Essay: Forloren ansvarliggørelse skaber mistillid til både sagsbehandlere og borgere

Da jeg for 15 års tid siden skrev bachelor-projekt i en projektgruppe på Roskilde Universitet og i den forbindelse interviewede en række unge arbejdsløse om deres situation, var der ét spørgsmål, som jeg altid var særligt spændt på at stille: ’Når folk, du ikke kender, spørger dig, hvad du laver, hvordan fortæller du så om dig selv?’ Det gav anledning til en række gribende refleksioner, som fortalte os en hel del om, hvordan arbejdsløse oplever stigma. En ung kvinde fortalte, at hun altid besvarede den type spørgsmål med en usandhed: ’Jeg arbejder i Kvickly’, sagde hun. Det var nemmest sådan.

Når jeg for tiden interviewer, stiller jeg et tilsvarende spørgsmål. Men dem, jeg stiller spørgsmålet, er ikke arbejdsløse borgere, men sagsbehandlere i jobcenteret. Også her åbner det op for en række sigende refleksioner. En del oplever at blive mødt med mistillid og fordømmelse. Nogle beretter, at de oftest siger, at de arbejder ’hos kommunen’ frem for ’på jobcenteret’. Det er nemmest sådan.

Skepsis fra mange sider

Borgere og sagsbehandlere er selvsagt vidt forskellige grupper i vidt forskellige situationer. Det er grundigt afdækket i dansk og international forskning, at vejen ud af systemet for borgeren kan være lang og forbundet med voldsomme omkostninger. Alligevel er det sigende, at vi kan række ned i den samme sociologiske begrebskasse – hvor koncepter om mistillid, skam og stigma ligger – når de to gruppers situation skal analyseres.

Ansatte oplever, at de imødegås med skepsis fra mange sider: Ministeren finder det nødvendigt at nedsætte mål om, at ”ledige skal have en værdig sagsbehandling,” mens partier på begge fløje åbent har talt for at nedlægge jobcentrene. I offentligheden omtales deres arbejde hånligt. Og mange borgere møder dem med lave forventninger: ’Du er da ikke så slem,’ er en ofte hørt replik fra borgere på førstegangsmøder.

Man kan godt forsøge sig med at hævde, at virakken om jobcentrene er kunstigt oppustet. De fleste borgere, som er i kontakt med et jobcenter, udtrykker tilfredshed med deres forløb – dét peger tilgængelige kvantitative målinger på. For virksomheder, der samarbejder med jobcentre, er tilfredsheden også høj. Og en del af den senere tids kritiske omtale har slet og ret været urimelig.

Da Berlingske sidste efterår i stærkt profilerede artikler beskrev, at Københavns Jobcentre ikke har ”henvist én eneste ledig til job de seneste to år”, skyldtes den efterfølgende shitstorm for eksempel først og fremmest en misforståelse: ’Henvisning’ refererede snævert til det konkrete redskab, som jobcenteret kan benytte i arbejdet med den ledige, mens ordet af den brede offentlighed beredvilligt mistolkedes synonymt med at ’få mennesker i arbejde’.

Jonathan Spang gav ufrivilligt et godt eksempel, da han i sit satire-show sagde, at Jobcenter København ”har fået nul i jobs de sidste to år”. Misforståelser gror særligt ubesværet dér, hvor de bekræfter de flestes verdensbillede.

Mere ansvar – uden flere ressourcer

Men de nødvendige nuanceringer ændrer ikke på, at nogle borgere oplever dårlige forløb. Eller på, at mennesker på begge sider af jobcentrenes skrivebord løbende må håndtere mistillid. Vi kan forstå dele af denne mistillid ved at trække på et begreb om ’forloren ansvarliggørelse’.

Ansvarliggørelse betyder, at man som menneske eller organisation tildeles ressourcer (økonomi, kompetencer eller andet) og derved tilskrives ansvar for at løse et problem. At den er forloren vil sige, at man tildeles ansvar, men uden at få overført de ressourcer, problemløsningen kræver.

Over de seneste år har jeg som en del af et større forskerhold gentagne gange besøgt en række jobcentre. Her har jeg sammen med en kollega gennemført kvalitative interviews med en lang række udsatte borgere og med sagsbehandlere, som arbejder med udsatte arbejdsløse – det vil sige borgere, som ikke er kategoriseret som jobparate. For begge grupper kan begrebet om forloren ansvarliggørelse bidrage til at forstå deres frustrationer. Sagsbehandlerne først.

De senere års politiske målsætninger om afbureaukratisering af jobcentrene og enklere styring efter værdier – såsom værdighed, helhed og mening – har ledt til reformer, som dog ofte har givet kommunerne mere frihed med den ene hånd, mens man med den anden har indført nye former for styring.

Efter ’Forenklingsreformen’ fra 2018 kan kommunerne for eksempel i højere grad selv bestemme, hvilke indsatser de ønsker at benytte over for deres borgere, men hvis de er dårligere end forventet til at få borgere i arbejde, bliver de alligevel bedømt og sanktioneret hårdt efter to centralt fastsatte mål. Som i høj grad ligner de mål, man fra politisk hold kritiserede og afskaffede med reformen: Har de haft nok samtaler med deres borgere og har de aktiveret borgerne i høj nok grad?

