Er der noget galt med ressourceforløbene?

Arbejdet i de kommunale forvaltninger er til diskussion. På børneområdet diskuteres baggrunden for sagsbehandlingsfejlene i anbringelsessagerne. Problemet er, at sagsbehandlerne ikke overholder reglerne i serviceloven selv om de, ifølge juristerne Trine Schultz og Nina Von Hielmcrone, er gode nok og afspejler socialrådgiverens professionsnormer (Socialrådgiveren nr. 8/2017). På beskæftigelsesområdet er problemet omvendt, i hvert fald hvis man følger debatten om Jobcenter Lærkevej i Københavns Kommune. Her er hovedproblemet sagsbehandlernes og rehabiliteringsteamenes overholdelse af reglerne for at tilkende ressourceforløb, fleksjob og førtidspension. Hen over sommeren har syge og udsatte borgere demonstreret foran Jobcentret på Lærkevej i København. Daværende beskæftigelses- og  integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) forsvarede Københavns Kommunes praksis med henvisning til Ankestyrelsens stadfæstelse af kommunens praksis med at bevilge ressourceforløb frem for fleksjob eller førtidspension.

Postnummer skal ikke afgøre indsats

Ressourceforløbene fra fleks- og førtidspensionsreformen i 2012 fik en hård start. De blev kritiseret for at ligge for sent i sagsforløbene, hvor borgerne allerede havde været igennem lægelig udredning og afklaring af arbejdsevnen. Hvad kunne rehabiliteringsteamene finde på, som ikke allerede var forsøgt for at udvikle arbejdsevnen?

Mange kommuner ventede med at overveje ressourceforløb, og i 2013 bad daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kommunerne om at iværksætte flere ressourceforløb. Det gik for langsomt med at implementere reformen.

Siden kom det frem, at forløbene enten ikke hjalp eller havde for lidt indhold til at udvikle arbejdsevnen. Kritikken tog til med historier om borgere, der døde i ressourceforløb og historier om ”sengepraktik”, der fik professor Kirsten Ketcher til at dømme ressourceforløbene på kollisionskurs med Menneskerettighedskonventionens forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling.

SF’s Karsten Hønge frarådede tidligere i år kommunerne at føre krig mod egne borgere, og aktuelt har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fremskudt evalueringen af reformen, fordi antallet af tilkendelserne af førtidspension varierer fra kommune til kommune. Et postnummer skal ikke afgøre, om en borger er berettiget til førtidspension eller ressourceforløb.

Der er gjort forsøg på at præcisere reglerne. Ankestyrelsen har udsendt principafgørelser og beskæftigelsesministeren en orienteringsskrivelse til landets kommuner for at få dem til at forvalte reglerne mindre stramt og mere ensartet. Landets seks største kommuner henvendte sig til ministeren for at få ændret reglerne, fordi en ministeriel orienteringsskrivelse ikke kan tilsidesætte loven og Ankestyrelsens afgørelser. Bolden ligger hos ministeren.

Nej tak til udsigtsløse forløb

Kritikken af ressourceforløbene er som antydet ikke grundløs. Lovgivningen er blevet meget stram. Der er mennesker med kroniske problemer og meget ringe udsigter til arbejdsmarkedsdeltagelse, der i dag er afholdt fra en sikret situation med førtidspension. Med mindre de bor i en kommune, der vælger at arbejde på kant med Ankestyrelsens afgørelser.

Derfor er det vigtigt, at Christiansborg lytter til de kommuner, der kan pege på og begrunde, hvor og hvorfor reglerne er for stramme, herunder at reglerne reelt modvirker, at borgere kan komme i fleksjob eller på førtidspension, efter jobcentrene har arbejdet relevant med udviklingen af arbejdsevnen. Kommunerne skal kunne følge intentionerne bag reglerne således, at borgere, hvis arbejdsevne reelt er kronisk og kvalificeret nedsat af fysiske, psykiske og sociale årsager, sikres økonomisk. Udsigtsløse udviklingsforløb kan ikke være et mål i sig selv.

Selv om der er grund til kritik, er det oplagt, at der for den store gruppe af langvarigt ledige med omfattende sociale og sundhedsmæssige problemer ud over ledighed er et behov for at kunne arbejde udviklingsorienteret og med en langvarig tidshorisont. Ressourceforløbet stiller en sådan ramme til rådighed, og der er behov for at fastholde og udvikle den ramme.

Det er og har altid været svært at få borgere med alvorlige begrænsninger i arbejdsevnen ud på arbejdsmarkedet, ikke desto mindre er det en vigtig samfundsopgave. Heldigvis er ressourcerne på området overordnet set i orden. Danmark er det land i verden, der bruger flest penge på den aktive beskæftigelsespolitik.

Vi har målrettede ordninger så som ressourceforløb og fleksjob. Vi har tradition for at ansætte uddannet personale – socialrådgivere – på området for et rummeligt arbejdsmarked og for omfattende brug af virksomhedsbaseret aktivering. Vi har jobcentre, der kan arbejde professionelt med beskæftigelse og har et indgående kendskab til ”kunderne i butikken”. Der er meget at bygge på, men der er ingen nemme løsninger.

Skarpt fokus på faglighed

Efter vores opfattelse kan og bør ressourceforløbene fortsat udvikles som ramme for at give mennesker med omfattende problemer ud over ledighed mulighed for at blive eller komme på arbejdsmarkedet. Ordningen er ikke perfekt, men mere lovende end, hvad vi ellers  har af muligheder.

Skal opgaven lykkes, kræver det faglighed og en god sans for organisering at udnytte de potentialer, der ligger i de tværfaglige ressourceforløb. Der kræves et betydeligt ledelsesmæssigt fokus og lokalpolitisk prioritering af ressourcer. Der er behov for faglighed i de forløb, der går forud for ressourceforløbene. Ellers ved vi ikke hvilke ressourcer og kompetencer, der kan og skal udvikles, hvordan der skal følges op, eller hvornår ressourceforløbet skal stoppes, fordi der nu ikke er mere at gøre. Det kræver sagsbehandlere, der er fagligt i stand til at sikre den nødvendige afklaring og koordinering i selve ressourceforløbet. Det kræver kontinuitet og faglighed igennem hele indsatsen frem for serielle og fragmenterede indsatser og forløb.

Hvis potentialerne i ressourceforløbsrammen skal indfris, er der brug for udviklings- og forskningsarbejder, der påtager sig opgaven med skridt for skridt at identificere konkrete udfordringer og udforme konkrete løsninger, der kan fungere inden for rammerne af en kommunal beskæftigelsesindsats. Det er vigtigt at dokumentere og evaluere arbejdet, så vi ved, hvad det er, der foregår, og kan dele erfaringerne bredt. Et fromt ønske handler derfor om skarpt fokus på udvikling af faglighed frem for besparelser og alt for hyppige reformer.

Anette Skals er lektor ved Institut for Socialt Arbejde, Professions højskolen Metropol og Mikkel Bo Madsen er docent samme sted.