Fem stemmer fra praksis

Vi har spurgt fem sundhedssocialrådgivere, hvordan de er med til at sikre sammenhængende behandlingsforløb – og hvordan politikerne kan bidrage til det samme.

Jeg spiller den kommunale sagsbehandler god

Stine Als, sundhedssocialrådgiver og tillidsrepræsentant, Dagafsnit for Spiseforstyrrelser, Bispebjerg Hospital, Region Hovedstaden

– Min vigtigste rolle er at få forventningsafstemt med forældrene, hvad der skal ske, når deres barn bliver udskrevet. Og så skal jeg spille den kommunale sagsbehandler god i forhold til, hvad den unge med spiseforstyrrelse har brug for. Få oversat lægesproget til, hvad det betyder for den unges funktionsniveau og støttebehov på en måde, så det giver mening for et visitationsudvalg i en familieafdeling. Derudover er jeg den unges bisidder ved børnesamtalen, som typisk foregår her på hospitalet sammen med den kommunale sagsbehandler.

– Der er et tidsperspektiv, som kommunen skal være særlig opmærksom på. De unge er indlagt i seks til otte uger, og behandlingsmæssigt er der ikke plads til, at der kan være et gap mellem indlæggelsen og den kommunale indsats. Efter udskrivelsen kommer den unge en time om ugen på ambulatoriet, som så har behandlingsansvaret, og den kommunale støtte kører ved siden af.

– Presset på psykiatrien har gjort, at vi er ret ufleksible i forhold til at kunne holde på de unge, indtil kommunen har et tilbud klar. Det medfører en risiko for, at samarbejdet med kommunerne bliver svært, fordi vi virkelig skal presse sagsbehandlerne – og de har jo også megatravlt. Og forældrene kan komme til at opleve et kaotisk og presset forløb, fordi det hele skal gå så stærkt. Hvis presset skal mindskes, kræver det flere ressourcer.


Vi er med til at sikre mere lighed i sundhed

Tanja Wejergang, sundhedssocialrådgiver, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet, Region Hovedstaden

– Jeg arbejder på børnekræftafdelingen og en afdeling, hvor børn bliver knogle­marvstransplanteret. Vi får børn og familier fra hele Danmark. Til mit første møde med forældrene har jeg i samarbejde med den behandlingsansvarlige læge lavet en statusbeskrivelse, hvor vi redegør for, hvad det er for et sygdom- og behandlingsforløb, deres barn skal igennem, og hvilken støtte familien får behov for. Og så følger en række ansøgningspunkter, som bliver sendt samlet til familieafdelingen i familiens bopælskommune.

– Jeg sikrer den kommunale socialrådgiver den nødvendige dokumentation, så ansøgningen kan komme igennem visitationsudvalget. Hverdagsøkonomien og forsørgelsesgrundlaget er noget som sidestillet med behandlingen fylder rigtig meget for vores familier. Når forældrene får ro på deres forsørgelsesgrundlag i forhold til eksempelvis at få plejeorlov, kan de være nærværende over for deres barn, hvilket har positive psykosociale konsekvenser.

– Jeg vil opfordre politikerne til at opprioritere ressourcerne til sundhedssocialrådgivere i erkendelse af, at vi er med til at sikre helhedsorienterede og smidige patientforløb. Det kan være svært for familierne at komme igennem til kommunerne, og afklaringen af, hvad de har ret til, er ikke sikret, hvis der ikke er en sundhedssocialrådgiver inde over. På den måde er vi også med til at sikre mere lighed i sundhed.


Vi frigør tid hos vores sundhedsfaglige kolleger

Lene Kuntz, sundhedssocialrådgiver og tillidsrepræsentant, Afdeling for Psykoser, Skejby Sygehus, Region Midtjylland

– I de fire år, jeg har været her, er vi gået fra at være halvanden til nu at være 11 sundhedssocialrådgivere i almen voksenpsykiatrien, AUH. Og det er netop blevet besluttet som led i projekt Robust Psykiatri, at der skal ansættes en socialrådgiver på alle psykiatriske sengeafdelinger i Region Midtjylland. Opnormeringerne skyldes blandt andet, at vi har kunnet dokumentere effekten af vores indsats i form af færre genindlæggelser, en styrket dialog med de kommunale socialrådgivere og mindre anvendelse af tvang i botilbuddene, hvilket kan ses som et udtryk for, at borgerne indlægges rettidigt. Derudover frigør vi tid hos vores sundhedsfaglige kolleger.