For at være på den sikre side monitorerer mange jobcentre derfor nu løbende deres arbejde og sørger for, at der bliver afholdt rigelige mængder af møder og igangsat rigelige mængder af aktiviteter.

Mere linedanser end regenter

Sagsbehandlere står dermed i en situation, hvor de formelt i højere grad er sat fri til at gøre det, der virker og som giver mening, men hvor de reelt føler sig spændt ud imellem en lang række hensyn, som ofte trækker dem i forskellige retninger: På den ene side skal de i mødet med borgeren honorere og videreformidle en lang række fastsatte krav i et komplekst system. På den anden side skal de forsøge at skabe rum til nærvær, tillid og forståelse for borgeren. Nogle fortæller, at de er begyndt at se sig selv som funktionsopdelte: De er systemrepræsentanter, der formidler og agerer efter kravene i et komplekst system. Men de er også mennesker, der er nærværende og lyttende.

Af og til blandes de på uheldige måder. Borgere kan føle, at sagsbehandleren foregiver at være nærværende, men reelt blot gør hvad hun får besked på af systemet og mekanisk læser op fra et manuskript.

Et andet krydspres, som afspejles i vores inter­views, opstår imellem borgerens idéer og drømme på den ene side, og et stærkt fokus på beskæftigelse på den anden. Sagsbehandlerne skal tage hensyn til – og afsæt i – borgernes egne visioner for fremtiden. Samtidig med det, skal de leve op til klare krav om, at de planer, der laves, skal være realistiske og arbejdsrettede. Men nogle borgere ser af forskellige grunde ikke sig selv på arbejdsmarkedet. Andre har visioner, som sagsbehandleren vurderer som urealistiske. Undertiden bliver resultatet balanceakter, hvor medarbejdere på forskellig vis forsøger at omdirigere borgeres håb for fremtiden uden at borgeren fremmedgøres. Der balanceres her på en knivsæg imellem respekt for borgeren og paternalisme. De ansatte er mere linedansere end regenter – dét anerkendes for sjældent i den politiske debat.

Optimismens politik

En del borgere oplever noget, som på sin vis er tilsvarende: Forloren ansvarliggørelse sætter dem op til at fejle. De seneste årtier har budt på en lang række af reformer, som gradvist har indført et blik på borgeren, der lægger langt mere vægt på alt det, som borgere kan, og langt mindre vægt på det, som borgeren ikke kan. Mindre fokus på problemer og mere fokus på ressourcer. For eksempel beskrives de mest udsatte borgere, som for to årtier siden kategoriseredes som ’socialt og helbredsmæssigt belastede’, nu som ’aktivitetsparate’.

Denne optimismens politik lyder godt, når den skal retfærdiggøres i offentligheden, og den har været med til at hjælpe mange borgere videre. Men for andre har den haft stærkt negative konsekvenser. De oplever ikke at kunne kende sig selv i de optimistiske billeder, der tegnes af dem, og de oplever, at optimismen leder til bølger af krav, de ikke kan honorere.

En ung kvinde fortæller, hvordan hun blev talt op forud for et praktikophold i et varehus: ’Det kan du sagtens!’ Det gav selvtillid, store forhåbninger og flittighed, men bidrog også til ’et kæmpe nederlag’, da hun efter lidt tid fik at vide, at de ikke kunne bruge hende: ’Man bliver manipuleret til at slide sig selv op’. Mange beretter tilsvarende om et system, som har meget svært ved at anerkende ting, de ikke kan.

Onde spiraler

Det virker godt og selvindlysende rigtigt, når den siddende minister sender brev ud til landets borgmestre og minder dem om, at kommunens jobcentre skal tage hensyn til syge borgere. Det virker lige så godt og rigtigt, når politikere igen og igen agiterer for positive tilgange til borgere i jobcentre.

Men i begge tilfælde opleves diskrepanser imellem det formelle og det reelle: Formelt tildeles man et ansvar for, samt en forventning om, at løse en opgave. Reelt er opgaven langt mere vanskelig, end det formelle niveau anerkender. Forloren ansvarliggørelse er dermed en kilde til frustration på begge sider af skrivebordene. Der er behov for tillid til borgerne, som rækker ud over tillid til deres kompetencer: For eksempel tillid til deres egen vurdering af livssituation og behov. Og der er behov for politisk styring, som udviser reel tillid til ansatte i jobcentre.

Mit greb i dette essay har fremhævet ligheder, snarere end forskelle, i analysen af sagsbehandleres og borgeres situation. Den slags skal man næppe overgøre. Men hvis det doceres rigtigt, kan der være brug for det i en meget stærkt polariseret og polemisk offentlig debat om jobcentrenes fremtid, hvor det er nemmere at få øje på de onde spiraler end på gode veje ud.

---

CV
Mathias Herup Nielsen er lektor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet.
Han forsker i beskæftigelsespolitik og er en del af forskningsgruppen CUBB – Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser.
Tidligere har han blandt andet udgivet bogen ’Optimismens Politik’ (2019).