Er man en dårligere nabo, blot fordi ens forældre kommer fra et andet land?
KLUMME FRA PRAKSIS Lige nu har politikerne travlt med at ”komme af med ghettoer”. Boligområder dømmes ude, hvis for mange beboere har anden etnisk oprindelse, er på førtidspension eller på anden offentlig forsørgelse.
Op til DS’ repræsentantskabsmøde i november diskuteres det, om vi i DS mest skal være til for at sikre medlemmerne bedre løn- og arbejdsvilkår, eller om vi mest skal påvirke socialpolitikken. Angrebene på basale rettigheder og den almene sektor gør det tydeligt, at vi skal begge dele.
At være socialrådgiver handler i høj grad om, at man – hvor end man sidder – forhåbentligt er med til at reducere ulighed og chanceulighed ved at sætte ind med en indsats lige nøjagtigt der, hvor medborgeren har behovet.
Når politikerne forringer vilkårene for dem, der har mest behov for hjælp, forringer de samtidig vores muligheder for at gøre det, der er behov for, og de forringer vores muligheder for at have et godt arbejde, hvor det, vi gør, giver mening.
Lige nu har politikerne travlt med at ”komme af med ghettoer”. Boligområder dømmes ude, hvis for mange beboere har anden etnisk oprindelse, er på førtidspension eller på anden offentlig forsørgelse. I en situation, hvor der mangler boliger, der er til at betale, vil man rive velfungerende lejlighedsblokke ned, så man kan skaffe plads til dem, der tæller: De, der kan købe sig en andelsbolig eller en ejerbolig.
Alt for få stopper op og spørger, om det virkeligt er rigtigt, at man er en dårligere nabo, blot fordi ens forældre er kommet fra et andet land. Om man er en dårligere nabo, fordi man enten midlertidigt eller permanent ikke passer ind i arbejdsmarkedets hamsterhjul. I stedet tegnes der skræmmebilleder af områder som lukkede, trøstesløse, hvor det er utrygt at færdes. Billeder, der ikke matcher den oplevelse, som de som bor og færdes i områderne har.
Resultatet bliver, at det bliver endnu sværere for os socialrådgivere at hjælpe udsatte borgere med noget så basalt som et sted at bo. For hvem vil give en bolig til en, der potentielt kan være med til at dømme hele blokken til nedrivning?
Den desperation, som det vil medføre, at man er dømt ude fra den almene boligsektor, kommer til at skabe utryghed. Utryghed for de mennesker, der vil få endnu sværere ved at få tag over hovedet. Og utryghed hos de socialrådgivere, der kommer til at have endnu færre redskaber til at hjælpe dem, der nu bliver endnu mere udsatte.
Vi har brug for et DS, der fortsætter kampen. Både for ordentlige løn- og arbejdsforhold, men også mod menneskefjendsk politik, der dømmer medborgere ude, blot fordi de socialt eller etnisk ikke passer ind i regeringens billede af, hvem der har værdi.