– Læger og sygeplejersker har efterspurgt vores kompetencer, og da andre afdelinger bad om hjælp fra os socialrådgivere, opfordrede jeg dem til at ansætte en vikar. Sådan gik det slag i slag, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi jeg også havde ledelsen i ryggen.

– Det er godt, at det faglige udspil til den kommende 10-års plan for psykiatrien lægger op til, at vi skal have flere sengepladser og lave en socialfaglig screening. Men hospitalspsykiatrien kan ikke løfte opgaven, hvis kommunerne ikke er gearet til at løfte med. Vi har en patient, som har været indlagt i over fem måneder, og vi venter stadig på, at kommunen får afgjort, om hun kan få plads på et bosted. Hun har længe været klar til at blive udskrevet, men vi kan ikke udskrive hende, for der er ikke noget at blive udskrevet til. Det svarer til at konstatere, at dit ben er brækket, men du kan først få gips på om tre uger. Det nytter ikke noget.


Vi screener dømtes boligsituation og forsørgelsesgrundlag

Ina Skovsbo, sundhedssocialrådgiver og tillidsrepræsentant, Psykiatrisk Afdeling, Middelfart, Region Syddanmark. Bestyrelsesmedlem
i DS’ Fagligt selskab for Socialrådgivere ansat i Retspsykiatri

– Vi dækker både retspsykiatri, almen psykiatri, opsøgende psykoseteam og lokalpsykiatri. Jeg er primærsocialrådgiver for et retspsykiatrisk afsnit, hvor patienterne typisk er dømt for berigelseskriminalitet, vold og trusler. Jeg er tovholder på det tværsektorielle samarbejde med de 22 kommuner i regionen, med den tilsynsførende fra Kriminalforsorgen og det sundhedsfaglige personale fra retspsykiatrisk distriktspsykiatri. Derudover samarbejder vi med politi og anklagemyndighed, hvis den behandlingsdømte har brev- og besøgskontrol, hvor vi overtager kontakten med eksempelvis bank, kreditorer, boligudlejer.

– Vi har især fokus på den dømtes boligsituation og forsørgelsesgrundlag, og lige så snart vi får en patient ind, så screener vi for netop det. Vi undersøger, om de skal have et stabiliserende forløb og derefter udskrives til de støtteforanstaltninger, de kom fra. Men vi har også patienter, som har gået ubehandlede rundt i lang tid, og så skal vi have koordineret forløbene, så de får en mere stabil hverdag, når de skal udskrives.

– Jeg vil opfordre politikerne til at være opmærksomme på, at der skal være de rette tilbud til de behandlingsdømte borgere, hvor nogle har dobbeltdiagnoser. Vi kan have patienterne indlagt længe, fordi kommunen ikke kan anvise et tilbud efter lov om social service eller en bolig. Så kan de godt strande her og koste mange sengedage.


Socialfagligt blik for det hele menneske

Vibeke Blond, sundhedssocialrådgiver, Slagelse Sygehus, Børne- og ungeafdelingen og Obstetrisk/ Gynækologisk afdeling, Region Sjælland

Hele formidlingsdelen mellem det regionale og kommunale system udgør en stor del af mit arbejde, og får sagerne til at glide lidt lettere. Mine kompetencer og viden betyder, at jeg kan forene de to verdener. Og en gang om måneden underviser jeg nyansatte læger og sygeplejersker blandt andet i at skrive underretninger og sikre samtykke, da det er særligt på børneområdet, og i høj grad handler om børn og unges retssikkerhed.

– Jeg deltager i morgenmøder og konferencer sammen med læger og sygeplejersker, hvor vi gennemgår de enkelte patienter. Hvis et barn har ondt i maven, og alt tyder på, at det somatisk ikke fejler noget, hører jeg lægen, om vi har viden om, hvordan barnet i øvrigt har det. Nogle af børnene fortæller om mobning, at de har en søskende med autisme, som gør det svært at være derhjemme, eller at mor og far er ved at blive skilt.

– Mit arbejde på Obstetrisk/Gynækologisk afdeling har i høj grad et forebyggende sigte. Vi har etableret et fællesskab med en række kommuner og holder tidlige indsatsmøder om udsatte gravide og de helt små børn.

– Mit bud til politikerne er, at hvis alle syge og tilskadekomne har adgang til en sundhedssocialrådgiver på hospitalet, som har et socialfagligt blik for det hele menneske, vil det skabe bedre behandlingsmuligheder, færre genindlæggelser, større tryghed for patienten, og mere arbejdsro og mindre frustration for det sundhedsfaglige personale.