse vil det betyde, at socialrådgiveren skal evne at forklare borgeren det, som vi bruger tre og et halv år på at undervise socialrådgivere i. Det er utænkeligt, at borgeren ved de få – og korte – møder med en socialrådgiver og ofte i følelsesladede situationer, kan indføres i, hvordan en myndighedssag i det offentlige behandles og forløber.

Vi bør nytænke sagsbehandlingen

Efter min opfattelse bliver vi nødt til at nytænke sagsbehandlingen i sociale sager. Vi bliver nødt til at have et fokus på borgerens forudsætninger, nødvendigheden af god kommunikation og dermed en relation mellem borger og rådgiver og lade dette være udgangspunktet, når vi forener processer med de formelle krav.

Vi må derfor samarbejde mellem professionerne om at skabe nye metoder i processen. Før vi gør det, skaber vi ikke reel retssikkerhed. Vi bidrager derimod til at skabe afstand mellem det offentlige og borgeren, og dermed bidrager vi til at ødelægge såvel retssikkerheden som det sociale arbejde.

Pernille Lykke Dalmar arbejder som juridisk konsulent i Familierådgivningen i Esbjerg Kommune.

---

Læs tidligere kommentarer om samme tema i fagbladet Socialrådgiveren:

• ”Står regler i vejen for det gode sociale arbejde på børneområdet?”, blad 8/17
• ”Der er behov for at tænke nyt på børneområdet”, blad 9/17
• ”Børnene mangler i borgerrådgiverens rapport”, blad 11/2017 og borgerrådgiverens svar i 12/2017.
• ”Regler er ingen garanti for, at børn ikke svigtes”, blad 2/18

Du kan finde fagbladet på socialraadgiverne.dk/publikationer.